Dato: 18. juni 1841
Fra: Henriette Oline Collin, f. Thyberg   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

119. Fra E. og Henriette Collin.

Valdbye, (Danimarca per Amburgo).

d. 18 Junii 1841.

Naar man tænker paa, hvorledes De flakker om i Verden og seer den ene Mærkelighed efter den anden, kan man næsten tabe Lysten til at skrive til Dem om vort Liv, som nu maa forekomme Dem som en Eremits. De reiser som en Coureer gjennem Verden, jeg gaaer som en Fodpost mellem Kjøbenhavn og Valdbye, paa hvilket sidste Sted jeg ogsaa i nogle Dage paa Grund af Regn og en daarlig Fod holder Quaranton - ton - ton Qvarantaine. Sagen er, at Jette, 3 Børn, 3 Piger og jeg ligge her som en Familie udenfor Bondestanden, men ikke for langt, for vore respective Sundheders Skyld, ligesom Gottlieb og Gusta ligge i Torebek. At Emil er kommet hjem, har De vel hørt. Han har insinueret sig meget hos Vulle og Louise, men førstnævnte siger dog endnu alt imellem med en grædende Tone: »jeg længes efter min Andersen.« Der er ingen Tvivl om, at hun kjender Dem strax, naar De kommer, men derfor skal De ikke troe, at hun vil løbe Dem imøde; tvertimod vil det være det sikkreste Tegn paa at hun kjender Dem, hvis hun, naar De kommer, skjuler sig og vil til sin Moder. - De er en allerhelvedes Karl til at reise; saaledes som De har slaaet Dem igjennem paa denne Tour, det skal ikke mange gjøre Dem efter, og har De ikke Mod saa har De dog viist en fast Villie, som er lige­saa god, det Vidnesbyrd gives Dem at Undertegnede, som ikke pleier at flattere Dem. A propos! Enten er De en Vindbeutel, hvilket skulde gjøre mig ondt, eller jeg er en Vindbeutel, hvilket skulde gjøre mig endnu meget mere ondt; men den Historie om hvad jeg har skrevet Dem til for­holder sig nok ikke saa ganske rigtig; men de Ærter skal vi nok klare, naar De kommer hjem, saa kunne vi tilsammen gjennemgaae den originale klassiske Text. - At vi forresten ikke vare aldeles rolige over Deres Reise fra Constantinopel, kan De vel vide. Jeg har tænkt meget paa, om De havde taget rene Sokker paa den Dag, da De var hos Bimpsteen-Pascha, som De fortæller, for det Modsatte kan jo arrivere et Mandfolk, især En, som er vant til at gaae paa Cothurnen. - Om 2 Maaneder altsaa sees vi igjen, med Guds Hjælp glade og fornøiede; indtil da, lev vel, min kjære Ven. -

Deres broderlig hengivne

Edvard.

Kjære Ven, udmærkede Digter, fortræffelige Menneske

De skrev mig til fra Gonstantinopel og jeg svarer Dem i Valdbye. Der ligger en kjøn Strækning mellem Dem og mig og dog synes jeg De er mig nær, og naar vi nu først sidder lige over for hinanden, hvor De saa skal fortælle og hvor jeg skal høre - Finder De ikke mig i Hjemmet saa fortæl det til Vulle, maaskee hører jeg det da ogsaa. De ville bestemt blive rørt dersom De hørte hvor ofte hun taler om Dem og hvor ofte hun svømmer hen i Taarer ved Tanken om Dem. Da jeg forleden Dag fandt hende grædende og ikke kunde begribe Aarsagen sagde hun at hun græd fordi hun var saa bange hun ikke kunde kjænde sin Andersen naar han kom hjem. Levvel til vi sees kjære Andersen og glem endelig Intet af Alt hvad De har oplevet, tænk paa at vi i Valdbye sidder og vænter paa at høre om hvad De saae i Orienten

Deres

Jette Collin.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost