H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Jonna Stampe, f. Drewsen til Edvard Collin Marts 1878

Hop forbi menu og nyheder

Dato: Marts 1878
Fra: Jonna Stampe, f. Drewsen   Til: Edvard Collin
Sprog: dansk.

Du har rigtignok Ret i, at jeg med Interesse følger Dit Arbeide om Andersen; det ligger mig netop paa Sinde, at Folk skulle lære ham at kjende fra hans menneskeligste Side, hans Hjerteforhold, hans Venskabsforhold til den Collinske Familie. Jeg synes, derfor saa udmærket godt om Begyndelsen, de Meislingske Breve, om Bedstefaders Optræden og Andersens Personlighed, som den viste sig der paa en næsten Dickensk rørende Maade. Ligeledes Brevene til Dig, hvor den fordringsfulde, pirrelige men dog kjærlige Side hos ham træder saa stærkt frem; endelig Brevene til Louise. Et sådant Indblik i Andersens Barndoms- og Ungdomsliv kan kun Du give.

Men naar jeg ikke var saa fuldt tilfredsstillet ved Randglosserne til hans Livs Eventyr, saa ligger det i, at jeg ikke synes Du seer med nok Afstand paa den Tids Strømninger, eller idetmindste ikke føler noget af det, som jeg føler med Hensyn til Andersen. Jeg føler nemlig at han virkelig var en Svane og en Stund betragtedes som en grim Ælling. Han følte Vingerne groe uden at kunne gjøre sig selv Rede for denne Følelses Berettigelse eller at kunne bibringe Andre denne Følelse. For ham var al Tugt og al Tilretteviisning kun Hemmelser; han følte Ubilligheden men ikke Berettigelsen. Derfor vaandede han sig under al Sprogrettelse og under at veies paa samme Vægt som Andre. Jeg troer, at selvom man har tilhørt hiin Tids Standpunkt her i Danmark, selvom man endnu har bibeholdt sin Forkjærlighed for den, saa vil man dog nu ikke være blind for, at den var noget bornert og pedantisk, at Formen spillede en større Rolle end nødvendigt, og at de, som ikke kunde følge den Retning, let kom til, at staae udenfor og derved blive gjort Uret. Samfundet kunde dengang ikke være an anderledes, da det ikke kunde være forud for sin Tid, saa det skal ikke bebreides det; men det maa tages med i Betragtning, synes jeg, i Bedømmelsen af Andersen. Han hørte efter min Mening til de 4 store Propheter, men fik neppe Rang blandt de 12 smaa, og maatte derfor vaande sig under en Maalestok, han ikke kunde svare til. Dette, synes jeg, var hans første Samtids ubevidste Skyld imod ham. Hans Skyld imod den var, at kræve Anerkjendelse som Svane før han var blevet det, og det blev han først da han skrev sine Eventyr. Dernæst havde han en anden Skyld, ligesom denne ubevidst, hans Phantasies -. Upaalidelighed med. Hensyn til Folks Forhold til ham. Du kalder det Pirrelighed, men jeg, som har kjendt Mennesker med denne Slags Natur, jeg føler mig forvisset om, at det er en Utilregnelighed i Phantasien, der faaer denne til for Alvor at troe hvad der vitterlig ikke er skeet. De lide ligesaameget under disse foregøglede som under virkelige Krænkelser, og gaae i deres Grav, sikkre paa at deres Opfattelse har været den sande. Ved denne Feil har Andersen beredt sig selv og Andre store Kvaler, og dog anseer jeg ham for utilregnelig, deri.

Der var dernæst en anden Grund, der maatte gjøre Andersens Feil mere aabenbare for Verden end Andres; han var uden Familie. Alle vi, der ere saa lykkelige at have Familie, maa vide, hvad Støtte og Hjælp Familieforstaaelsen er for os. Fører en ublid Vind os bort fra den, vil vi dybt føle dens Savn: den kjender og bærer over med de samme Svagheder og Eiendommeligheder, den netop selv har, lægger stundom end ikke Mærke til dem. Dette gjælder de fødte Familieforhold; i de Forhold, man selv danner, faaer man visselig mangen en Gang ikke den samme Overbærelse. Hvor mangt et ondt Lune, hvor mangen en Særhed, Tværhed, ja endog Utaalmodighed faaer ikke Udløb inden fire Vægge, saa Verden forskaanes for at see dem og lide derunder og den Paagjældende selv hyppigt af Udenforstaaende betragtes som et meget omgængeligt Menneske. Ingen af disse Lettelser havde Andersen, ingen medfødt Slægt forstod og bar over med hans Ungdoms Særheder, og han havde senere ingen Familie, i hvilken han kunde udgyde det, som han saa desværre maatte udgyde over Venner og Bekjendte. Han kunde naturligviis. heller ikke i den Collinske Familie have den Familie-Tryghed - som vi andre.

Naar man er syg, nervøs, ikke er istand til personlig, at skrive, men maa gjøre det pr. Dictat (som forekommer mig særdeles vanskeligt) og ikke kan tale til den man vilde tale med, saa skulde man egenlig tie stille. Men saa stor er min Interesse for det Du udgiver, at jeg har dristet mig til at dictere dette. Jeg syntes nemlig, at det kunde gjøre godt mod Andersens Minde, om der blev ydet ham en Forstaaelse,som han maatte savne i sin Samtid, men som Ingen bedre kunde give ham end En, der har staaet ham saa nær som Du – den Indrømmelse nemlig, at Andersens første Samtid var for snever til heelt at kunne forstaae ham, og at hans Pirrelighed ikke alene laae i en sygelig Sjælstilstand, men ogsaa var begrundet i Forholdene. Det var denne Klang af Sympathi, som jeg savnede i det ene lille Afsnit, og som har bragt mig til at udtale min Opfattelse. Bliv nu hverken kjed eller led derover, men straf mig især ikke ved at undlade at sende mig hvad Du ellers skriver. Det sidst Tilsendte tiltalte mig meget; det. skildrer paa en træffende Maade Andersens eiendommelige Forhold til Familien, hans underlige Blanding af Saarlighed og Godmodighed, ligesom det ogsaa grupperer Familien charakteristisk omkring ham (Familiepoeten, der maa offre til hans Skinsyge, Søstrene, der trøste) ...

J.

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter