Du har søgt på: +Rigsarkivet

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 20. juni 1841
Fra: H.C. Andersen   Til: Signe Læssøe
Sprog: dansk.

Wien den 20 Juni 1841.

De og Jette Wulff vare de to eneste jeg her ved min Ankomst til Wien fandt Brev fra; i tre Maaneder havde jeg ikke kunde hørt hjemme fra, og længtes derfor utroeligt. Nu, Gud glæde Dem, fordi De glædede mig! Vel er jeg jo nu saa godt, som hjemme, thi jeg er jo i Wien, men det varer dog til midt i August før jeg kan see Dem Ansigt til Ansigt. O De kan troe, jeg ret ofte har ønsket Dem at see hvad jeg har seet, jeg veed De vilde have været lykkelig, dog kun Momenter skulde De have nydt; troe mig tusinde Illusioner styrte ogsaa her ved Virkeligheden; De frygter at jeg ei har ret været gjennemtrængt af Skjønheden og Storheden om mig; jeg troer det dog - om ikke saaledes, som De vil det! - Ingen Bøger have endnu givet et sandt Billed af Grækenland og hvad jeg kjender af Orienten. Lamartine har sikkert, langt fra Stedet, i al Beqvemmelighed phantaseret over de smukke Temaer der løst stode optegnede i hans Erindrings Bog. Jeg er lykkelig ved hvad jeg har seet, men Udbyttet er et ganske andet end det jeg ventede mig; De selv vilde - dog, De skal kun see, Orienten momentviis. Hvad Dardanellerne angaae maa jeg blive ved Sandheden af den Skildring jeg tidligere har givet Dem; "den af Alle beskrevne himmelske Indseiling til Constantinopel", som De skriver findes og jeg har fundet den, men det er Indsejlingen fra det sorte Hav og ei fra Marmorhavet, hvor jeg var kommet fra da De fik mit Brev, dog ogsaa denne fra Marmorhavet er skjøn, men den henrev mig ikke, Himlen var tyk, en kold Blæst kom fra det sorte Hav, det Hele var storartet, men havde mig noget unheimligt. Dog jeg bør ei spilde Pladsen paa at udvikle det mindre Skjønne, hvor saa uendeligt meget Herligt har aabenbaret sig; troer De jeg glemmer de nøgne, udbrændte Øer, hvor Homer har sjunget sine Sange; den lave Kyst i Taagen, hvor Achilles Grav staaer som et mørkt Punkt i den taagede Luft, der som oftest hviler over Trojas Slette. Grækenlands Himmel og Bjerge, Minderne der, ved hvert Fodtrin, o det er et Billede i min Sjæl, - som jeg rigtignok aldrig kan gjengive! - Men jeg vil knøtte Traaden fast hvor jeg sidst slap da jeg skrev fra Constantinopel; jeg var der ti Dage, levede om Dagen i Naturen og Folkevrimlen og hver Aften i Ministernes Saloner. Den østeriske Internuntius var især elskværdig og den græske Minister Christides. Under mit Ophold var det Mahomeds Geburtsdag, Aftenen forud blev alle Minareter illluminerede med Lamper. Noget mere magisk har jeg aldrig seet. Ved Solnedgang gik jeg ud paa Gaden i Pera; hele Østen var et Purpur; men over mig oplyste Fuldmaanen allerede den forunderlige ubegrændsede Luft, jeg saae allerede Stjernerne glimre frem og under mine Fødder udbredte sig en stor Skov af kjæmpestore, sorte Cypresser med de mange hvide Gravmonumenter. Alle Mennesker, veed De, maa her i Tyrkiet gaae med Lygte naar Solen er nede; og derfor bevægede sig de røde Lys mellem Træerne; men over Cypressernes Toppe saae jeg Golfen, hvor alle Krigsskibe laae illuminerede med Lamper, og det blaa Vand vrimlede af Baade, der fløi forbi hinanden, som Vandfluer over en Park; og paa Golfens anden Side, hele Constantinopel; hvor de skinnende hvide Minareter, saae ud som Blomsterstengler, Lamperne som Blomster selv; de fjerneste Minareters Lamper smeltede saaledes hen i Luften at jeg ikke ret vidste om det var Stjerner eller en jordisk Ild. Horizontens Klarhed kan jeg ei finde Udtryk for, men tænk Dem jeg saae i Aftenen, det fjerne Olymp ovre i Asien lyse med sin evige Snee, som var det en gjennemsigtig hvid Sky der hævde sig bag Staden. Festdagen selv var jeg i Contantinopel og havde Plads udenfor Seraillets Port, ligefor Sophiekirken; Soldaterne vare europæiskklædte, ja Garden havde endogsaa hvide Handsker og Flipper; men der var ogsaa et Regiment, hvor Soldaterne, bogstaveligt gik med barebeen [sic] i Tøfler, eller med een Skoe og een Støvle. Sultanen er nok 20 Aar og seer høist enerveret og lidende ud; deilige Heste med Skaberakker besatte med Perler og Juveler fulgte i Toget, der mindede noget om Alladins. Derwisernes vanvittige Dands og Sang glemmer jeg aldrig; det var det uhyggeligste, jeg endnu har seet; saa dybt tænkte jeg ikke Menneskeheden. - Dog jeg vil kun give Dem smukke Skildringer. Næsten Alle raadede mig fra at gaae med Dampskibet over det sorte Hav og derfra gjennem Tartariet til Lands til Donau, hele Rumelien var i Oprør, de Christne bleve myrdede paa det skrækkeligste. Jeg fandt imidlertid Opmuntring hos den østeriske Minister, to Officerer der kom fra Syrien vilde denne Vei hjem til Wien, de opmuntrede mig ogsaa; men i Hotellet vare alle de Fremmede angest. Ærligt tilstaaer jeg det jeg havde en tung Nat, fuld af Angest og liden, men saasnart jeg kom paa det Rene med mig selv: jeg vil Donauveien! var hver Frygt borte og jeg kjendte den ikke hele Reisen; der Gud skee Lov gik godt. Imidlertid var vi kun fire Mennesker ombord. De to Officerer, som kom fra Jerusalem, en Engelænder fra Babylon og jeg Athenienseren; Seiladsen fra Constantinopel til det sorte Hav er en Deilighed, der er saa stor, at den er hele Reisen værd; det er en Stad paa begge Sider og dog en Have; det er et Bjergland og dog en næsten sjællandsk Natur i stor Stiil. Den Livsdrik Medea her bryggede drikker Øiet i store Drag. Imidlertid ogsaa da havde jeg Taage, men forunderligt, den hang netop saa høit at jeg saae Alt, kun ikke Himlen, men i det Moment vi kom ud i det sorte Hav, faldt den som et Slør og Europa og Asien var skjult for mine Øine, det sidste Land saae jeg siden ikke meer. Det er Danmarks koldeste, meest vaade Taager der svæver over dette stormende Hav. Dagen før min Afreise var det største Dampskib Stambul, i en saadan Taage forliist paa dette Hav; vi maatte næste Dag ligge 6 Timer stille da vi aldeles ikke vidste hvor nær vi vare Kysten, endelig naaede vi Kustendje, en død Stork, med udbredte Vinger, var det første jeg saa paa Kysten, det arme Dyr var naaet over Havet for at døe - ! vi overnattede her i den fattige tartar By og kjørte næste Dag med valachiske Heste over den uendelige Slette, hvor er ei var Træ, ei Kildevæld, men en afrikansk Sol. - Ved Donau laae et Dampskib og her fandt vi alle europæiske Beqvemmeligheder, i en tydsk Avis, som Kelneren tørrede Knive af paa læste jeg der fra Danmark, Bournonvilles Tale til Kongen fra Theatret af. - At reise Donauveien fra Wien til Constantinopel vil jeg raade enhver, det er billigt (112 Rdlr) og skeer i 10 Dage, men at reise denne Vei fra Constantinopel til Wien er noget af det meest aandsfortærende jeg kjender. Reisen varer, Qvarantainen iberegnet 30 Dage. Tænk Dem nu i 30 Dage at see en Kyst der næsten altid er den samme, næsten altid, som seilede man mellem Aspargestoppe. De otte første Dage gik ret behageligt. Dækket vrimlede af Tyrker, Bulgarer og Walacher, det var saa broget og altid var vi opmærksomme paa Bevægelser i Land; da vi hver Time kunde vente Fjender. Mange eiendommelige Scener saae vi; ogsaa den at to bleve styrtede i Donau og den ene, en Franke, som vi, blev stenet af Tyrkerne; dog det Hele var kun en privat Strid. Endelig kom vi til militair Grændsen og ført, som Fanger, vandrede vi ind i Qvarantainen ved Orsova; her tilbragte vi 10 Dage; i en sumpet, feberbringende Egn, indespærret, som Forbrydere; fugtige Værelser, Fangekost og Sumpvand; Alle bleve vi syge; jeg har paa hele Donau-Reisen siden skrantet; havdt voldsom Mavekrampe og noget Feber; man har hjemme intet Begreb om en Qvarantaine, og mindst om den i Orsova; tænk Dem nu at jeg derpaa maatte reise i 8 a 9 Dage i et overfyldt Dampskib, med 350 Mennesker, jeg kom de sidste Nætter aldeles ei af mine Klæder og sad syg, paa en Stol i den qvalmende Kahyt. Donaukysten var mig kjedsommelig, ja næsten væmmelig[,] altid en grøn Mark eller en spinkel Skov; der kom nogle Damer som sværmede for denne Pandekage-Natur, men De kan troe, jeg lod dem ikke døe i Synden og for ret at vise dem Armoden her lod jeg dem høre lidt om Grækenlands Natur og Orientens Eiendommelighed og saa troer jeg tilsidst de indsaae at der var noget bedre til end en flad grønkaals Natur. Dog lykkelige ere de der kunne glæde sig ved det grønne Blad og ikke er syg af Længsel efter at blive under den høie Palme, Synd er det i Grunden at tage det jordiske Brød fra dem, naar [m]an ei kan give dem det Himmelske. Dog det er ogsaa skrækkeligt at høre det besjunget man føler er fattigt og usselt. Imidlertid maa jeg være Sandheden troe. Donau har smukke Partier og er høist interesant i Gallop, men ei i 30 Dage. Ungarn er et rigt Land, minder om Danmark paa en smuk Sommerdag. Det er to Brødre, men Ungarn synes den rigere, den prægtigere, Danmark er fattigere[,] kun har han sine to Pragt Kapper, Havet og Bøgeskovene. Jeg saae en ungarsk By Theben, brænde af; Kirken, Gaderne alt sank i Luer da vi seilede forbi, og Menneskene vred deres Hænder paa Strandbredden. I det jeg er i Vien synes mig min Reise er endt. Alt er jo her som hjemme. Intet, slet Intet er nyt og eiendommeligt. Jeg har fri Comedie i det keiserlige Theater, kommer i flere Familier og har fundet særdeles megen Gjæstfrihed, Bladene omtale min høie Nærværelse og jeg er rask igjen, men dog har jeg ikke Ro at blive, mod Norden gaaer det og - som sagt, midt i August, banker det paa Deres Dør og een Søn meer hilser Dem i Stuen, nogle af Deres Sønner finder jeg jo - ! det bedrøver mig at Frederik er borte, meget har jeg at fortælle ham, der maaskee dog ei blev ham uinteresant! hils ham, det kjære begavede Menneske, thi jeg holder af ham. Ludvig, Christian, Thorald og Viggo er jeg virkelig i mit Hjerte lige saa god, og jeg beder Dem at De bringer hver min kjærligste Hilsen. Dine maa De ogsaa sige at jeg tidt har tænkt paa hende og det ikke i et Theater. De spørger mig, hvad jeg skriver! jeg skriver min Dagbog og mine Breve, det er virkeligt grumme meget. At digte, er mig umueligt! jeg har ingen Trang og end[og]saa ingen Kraft dertil! men det kommer vel. Da jeg sidst var i Italien gik det mig jo næsten ligedan og da var jeg dog yngere. Holst der imod har skrevet mange Digte! jeg kan ikke, dog har min Ahasverus forunderligt opfyldt mig i det evige Rom og paa det store Hav. Ofte naar jeg troede ret at faae denne Skat hævet, sank den, som Skattene synke og det endnu dybere! - O, der er Øieblikke i mit Liv, hvor jeg ved den evige Gud, maaskee er det mindst forfængelige Menneske af Alle! - men, underlig nok, om Erkjendelsen af sin aandelige Fattigdom taler man ikke gjerne. Maaskee skriver jeg dog Ahasverus. Hvad min Reise angaaer var det min Bestemmelse ei at skrive et Ord, men efter at have seet Orienten føler jeg en Slags Trang der til. Det bliver vel en Bog "orientalske Aftener", kan den kaldes; men ret godt med den Bog bliver det dog aldrig, thi jeg føler at i den maa jeg have fat paa Heiberg, og jeg kan ogsaa saare, selv ham, om jeg vil, og Sligt skulde man dog igrunden ikke. Jeg hører man i de danske Aviser har sagt jeg var død, derom taler De ikke i Deres Brev, nu døer jeg ikke saa snart naar man først slaaer mig ihjel i Bogstaverne. Lev nu glad og vel! Deres ubetydelige Present fra Asien er ikke Glas; gid den alligevel kan blive heel og holdende. Den dufter af Orienten, thi det maa den.

Deres sønlige hengivne H.C. Andersen

[Tilføjelse i marginen s. 1:] I Wien har jeg kjøbt et Værk over Constantinopel, med 30 Prospecter, ved disse og min Fortælling skal De faae en Slags Idee om Byen.

[Tilføjelse i marginen s. 2:] Samme Dag jeg fra Constantinopel skrev Dem til om det slette Veir jeg havde, blev det pludselig Sommer, assiatisk Sommer, i al sin Deilighed og vedblev til Ungarns Grændse; her i Wien er kun 9 Graders Varme, jeg skranter af Kulde.

[Tilføjelse i marginen s.3:] Vil De ikke nok lade indlagte Sæddel strax besørge til Jette Wulff; maaskee faaer hun de to sidste Breve at læse.

[Udskrift:] Til Fru Signe Læssøe født Abrahamson. boendes paa Vesterbro, gamle Kongevei, i Haven til Høiere før Peblingesøen, naar man kommer fra Byen. Copenhagen. fr:

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost