Den 13. Juni 1841
Kjæreste Andersen!
Med stor Fornøjelse har jeg modtaget Deres sidste venlige Brev fra Athenen; jeg kan vel tænke, at De, som en flittig Bi, har omflagret paa Hellas skjønne, men nu udyrkede Marker, og at De derfra vil medbringe et befrugtende Blomsterstøv, der siden skal bære Blomster i Deres Fødeland. At De har været legemlig angrebet have vi desværre hørt fra flere Sider, men dog naturligvis med Overdrivelse, ogsaa derfor var det mig kjært fra Deres egen Haand et erfare, hvorledes De havde det. En Trøst, der vel kan opveje de fleste af Livets større eller mindre Fortrædeligheder, maa den Venlighed og Velvillighed være Dem, hvormed De blev modtagen i München og paa flere Steder i Tydskland, ja selv i Athenen. Mere og mere slynger Kunst og Videnskab og fælles Kultur deres Baand om os, saa at Europa nu mer end nogensinde nærmer sig det MAal, som allerede ved tusinde Tunger er forkyndt, at vorde et nyt Grækenland i det Større, hvori de aandelig beslægtede Stammer, trods alle partikulaire Stridigheder, dog mere og mere ville erkjende hverandres Værd og agte det store kald, der er fælles for dem alle, at udbrede Dannelsen og lyse med Apollos og Athenes Fakkel over Jorden. - Oehlenschläger har med Glæde modtaget den Blomst, De sendte ham fra Socrates' Grav; for hans ædle Aand er en slig Gave ikke tabt, og han erkjender med Taknemmelighed den Digterfølelse, der har ledet Dem. - I LItteraturen er der intet Værk udkommet i Deres Fraværelse, som jeg med stor Begejstring vilde erklære mig for. Heibergs meget talentfulde filosofiske Digte have Øjeblikkets (til Dels falske) filosofiske Interesser at takke for den Opmærksomhed, de have vakt. Neppe vil han dog trods alt sit Mesterskab i Stilen bringe den tørre mandelstav til at blomstre, som den forhen blomstrede i Aarons Hænder. At en Hovedide skal gjennemtrænge et Digt er en erkjendt og ammel Sandhed, men den kommer næsten af sig selv, naar Handlingen er gjennemført med Renhedo g Konsekvens, men Rigdom og FYlde ere dog ogsaa nødvendige, og man kan lige saa lidet bedømme en Digter efter den blotte Ide (til slige nøgne Ideer kommer man for godt Kjøb i vore Tider), som man kan bedømme en Maler efter den blotte Grundtanke, tilsidst kommer det dog i begge Tilfælde an paa, hvordan det Hele er malet, paa den unendlige Rigdom, der med levende Anskuelse og med fast mesterhaand er forenet til et fælles, vel organsieret hele. Et sligt Digt især som Heibergs, hvor man foresætter sig at fremstille, hvad Graven skjuler, hvori altsaa Erfaringen foralder Digteren, maa saameget mere være fremsprungen af en Række indvortes Synere, af en uendelig Rigdom i Sjælens Dybder, saaledes om hos den kolossale Dante, ellers er man ikke det mægtige Emne voxen og gjør da bedre ved at holde sig til det Nærmeste, hvad man kan udføre. Dog jeg hører her som i meget Andet til Oppositionspartiet, det herskende Parti har erklæret sig for Digtet. - Oehlenschläger har skrevet et gammelt Sagn (Ørvarodds Saga) hvor der er meget Smukt, isæri Begyndelsen, Enden derimod synes mig prosaisk og sørgelig, thi Ørvarodds Stemme høres tilsidst i den fjerne Alderdom ligesom fra et fremmed Land, han har opgivet sit kraftige Hedenskab, uden at gjenfødes i Kristendommen, og kun den prosaiske Alderdom fremstilles for os, hvor en ydre Sandhed synes at sejre over den indre, og hvoi kun sparsomme usikre Glimt undertiden falder ned fra en bedre Verden; det er ligesom Hleten døde Straadød, uden at kunne finde Vej hverken til Odin eller til Kristus. Dette har jeg dog ikke skrevet itl Oehlenschläger, det kunde kun lidet nytte, han er altfor fast i sine Meninger og altfor gammel, for at en Yngre kan virke paa ham, og saa megen Taknemmelighed skylder man ham vel for hans troe, vidunderlige foregaaende Virksomhed, for alt det Herlige, ahn i sin Ungdm har skjænket os, at man ej til Unytte skal forbitre ahns Alderdom. Jeg har slv skreveet en Tragedie (Svend Grathe), det er antaget til Opøfrelse paa Theatret, dog vil det gaa langsomt dermed, da Rollebeæstningen er vanskelig; heller ikke venter jeg nogen mægtig Virkning paa det større Publikum; jeg har derimod havt den Tilfredsstillelse, at alle de betydeligere Mænd, som jeg har læst den for, finder den smuk og vellykket; dette er Tilfældet med Oehlenschläger, Ørsted og selv med Heiberg, som denne Tragedie igjen har bragt mig i et Slags Forbindelse med; han har med mere end Artighed, med sand Venlighed taget sig af dette Stykke og sætter, efter hvad han har skrevet mig til, virkelig Pris derpaa. Paludan-Müller har udgivet et Venus, som jeg ænge krympede mig afor at læse, da hans tidligere zirlige Behandling af de græske Myther kun syntes mig at være en ny Udgave af de med Parykker smykkede Hyrder, der traadte frem paa Scenen i Ludvig den 14.s Tid, med Hyrdefløjter i Hænderne og Galanterikaarder ved Siden; imildertid maa jeg tilstaa, at der virkelig i dette Digt findes sande Skjønheder; som Helhed behager det mig just ikke, men flere Scener, og in specie alle de, hvori Venus Urania fremtræder, ere meget smukke. - Lev vel, kjære Andersen! Gu dgive nu dette Brev maatte træffe Dem; jeg er desværre bleven forsinket noget i at skrive det ved de mange Forretninger, jeg nu har, da jeg i Professor Rothes Fraværelse i Paris har paataget mig at læse Fransk med vore vordende Studenter og skal examinere ved Examen Artium, ikke at tale om, at jeg desudne æser med Realister og holder syv Timer ugenlig Forelæsninger. - Min Kone hilser Dem venligst, ligeledes Ingemann.
Deres Dem af Hjertet hengivne
J. C. Hauch
