Dato: Juni 1841
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

[Juni 1841]

Kjære Andersen! I Wien ligger et langt Brev med tætskrevne Linier, som jeg havde bortsendt Dagen før jeg fik Deres sidste Epistel. Da De nu naturligviis intet seer af hiint sender jeg disse Linier til Dresden, fordi De ikke skal undre Dem over intet Brev at finde der. Jeg skrev saa hurtigt til Wien deels fordi jeg af Datoen saae at Deres lille Seddel fra Constantinopel var temmelig gammel, deels fordi jeg ikke kunde faae Ro i mit Sind før jeg havde besvaret, hvad Bagsiden af Sedlen indeholdt. Jeg forsikkrer Dem at det var min fulde Overbeviisning, at De havde givet Thomsen Løfte om Efterretning fra Dem gjennem mig, for at benytte disse til hans Avis, anderledes kunde jeg umulig forklare mig at en Mand som jeg neppe mere end 2 Gange har talt, kunde tillade sig den Ubeskedenhed (mildest sagt) at udbede sig mine Breve med den Tilføjning, om jeg vilde gjøre et Udtog deraf, eller om han selv maatte gjøre det.

At det har bedrøvet mig at jeg har voldt Dem Ubehageligheder kan De nok tænke Dem jeg har været meget nedstemt derover . Jeg vilde ret ønske at De ikke var gaaet Glip af mit Brev til Wien, ikke fordi det i nogen anden Henseende kan kaldes et Tab; men fordi jeg deri har forklaret mig temmelig vidtløftig over denne Gjenstand. T- har nogen Skyld ved sin ubeskedne Fordring. De ogsaa lidt fordi De ikke har besvaret mine gjentagne Spørgsmaal desangaaende, hvilket Reiselivets Forstyrrelse jo rigtignok undskylder. Den største Skyld er min fordi jeg ikke utrykkelig spurgte T- om han havde Deres Tilladelse til at gjøre Udtog af Brevene for at lade disse trykke, det var en falsk Undseelse af mig. Det andet Brev nægtede jeg ham først, men da jeg hele Tiden er gaaet ud fra en urigtig Idee om det Hele, vidste jeg ikke om det var rigtig eller galt, og lod ham senere faae det. For det sidste Brev ligger Skylden aldeles hos mig , thi jeg sendte ham det uden Anmodning da jeg trode at det ikke kunde være anderledes. Jeg har ikke sendt T- Deres lille Seddel. Grunden har jeg i mit foregaaende Brev sagt Dem, jeg tror det vilde have retfærdiggjort mig i Deres Øjne men jeg føler mig saa angreben idag at det er mig umuligt at gjentage det Hele, naar jeg har skrevet et langt Brev i en Uge saa skriver jeg siden min Sygdom i Vinter, i den samme Uge ikke mere, jeg kan ikke, derfor maae De tage tiltakke med disse Linier saa usammenhængende som de formodentligt ville blive. Jeg kan ikke nægte at det Hele maatte krænke mig netop fordi enhver Offentliggjørelse er mig piinlig. Der ere maaskee ikke mange Mennesker der ere saa discrete med deres Breve som jeg hidtil har været, og havde jeg handlet efter min Følelse havde T- aldrig faaet Deres Breve. Det var lidt strængt kjære Andersen at sende mig den lille aabne Seddel gjennem en Anden der ogsaa har betroet mig Breve og hvis Agtelse og Godhed jeg sætter saa megen Priis paa. I Grunden kan det Hele dog kun falde tilbage paa mig som den indiscrete Correspondent, og det er jo ogsaa retfærdigt. –

Lad os nu ikke tale mere om det Hele som De vel forlængst er træt af. Her er min Haand, vi ere jo gode Venner ikke sandt, jeg er saa svag endnu jeg kan ikke taale at nogen af mine Kjære har noget imod mig, De veed ikke hvor jeg lider derved. Men De er jo heller ikke vred, ellers havde jeg ikke faaet Deres sidste herlige underholdene Brev, det er endnu det interessanteste De har givet mig o, var det dog blot kommet een Dag før mit Brev var afsendt til W[ien]. Gudskeelov at De lykkelig har overstaaet alle Farer. Ja i den Spænding Reiselivet giver, og især et saa broget som Deres, kan Sygdomme vel ikke ret faae Magt, gid De nu og maa føle Dem vel naar De kommer i Rolighed. De har aldrig skreven mig naar De tænker at komme hjem; men naar De om kort Tid er i Dresden, saa kan det vel ikke vare meget længe - Naar De kommer til Kjøbh. hører jeg vel lidt fra Dem, jeg vil være meget glad ved at sige Dem mit: Velkommen hjem ! eller rettere ved at skrive det. Hvor det vil fornøje mig at høre Dem fortælle; nu maae De ikke være alt for træt deraf til vi til Efteraaret komme til Kjøbh. Pindsemorgen var jeg i Maalev, Veiret var saa ubeskriveligt deiligt, først løb jeg lidt om i det frie, saa hørte jeg Oncle tale i den lille Landsbykirke, det var den Dags Morgen De sluttede Deres sidste Brev i Pesth. I de efterfølgende Dage da De nok har bivaanet det store Marked i Pesth levede jeg af Landluft, Maaneskin Blomster og – Tykmælk, hvor Menneskenes Liv dog er forskilligt. Hvor De dog har seet og hørt meget, jeg er nærved at blive ør i mit Hoved naar jeg tænker mig det. Hvor det er højst forunderligt at tænke sig at de aftegnede Dukker hvis Dands De saa livligt har beskrevet ere Præster. Hvor Deres Erindring dog maae være et broget Pulterkammer kjære Andersen; men det maae være underholdende at ordne disse Livsbilleder, naar De senere i Hjemmet passerer forbi Tanken. Hvor De alt har oplevet meget i Deres Liv, De kan vist ikke tænke Dem hvor fattigt det maae see ud hos Andre, hvad tror De f Ex min Indbildningskraft lever af? Ja den ligger da ogsaa i sidste Aandedræt kan jeg nok mærke. Det er saa underligt, siden i Vinter ønsker jeg kun Fred og Rolighed, jeg føler mig altid træt, det er vel derfor at jeg ikke kan tænke mig noget bedre. Med denne Maaneds Udgang holder mine Informationer op, det vil blive mig et tungt Savn i Fremtiden ikke at see Børnene mere, jeg skal hilse Dem saa meget fra dem, det bade de mig om. Ogsaa fra Eline Faaborg skal jeg hilse Dem, om nogle Dage er hun vist paa Gjennemreise i Dresden, maaskee De kan støde paa hinanden. Blot Fr. Læssøe nu ikke ogsaa skriver til Wien. Hvad bliver der nu af saadanne uindløste Breve, ja de bliver vel brændte. Sidst i denne Maaned kommer Haslund. Først i Juli vente vi Søstrene, jeg glæder mig meget dertil, og vilde glæde mig mere hvis jeg ret følte mig skikket til at nyde det, og saa Afskeden fra Thea ikke forestod. Moder er nogenlunde vel i disse Dage, hvilket imidlertid er sieldent; men nedstemt og sørgmodig er hun altid, jeg haaber Søstrene ville adsprede hende. Herregud naar jeg tænker mig den pene pertendtlige Andersen, der tidt seer ud som han vilde sige: "Komm mich nicht zu nah ich bin von Glas" osv sammenstuvet blandt flere forskillige Mennesker, saa kan jeg ikke bare mig for at smile. I Quarantainen har De rigtignok ikke havt det for godt, Gud veed om jeg havde faaet Brev hvis De ikke havde været i denne, en Fange griber jo til meget af Kjedsomhed. Maaskee De dog ogsaa har tænkt lidt paa Søsteren i Deres Fængsel, jeg vil nu smigre mig med det sidste. De har ikke følt Dem vel, saa besøge jo ens fraværende Venner en. Hvad jeg vidste af Nyheder har jeg fortalt i det Brev De ikke faar; men De hører vist de samme fra flere Kanter det var meest kjøbenhavnske, og af det offentlige Liv, løst litterair Snak, og lidt politisk – Noncens – formodentlig siden jeg uindviede opvartede dermed. Ole Bull kommer igjen til Kjøbh. og vil paa Fleres Forlangende igjen give en Concert. Derfra reiser han til Hamborg for at hænte sin Kone og saa til Norge hvor han har kjøbt et Landsted og vil tilbringe et Par Aar. Zrza, Sahlertz Waltz og Schneider ere her i Byen og give Scener der imidlertid ikke ere meget besøgt. Naar De kommer hjem maa De høre taalmodig paa mig, hvad jeg har at sige Dem i Anledning af Thomsen, og ikke sige: "jeg vil ikke høre mere derom"!

Lover De mig det? Jeg vil saa gjerne at alt hvad der kan omtales og berigtiges skal være klart imellem mig og mine Venner. – Moder, Tante og Søstrene hilse !–

De skriver: "Mit Brev fra Athen har De rimeligriis faaet. Har De da ikke faaet mit Svar til Triest? Det var et langt Brev.–

Det er dog ærgerligt ingen af mine sidste Breve, – og de vare dog lidt muntre. Derfor veed De heller ikke at jeg anden Gang har spurgt Dem om Thomsen.

Jeg veed nok at dette er et usselt Brev, en meget daarlig Tak for Deres sidste underholdende Skrivelse. Den Følelse som Søstrene kalde Storagtighed hos mig vilde bringe mig til at frankere mit daarlige, lille Brev til Stedet selv , hvis jeg har saa mange Penge, men det har jeg ikke, og jeg har laant og laant hos Moder, see det er da ikke Storagtighed at jeg tilstaar det. Vil De ikke nok indløse min lille Lap, den er jo dog fra Deres trofaste Søster

Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost