Dato: 31. oktober 1834
Fra: Signe Læssøe   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

Jeg sender Dem her Agnete. Gud give jeg kunde sige, jeg havde læst den med ublandet Glæde, men det er langt fra. Der er deilige Bjergtoppe, bestraalede af det skjønneste Solskin, men der er ogsaa Moradser, som aldrig have været belyste af en SolstraaIe, og som vi næsten med Væmmelse maae vende os fra. Jeg siger ikke min Mening om den til Nogen, gjør De ligesaa; lad ikke hans Venner forstemme Publicum, det kommer tidsnok. Vær ganske hans Ven som altid og ret den samvittighedsfuldt, der ere uhyre Feil i; gid De kunde rette meer end Orthographien! Der vrimler af simple Ord i det allersublimeste, som støde forskrækkelig; og at BAGGESENS Ballade ligger til Grund vil altid skade ham; Recensenterne ville beskylde ham for at have klædt en af de ædleste Antiker med Theater-Garderoben. Den arme ANDERSEN! Jeg vilde gjerne sende ham et Brev, hvori jeg udpeger det Skjønne og hentyder paa det Uheldige; men jeg troer ikke man kan faae det til Rom uden ad Postveien, og den er os begge for dyr; turde jeg maaskee om nogle Dage sende mit Bud og haabe, at De med et Par Ord gav mig Underretning derom? Jeg veed ikke hvordan jeg skal undskylde denne Frihed, uden med at jeg af Rygtet veed, at De godvillig rækker hjelpsom Haand til hvor der trænges og derved erhverver Dem den Agtelse, hvormed jeg saa ganske er Deres ærbødige

SIGNE LÆSSØE.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost