H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Hans Peter Holst til Edvard Collin 17. februar 1841

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 17. februar 1841
Fra: Hans Peter Holst   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

Rom 17. Febr. 1841.

. . . . Uden Tvivl paa Grund af en vis Attractionskraft var ANDERSEN det første bekjendte Ansigt, jeg saae i Rom. Sagtens ere de Efterretninger, han modtager fra Hjemmet, Aarsag i, at vort Samliv her langtfra ikke er saa behageligt, som det under andre Forhold kunde været. Hans tidligere ofte for vidt drevne Godmodighed har i den senere Tid givet Plads for en Lunefuldhed og Bitterhed, der let kan blive trykkende for den, der som jeg bestandig skal være sammen med ham. De rolige og fornuftige Yttringer i Brevene fra Dig, kjære Ven, og Din Familie, som ogsaa jeg har søgt at understøtte af alle Kræfter, finde kun lidet eller intet Indpas hos ham, langt mere derimod et Slags løs Fruentimmersnak, f. Ex. fra den lille Frøken A., der fortæller ham, at hun var henrykt over hans Drama, der blev modtaget med levende Bifald, fra en Fru B., der taler om Chicane og Cabale, fra en Jomfru C., der erklærer, at hun ikke kjender noget til hans Stykke, men at hun med den inderligste Glæde har seet af Kjøbenhavnsposten, at det er blevet optaget med udeelt Bifald o. s. v. Alt dette tjener naturligviis kun til endnu mere at forvirre Hovedet paa den stakkels ANDERSEN og gjøre ham pirrelig mod den Fremstilling af Stykkets Skjebne, som Din Fader og Du have meddeelt ham den, og som I have været nødte til at meddele ham, da Talen her tillige var om en Pengesag. Af et Brev fra AGERSKOV vidste jeg, at HEIBERGS »Nye Digte« vare udkomne. HEIBERG havde læst dem for mig den sidste Aften, før jeg tog bort, og jeg erindrede, at HEIBERG et enkelt Sted havde berørt ham lidt umildt. Jeg talte imidlertid ikke derom, for ikke at gjøre Ondt værre, og glædede mig over, at det i Brevene fra Eder heller ikke var berørt; igaar kom der imidlertid et Brev fra samme Frøken, hvori hun lamenterer over denne Opførsel fra HEIBERGS Side og forsikkrer, at alle ANDERSENS Venner i Kjøbenhavn ere i høieste Grad indignerede derover. Jeg har sjeldent seet ANDERSEN saa rasende som ved denne Leilighed. I sin første Forbittrelse skrev han et fælt Riimbrev til HEIBERG, fuldt af Gift og Galde, men som jeg dog fik ham overtalt til ikke at afsende. Han overøste HEIBERG med Skjeldsord og blev nærgaaende mod mig, fordi jeg ikke vilde stemme i med. Han havde faaet det Indtryk af Brevet fra Hjemmet, at HEIBERGS »nye Digte« kun vare en Satire paa ham. For at berolige ham fortalte jeg ham da, at der var en ganske anden Tendents i disse forresten udmærket smukke Digte, og at der kun i Forbigaaende paa et enkelt Sted i »En Sjæl efter Døden« var et Par Sidehug til ham. Det var imidlertid saa langt fra at dette beroligede ham, at han nu væltede sig over mig, fordi jeg tog HEIBERG i Forsvar, fordi jeg havde vidst hvad der stod, uden at sige ham det, og fordi jeg kunde finde Digtene, hvori der var Udfald imod ham, udmærket smukke. Jeg lo af hans Barnagtighed, men ærgrede mig dog lidt over den, og Følgen var, at Forholdet mellem os blev temmelig køligt. Du begriber let, kjære EDVARD, at dette Liv ikke kan være synderlig behageligt« o. s. v.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter