H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Edvard Collin til Jonna Stampe, f. Drewsen 9. marts 1878

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 9. marts 1878
Fra: Edvard Collin   Til: Jonna Stampe, f. Drewsen
Sprog: dansk.

9. Marts 1878

Dit Brev har gjort mig stor Glæde, kjære Jonna, uagtet det indeholder væsentlige Indvendinger mod min Fremstilling; men disse kom mig ikke uventede; thi ifølge Din Godhed for Andersen og Din overbærende Betragtning af hans Svagheder maatte Du skrive saaledes. Det var i hans qvindelige Omgang mens han levede, at der blev kjælet saameget for hans "syge Hjerte"; de samme ville nu, at der ogsaa skal kjæles for hans Minde. Men mit Forhold til ham var aldrig det kjælne, og ligesaa lidt kan mit Forhold til hans Minde blive det. Men jeg er pligtig til at frede om det; bliver det angrebet i noget Væsenligt, skal jeg ikke tie. Spørgsmaalet er her om min Fortælle-Maade; vi skulle snart blive enige om, at vi skylde hans Minde den Indrømmelse, som Du lægger saamegen Vægt paa, og jeg tiltræder derfor af ganske Hjerte Din Sætning: at Andersens Pirrelighed ikke alene laae i en sygelig Sjælstilstand, men ogsaa var begrundet i Forholdene. Var det hermed afgjort mellem os, saa var det jo fortræffeligt; men jeg føler godt, at denne tørre Indrømmelse ikke tilfredsstiller Dig. Jeg misforstaaer Dig ingenlunde; Du forlanger ikke en Apotheose - denne er saa rundeligt, ja altfor rundeligt, blevet ham til Deel i hans Levetid; men Du savner en Klang af Sympathi. Og heri har Du maaskee Ret; under Beviisførelsen er Inderligheden gaaet tabt.

Andre ville maaskee dømme endnu strænger om min Forbeholdenhed. De ville sige, at man var berettiget til at vente, at der fra min Haand ikke vilde udkomme Andet end hvad der kunde tjene til min afdøde Vens Ære. Dersom jeg vilde forsvare mig med, at han i levende Live saa lidt forstod at skjule sine Svagheder, at disse vare bekjendte for hele hans Omgang, da vilde man vel sige: saa lad det være kjendt i denne Kreds, men bring det ikke ud i Verden. Men den Kreds, der kjendte ham,- var stor og ikke altid mildtdømmende; hans ydre Væsen har fundet mange haarde Dommere, som ikke kjendte hans Charakteer og ikke kunde finde anden Forklaring end: Egoisme, Hovmod, Forfængelighed o. s. v. Men naar jeg, som har fulgt hans Livshistorie fra hans tidlige Ungdom til Graven og været saa, nøie knyttet til den, ikke troer men veed, at Grunden maa søges i en Disposition - legemlig eller aandelig eller begge Dele – som det ikke var ham muligt at frigjøre sig for; naar jeg netop deri seer en undskyldende Forklaring af det, som har været Andre til Forargelse - skulde jeg da tilbageholde det?

En Kritik af Andersen som Menneske og som Digter har jeg ikke villet skrive; Kritik, veed Du jo nok, har aldrig været min Sag. Min Tip-Tipoldefaer var Veier, Maaler og Vrager i Kolding, men der er Intet af Faget gaaet over i mit Blod. Men vil man kalde det Kritik, at jeg fremstiller Phænomenerne, og søger at forklare deres Grund - da faaer det være. Thi jeg kan ikke fravige den Mening, at der gjøres Andersen den bedste Tjeneste ved at vise Verden, hvor sygt hans Sind var, saa at det staaer tydeligt for Enhver, at alt Frastødende, alt det, som Verden forargedes over, skyldes dette Sind. Han kjendte sin Sygdom, men vidste intet Raad imod den, og han var tidt i Sandhed ulykkelig derover. Jeg har ikke givet nogen Beskrivelse af, men kun en Hentydning til, de Paroxysmer, under hvilke han var aldeles utilregnelig; men jeg kan ikke ganske forbigaae dem, da det kun kan være i saadanne, at der er undsluppet ham Yttringer, som ere opfangede og priisgivne Verdens Dom. En bebudet Reaction mod han kan godt bygges derpaa.

Hvad nu det Samfund angaaer, i hvilket Andersen bevægede sig i hiint for hans Udvikling saa vigtige Tidsrum, da har Du faaet det Indtryk, at hiint Samfund var noget pedantisk og for snevert til heelt at kunne forstaae ham, og at Formen spillede en overmægtig Rolle.

Jeg skal ikke her komme tilbage til Striden om Formen, dette misforstaaede eller dog kun halvt forstaaede Begreb – langt mindre til Andersens Betragtning af dette Stridsæmne (Skjøndt det er stridende mod Skik og Brug at skrive Anmærkninger til Breve, vil jeg dog her meddele Dig af et Brev til Andersen, "En Vens" Betragtning. Til følgende Distichon: "Altid, naar Aandens Mosesstav det vilde, Fremsprang, trods Formens Klippe, Livets Kilde", føier han: "Og Du veed ogsaa, hvor tidt vi have leet sammen af Hertz's Formsludder."). Men var det nu kun hans Forsyndelse mod Formen, der vakte Datidens Kritik imod ham? Forsøg at tænke Dig, at hiin Tids Andersen - ikke Eventyrdigteren, men den dramatiske Forfatter - optraadte i vor Tid - hvorledes vilde han da blive behandlet?

At der kunde være meget at sige mod Samfundet i den Tid, vil jeg indrømme; jeg mindes selv meget af Bureaukrati, Servilisme, sneverhjertede Anskuelser om det Tilladelige og Passende. Men ere da alle disse ubehagelige Begreber før. svundne fra vor Tid, og er der ikke opstaaet nye Former af den Egoisme, der er alle Tiders ulægelige Sygdom? Og hvad den æsthetiske Literaturs Omraade angaaer, da vil jeg minde om, at vi havde vor Opdragelse gjennem Mænd som Baggesen, Oehlenschlæger og Heiberg. Jeg troer derhos, at vi vare mere unge end Nutidens unge Mennesker. Jeg har idetmindste ikke hørt Noget fra de sidste 30 Aars Ungdom i Retning af Digterens:

Griller, Griller, fly, fly,

Vort Sind behøver godt Veir,

Et Muntert Sind gjør Guld af Bly

Og Sølvtøi ud af Potter.

Men dette bliver mellem os; thi jeg vil ikke have Klammeri med Ungdommen. Endelig vil jeg spørge, om det ikke er noget for tidligt at betragte hiin Tids Virksomhed paa det aandelige Gebet som en Deel af "det forsvundne Kjøbenhavn".

Andersen skriver i 1833: "Døer jeg ude, da husk Edvard paa at trykke mine Erindringer" [Brev]. Jeg vilde neppe dengang have skrevet saaledes som nu; thi deels have mine Anskuelser om, hvorledes en Afdøds Liv bør beskrives, forandret sig meget, deels har hans Selvbeskrivelse viist mig den Vei, som jeg nu følger. Det er jo nemlig klart, at han selv har villet, at det store Publicum skulde sættes ind i hans Livs Mærkværdigheder, store og smaa, hans Tanker og Følelser fra Vuggen til Graven. Men han var formeget Digter til at hans Fremstilling og Opfatning af Omgivelserne kunde blive absolut rigtig, og for phantastisk til at hans Selvbetragtninger kunde blive paalidelige. Han har ikke altid forstaaet sig selv og hyppigt misforstaaet Andre. Lad være, at vi i Grunden Alle, meer eller mindre, have de samme Svagheder j men han havde sine i en ikke almindelig Grad, og vi aabenbare ikke vore for Verden.

Han har sagt om sin Ungdomstid, da han netop var sluppet fra Skolen: "Alle vilde rette paa mig"; og dette er, naar man ikke tager det bogstaveligt, sandt. Hvor var nu Uretten? Han havde forsaavidt Ret, naar han tænkte: jeg er nu 25 Aar gammel og skal endnu opdrages! De Andre havde Ret, forsaavidt de kun saae paa, hvor lidet hans intellectuelle Modenhed svarede til hans Alder. De kunne have feilet ved at tage ham just paa denne eller hiin Maade,– jeg kan kun undtage en Eneste, min Fader, af hvis Mund jeg fra denne Tid kun erindrer faderlig Tiltale -; men de Andre have ærligt og efter bedste Overbeviisning stræbt til hans Bedste.

Andersen var i den videste Betydning en offentlig Charakteer, kjendt personlig af Mange, igjennem sine Skrifter kjendt af Utallige, kjendt og miskjendt. Han var desuden - afseet fra hans Skribentvirksomhed - en saa ualmindelig personlig Fremtoning. Han har i "Mit Livs Eventyr" stillet sig selv, sit Liv, sit Væsen saa detailleret frem, han har charakteriseret sig selv og sine Omgivelser, men Alt efter sin - i Ordets gode Betydning – eensidige Betragtning. Og denne maa prøves, thi hans Liv tilhører Culturhistorien.

Jeg vender mig nu til det af Dig med Rette fremhævede Hovedpunct: hans Sorger og hans Staaen ene i Verden uden Familie. Ja her træffe vi ganske sammen; og jeg er enig med Dig i den Betragtning, at netop dette maatte gjøre hans Feil mere aabenbare for Verden.

Ja, han havde Venner, Tilbedere, Forgudere – men dog stod han ene i Verden; det vækker høist veemodige Tanker. I det stærkt bevægede Liv, som han førte, kunde han glemme - og glemte ogsaa - denne Sorg; men naar Eensomheden da kom, følte han den ogsaa saa meget dybere; da følte han sig forladt af Alle. Fra saadanne Timer skriver sig hans bittreste Udtalelser.

I sin tidlige Barndom mistede han sin Fader, i sin Ungdom havde han endnu en Moder. Om hende vil man have dannet sig en Forestilling ved Læsningen af. hendes Breve i den trykte Samling; men disse ere skrevne af Andre. Han var meget tilbageholden med at tale om hende; men jeg veed, at. hun og hendes Forhold laae ham tungt paa Hjertet. Han maatte idelig høre hendes Bebrejdelser for at han gjorde saa lidt for hende; hun krævede ham endog for de "Penge, som hun skyldte Contoirist Høst for at skrive de to sidste Breve". Andersen kunde vel ogsaa have Tvivl, om hendes Nød virkelig var saa stor, naar hun lod skrive: "Mange gode Folk bevise saa mange Godheder imod mig; ofte giver de mig Overflødighed af Spise". Og alt dette paa en Tid, da han selv ikke kunde leve uden ved Andres Hjelp. Jeg har et Brev, som hun selv har skrevet; af dette vil jeg, til Forstaaelse af Sønnens Sorger, meddele et Stykke:

"Jeg takker for di Penge Som du sendte Guldbergs Di lo kiøbe Læret til en Særk til mig men i mit Liv: har jeg aldrig eiet Saa grov en Særk det var Som det groveste Sægetøi . . . hva du har bedt mig om Skal ieg nog la være men at misondelig Mennesker skildrer mig Saa Slet kan jeg (ikke) giøre ved. Bespisningsanstalten har nu begønd og ieg faaet Ma engang. Det er jo kun tønt men Saa bær det dog navnet af varm Ma".Brev

Og naar jeg tænker paa, at dette Brev er til ham, som, senere skrev "Historien om en Moder", da finder jeg det hjerteskærende. - Han sørgede som en god Søn ved hendes Død og følte, at nu stod han ganske ene.

Oekonomiske Sorger havde han i lang Tid meer af end jeg dengang anede; han var yderst ømfindlig i det Capitel. Brevene vise, at han een Gang har laant Penge af min Fader. Da jeg bebreidede ham den forcerede Production, der ikke levnede ham Tid til noget Studium, vidste jeg ikke, at Nøden tildeels tvang ham dertil.

Men da vi nu ere ved hans Sorger, saa vil Du vel ogsaa høre Noget om hans Hjertesorger. Jeg kan kun bekræfte at men ikke fortælle hvad; jeg kan ikke gjøre mig interessant ved nogen Oplysning derom. Han har i hele sit Liv ikke talt eet Ord med mig derom, men han har viist mig sin Sorg saaledes, at jeg kunde tyde dens Grund; ganske kunde han dog ikke fortie den for mig; som det vil sees af et af hans Breve til mig: Og han kunde heller ikke lade Verden være uvidende derom (det kunne Digterne jo aldrig). En saadan Antydning finder man allerede tidligt (Mit Livs Eventyr S. 90-91) men han er discret (det ere Digterne ikke altid). Guldberg gav ham engang, som Du vil have seet, en Lection i Anledning af et uskyldigt Skjelmeri i "Phantasier og Skizzer". - Jeg er overbeviist om, at Damerne have vidst meget bedre Besked om Andersens Hjerte-Historier end jeg, paa Grund af deres mageløse Evne til at udfritte og udpønske, medens jeg har den for mig lykkelige Egenskab: ikke at være nysgjerrig. Men jeg har dog blandt hans Papirer fundet Breve og Stemningsudbrud, endog Navne; om disse faae Damerne dog ikke Noget at vide af mig. Men paa saadanne Stemningsudbrud at bygge den Mening, at disse, Sorger sloge dyb Rod, kan jeg ikke være med til; jeg har kun seet, at han var let fængelig, og det kan jeg godt lide.

---

Din Bestemmelse af Andersens Plads i den poetiske Rangforordning, det vil sige den Plads, som den competente offentlige Mening anviste ham ved hans første Optræden, er, om jeg maa sige det, som skrevet af Andersen selv. Jeg henviser simpelthen til hvad jeg har oplyst om hans Indtræden paa Forfatterbanen og om hvorledes han introduceredes af Heiberg o. Fl. paa en Tid, da han ikke var videre end at han "følte Vingerne groe". Men idet Du forsvarer ham paa Samtidens Bekostning, lægger Du ogsaa en Skyld paa ham selv. Jeg synes, at jeg dømmer ham ligesaa mildt som Du. Lad os i Korthed betragte hiint første Tidsrum.

Hans Barndomsliv er bekjendt nok, ligeledes hans phantastiskeUdvandren til Kjøbenhavn, hans Ophold der (den sørgeligste Tid af hans Liv) og endelig den bratte Overgang til Skolelivet, hvor han for første Gang blev stillet ligeoverfor en Pligt: den at skulle lære Noget, og blev tvunget til at lægge sin Phantasiverden tilside. Studentertiden var ikke uden Ubehageligheder, men dog en god Tid for ham; den havde jo et Anstrøg af Ungdomsliv. Nu begyndte hans umaadelige Production, som, ved hans Mangel paa Selvkritik, maatte skaffe ham mange literaire Modstandere, billige og ubillige. Men foruden disse havde han Venner, sande Venner af hans egenlige Jeg, men deelte i to Leire ved Bedømmelsen af hans Arbeider; han fløi fra den moderligt sindede Fru Læssøe til den kjølige E. Collin; var han opvarmet hist, blev han afkjølet her, og saaledes gik det i hans øvrige store Omgangskreds. Denne spredte, forvirrende Behandling var til stor Skade for Andersen. Idet han helst hørte "den rosende klingende Bjelde", indsneg der sig i hans Bevidsthed en Tanke om Partiskhed, om Uret. Den fortjente Lykke, som Improvisatoren gjorde, kunde ikke udviske dette Indtryk; læg vel Mærke til dette Træk; det kjendes igjen i hele hans Liv.

Men den bratteste Overgang i hans Væsen viste sig efter Opholdet i Weimar, hvor han var blevet feteret paa en Maade, der vel kunde forvirre Hovedet paa ham. Efter denne Jagen fra Fest til Fest og omgivet af Smiger, befandt han sig pludselig i det gamle borgerlige ædruelige Hjem; hans Phantasi havde foregjøglet ham en Modtagelse i den tydske Stiil.

Jeg tænker mig en ung Pige, som har været paa det første Bal. Herrerne have stimlet om hende, engageret og inclineret. Efter en Nat fuld af skjønne Drømme vaagner hun i sit Hjem, hvor Alt er Ro; hun kaldes til de vante daglige Sysler og finder sig snart tilrette i dem. Men Andersen vilde vedblive at gjenopleve sin "halv Drøm halv Virkelighed"; han kom hjem til det gamle Huus, der blev ikke inclineret for ham, og det kunde han ikke finde sig tilrette i. Han fordrede Paaskjønnelse af, at han ved sin Berømmelse "gjorde Huset berømt"; men Huset satte ikke Priis derpaa. Fader skriver til ham - aabenbart for at forberede ham herpaa - "Jeg kan let sætte mig i Deres Forfatning og Stemning over en saadan Modtagelse i Udlandet. Men De ve ed jo nok, at en Prophet er miskjendt i sit Fædreland. Vi længes alle efter Dem, skjøndt jeg af gammel Praxis forudseer adskillige Scener, naar Udlandet hæves paa Indlanclets Bekostning. Men slige Scener ere ikke videre farlige".

Fra denne Tid er det især at hans Misfornøielse med Hjemmet skriver sig; han kunde efter sin Natur ikke tænke sig, at en Vurdering her hjemme, der ikke stod i Høide med den tydske, var Andet end en ubillig Undervurdering. Han var uforsigtig i sine Yttringer derom, trodsede paa den Ære, han havde gjort sit Fædreland, og irriterede Mange ved bestandigt at tale om Modtagelsen i Tydskland og ved Lovtaler over det Fremmede.

Lad os komme ganske paa det Rene med vort - Familiens - Forhold til ham. Jeg vil da først sætte nogle Notabener ved Dine Bemærkninger om det Vanskelige for en Fremmed ved at "finde sig tilrette i det Collinske Huuus". Dette Huus havde et eiendommeligt Præg, det er sandt; og det for Fremmede meest Paafaldende var vel, at det Conventionelle der spillede en saa underordnet Rolle; i et andet Huus stod dette "hvad synes Folk derom" maaskee i forreste Række. Efter dette Præg dannes Tonen i hver Familie; de forskjellige Toner kunne vel bringes til at danne en Harmoni, men Instrumenterne maa først stemmes sammen. Jeg vil dog ikke modsige, at vort Familieliv var noget paaholdende paa sit Eget; i denne vor egen lille Verden holdt vi paa den Tone, der var Udtrykket for Husets Charakteer. Men denne Betragtning vedkommer ikke Andersens Forhold til Familien. Han indtraadte i vor Kreds ganske umoden, næsten som et Barn, ikke istand til at kritisere vort Familieliv; thi han kjendte ikke noget andet, som han kunde sammenligne det med. Og derfor var han i de første Aar glad imellem os, glad ved at see sig behandlet som Søn af Huset, men ikke uden Veemod over ikke at være det; herom mindedes han stadigt ved sin Moders Breve. Men den Forstemthed, som han, efter at være optraadt som Forfatter, næsten daglig var udsat for, havde en ganske anden Grund – der ikke stod i den ringeste Forbindelse med Tonen i Huset, – nemlig den, at han ikke fandt sine Arbeider noksom paaskjønnede hos os; og denne Forstemthed maatte tiltage efterhaanden som han anerkjendtes af Andre.

Naar han i vor Kreds, hvor Hertz og især Heiberg stode saa høit anskrevne, ikke fandt den høirøstede Sympathi for sin Musa, som han fandt i nogle andre Huse - og jeg vil indrømme, at det var Tilfældet - saa havde han visselig Grund til at bedrøves; men jeg seer ikke, at han havde Ret til at beklage sig. Ulykken var, at han næsten daglig havde Anledning til denne Bedrøvelse. Vi sagde ofte om et oplæst Digt "det er smukt" eller noget Lignende, men naar han først havde været hos Hr. A., der var "ganske opfyldt" deraf, og derefter hos Fru B., der var" betaget" deraf, og vi saa ikke bleve "opfyldte og betagne", - saa var det forbi med Humeuret. Det bør dog erindres, at han i sine rolige Øieblikke, hvor gjerne han end lyttede til Roes, ikke miskjendte sine oprigtige Venner, men endog blev mistænksom mod de smigrende Stemmer. I et saadant, desværre sjeldent Øieblik følte han, at overdreven Roes var ham til Skade, og da sagde han: " Folk have sluddret for mig og sat mig Galskab i Hovedet."

- Jeg indrømmer forresten villigt, at vi - idetmindste jeg - ikke vare overbærende nok med hans Svagheder, og især den, som trættede mig meest, at han selv eller et af hans Arbeider altid skulde være udelukkende Gjenstand for Samtalen. Almindelige Discussioner indlod han sig sjeldent paa: han yttrede vel en Mening og i en meget bestemt Tone, men holdt sig borte fra at besvare Modsigelser.

Jeg vil nu forsøge at aflede Din Opmærksomhed fra vort Huus og henlede den til et andet, nemlig Commandeur Wulffs, der billigviis bør bære en Deel af Ansvaret for Andersens "Behandling" i hiin Tid; thi det var dette Huus, han, næstefter vort, flittigst besøgte. Commandeur Wulff var, saa forekom det mig, en underlig Blanding af Sømand, Skjønaand og Hofmand, lidt Digter, og Oversætter af Shakespeare. Han var god mod Andersen, men overseende og overlegen. Andersen kunde aldrig slutte sig til ham som til Familiens qvindelige Medlemmer og en Tid. til Sønnen Christian. Den vigtigste i denne Familie for Andersens tidligste Udvikling var Moderen. Ligefra hans Skoletid havde hun et aarvaagent og moderligt Øie for ham, senere maaskee meer for hans Skrøbeligheder end for hans gode Sider; men. hun søgte at indvirke paa ham paa en moraliserende Maade, som han ikke var modtagelig for, og hendes Optræden ligeoverfor ham havde noget Afmaalt, Gouvernantemæssigt, som irriterede ham. Adskillige af de tilsyneladende haarde Y ttringer, som Andersen citerer fra hiin Tid, tilhøre hende, men det vilde være uretfærdigt at bedømme hende efter disse. Hun levede i en æsthetiserende Omgivelse og var selv meget ivrig Deeltager. Andersen kunde umuligt hos hende komme i Betragtning ved Siden af den Tids Celebriteter. At han kunde lade sig henlive til at forlange dette; opbragte hende. - Den yngre Datter Ida, senere Conferentsraadinde Koch, kom dengang ikke saameget i Berøring med ham; hun stræbte ikke efter at have nogen Indflydelse paa ham. Men hun vedblev indtil hans Død at være ham en trofast Veninde, og i hendes Huus var han indtil sin sidste Sygdom en fast ugenlig Gjæst. - Men ligeoverfor den omtalte Opdragelse i dette Huus og i Opposition mod den havde han en trofast Allieret i den ældste Datter Henriette Af dette Forhold har han ("Mit Livs Eventyr" 79-80) givet en træffende men noget kortfattet Skildring.

