Ved Brudeparrets Skaal.
(den 20 Juli 1853.)
Tør jeg paa denne festlige Dag,
Mens Sølvbryllupsklokkerne ringe,
Og i Hjerteslaget er Vingeslag
Af Aarenes brusende Vinge,
Tør jeg udtale det Hjertelag
Hvormed dette Bæger vi bringe.
- Der er en Sum af Erindringer lagt
I fem og tyveaars Krandsen,
I Samlivets hellige, store Pagt,
Hvor Hjertets Guld giver Glandsen.
I Huuslivets Hygge er deiligt at boe,
Hinanden inderligt kjende.
Fra Hyttens Leergulv kan Roser groe
Og Marmoret selv kan dem sende.
Den Sorg er halv kun, som bæres af To,
Men doppelt er Glæden for Tvende.
- En Børnekreds kjærligt om Parret staaer,
De staae her med Sjæl og med Tanke;
Velsignende Pagten i alle Aar,
Saa trofaste Hjerterne banke.
Vor Herre lever, han naadefuld
Den under sin Varetægt tage,
Og Sølvbryllups Krandsen bliver til Guld
I kommende, deilige Dage!
Med Ønskets Roser om Bægeret lagt,
- De Hjerte-Roser vi lægge,
En Skaal - den er Brudeparret bragt!
Velsignelse, Held for dem Begge!
H. C. Andersen.