---------

Andersens tidligere Forfatterlivs Historie frembyder saa mange Exempler paa afvigende Domme, at man, da man jo ikke tør forudsætte, at de ere grundede i Partiskhed – kunde ristes til at undersøge Grunden. Nærmest ligger da Spørgsmaalet om den forskjellige Opfattelse ude (især i Tydskland) og hjemme, om nemlig den aandelige Constitution i Tydskland er saa forskjellig fra den danske, at ban paa disse to Steder maatte opfattes saa forskjelligt. Det Sentimentale stod, som bekjendt, tidligere, maaskee endnu i Andersens Tid, høit blandt Tydskerne: her hjemme blev der, af en maaskee overdreven Sands for det Humoristiske, snarere gjort Løier dermed. Man behøver blot at betragte Dommene om: "Kun en Spillemand". I Tydskland gjorde den overordenlig Lykke, det har jeg personlig erfaret; han blev paa sine Reiser der introduceret som "Forfatteren af Nur ein Geiger". I England, som vel forøvrigt ikke er Sentimentalitetens Land, omtales "Only a fiddler" som et af de interessanteste Værker, der i en Række af Aar have forladt Pressen. Og hvad sige vi saa her hjemme? Søren Kierkegaard siger - jeg maa gjentage disse mærkelige Ord netop for Dig: - " Hvad der i Romanen gaaer tilgrunde, det er ikke et Geni i dets Kamp, men et Flæb, om hvilket det forsikkres, at det er et Geni, og som kun har det tilfælles med et Geni, at det lider en Smule Gjenvordighed, som det endog ligger under for". Her udtaler sig en Stemme fra dem, der havde den legemlige Andersen daglig mellem sig og saae ham selv i Meget af hvad han skrev. Hauch derimod holdt med Tydskerne, naar han siger, at Andersen, som selv har drukket af det malurtfulde Bæger, giver sin Fremstilling en Sandhed og Alvor, ja. en tragisk og smertevækkende Pathos; det er den krænkede Menneskenatur, der her udtaler sin Smerte."

Jeg raadede engang Andersen til at lade foretage en Folketælling over hans Forsvarere og hans Modstandere (her og i Udlandet) og trække de Sidste fra de Første, og jeg indestod ham for at han kunde være tjent med Resultatet.

Om hans Berømmelse som Eventyr-Forfatter kan der jo ikke reises Tvivl; det er Eventyrene og tildeels hans Romaner, der i Tydskland og England have grundet hans Berømmelse; hvor langt denne forøvrigt strakte sig tør jeg ikke afgjøre, men den naaede ialfald til Amerika. C. C. Rafn skrev til ham i 1850, at der fra New York skrives: "Fra Utallige bestormes jeg med Spørgsmaal, om ikke Andersen tænker at bereise de forenede Stater, saasom de ere overtydede om at hans Reise vilde blive et sandt romersk Triumphtog".

Jeg troer ikke, at hans lyriske Arbeider have høstet større Roes i Udlandet end herhjemme. Hans dramatiske Arbeider synes at være saagodt som ignorerede i Udlandet: ialfald har Kritiken ladet dem gaae fri. Dette kan nu visselig ikke siges om hans eget Fædreland. Hvor skarpt han i denne Henseende blev bedømt, vil sees af de i denne Samling meddeelte Theatercensurer. Jeg har behandlet disse saa udførligt, for ikke at tilbageholde noget, der kunde styrke Andersens Berettigelse til at betragte sig som forfulgt. Det maa dog erindres, at han ikke har kunnet kjende disse som de foreligge her; han fik kun Resultaterne at vide, og han kunde nu engang ikke tænke sig disse grundede i Andet end ond Villie eller personlig Animositet imod ham, og da meest fra Molbechs Side. Naar denne næsten stadigt kom til det Resultat, at Stykket ikke kunde antages, da behøver det ikke at forsvares, at han fulgte sin Overbeviisning om hvad der hørte til den danske Skuepladses berettigede Fordringer; men det er sandsynligt, at ikke Faa ville misbillige de haarde Udtryk i Motiveringerne. Det er dog ikke billigt at glemme, at Censurprotokollen var en for Almeenheden lukket Bog, og at Molbech saaledes her kun har gjort sig en Privatfornøielse af at give sin Ærgrelse Luft, den aldrig ophørende Ærgrelse over det, som han kaldte Sjuskeriet.

Men lad os et Øieblik komme tilbage til Eventyrene og deres Bedømmelse samt min Fremstilling, der er foranlediget ved, at Brandes har saa at sige deelt Andersens Forfatterliv i to Dele:

a. det jagede Dyr i den danske Literatur,

b. den lykkelige Eventyrdigter.

Jeg har ikke Noget mod en Tvedeling, men vel imod denne kortfattede Charakteristik af den første Periode. Det er jo forøvrigt let forklarligt, at der findes noget Modstridende i Opfatningen af Andersen og hans Digterskjæbne, naar den Ene - der har kjendt ham fra Barne- til Oldinge-Alderen - beskriver ham som Menneske og søger at vise, at netop dette Menneskelige maatte give hans Forfattervirksomhed dens særegne Præg, medens den Anden, der ikkun har havt et kortvarigt Bekjendtskab til ham, construerer ham for den første Halvdeel af "Mit Livs Eventyr", og for den anden Halvdeel af sin egen geniale Opfatning af Eventyrene. - Jeg henviser til Afhandlingen om disse; thi den er lystelig at læse og tale om. Det er i Grunden Indledningsordene, der have bragt mig til at skrive dette; de lyde saaledes:

"Der skal Mod til at have Talent. Man maa vove at fortrøste sig til sin Indskydelse; man maa stole paa, at det Indfald, der opstaaer i Ens Hjerne, er sundt, at den Form, der falder En naturlig, selvom den er ny, har Ret til at være; man maa have vundet Dristighed til at udsætte sig for at blive kaldt affectert eller vild, før man kan betroe sig til sit Instinct og følge det hvorhen det fører og byder. Armand Carrel sagde: Jeg skriver ikke som man skriver, men som jeg skriver - og dette er Begavelsens almindelige Formel".

Tagne i deres Almindelighed synes disse Ord at udtale en omfattende Syndsforladelse for de fleste Digterfeil - hvorfra dog udtrykkeligt undtages "Jaskværk og Skaberi" - og altsaa en Afviisning af alle Ankerne over Andersens tidligere Production. Andersen skulde altsaa have Ret, naar han til Dadelen over Sproget i hans Ungdomsarbeider svarede: "det er eiendommeligt for mig". Dette er naturligviis ikke Brandes’ Mening; til Overflod bekræftes dette ved en senere Anmærkning om, at Eventyrene en sjelden Gang plettes af stygge Sprogfeil, især af Germanismer. Han indleder kun sine Betragtninger over den hidtil ukjendte Fortællemaade ved at hævde "Talentets Ret til, hvor ingen gængs Form tilfredsstiller dets Naturs eiendommelige Krav, at danne nye Former, naar det finder en Byggeplads, hvor disse kunne udfolde sig let og frit.

En saadan Byggeplads fandt Andersen i Eventyret".

Det er ligesaa sandt som det er smukt anvendt paa Andersens "dristige Pretension: at udtrykke sig mundligt skjøndt paa Prent".

Dette henleder mine Tanker paa hine Tider, da Andersen fandt "Byggepladsen". Du er jo netop et af hiin Tids Børn, og Du har vist bevaret en levende Erindring om ham som Fortæller. Derfor endnu nogle Ord for at opfriske denne Erindring.

I flere af de Kredse, hvor han daglig kom, fandtes Smaabørn, som han gav sig af med j han fortalte dem Historier, som han deels selv lavede i Øieblikket, deels hentede fra bekjendte Eventyr; men hvad enten han fortalte sit eget eller gjenfortalte, var Fortællemaaden saa udelukkende hans egen og saa levende, at den henrykte Børnene. Ham selv morede det at give sit Lune dette frie Spillerum, Talen gik ustandseligt, rigeligt udstyret med de for Børnene bekjendte Talemaader, og med Fagter, som passede dertil. Selv den tørreste Sætning gav han Liv: han sagde ikke: "Børnene kom paa Vognen og saa kjørte de", men: "saa kom de paa Vognen, farvel Far, farvel Mor, Pidsken smældede smæk, smak, og væk foer de hei vil du gaae." De, der senere have hørt ham oplæse sine Eventyr, kunne kun danne sig et svagt Begreb om dette Foredrags eiendommelige Livlighed i Børnenes Kreds.

Det er ganske vist i de Tider ikke faldet ham ind, at noget Saadant kunde bruges paa anden Maade end mundligt og til Forlystelse for Børn. Men den Glæde, som de mundlige Fortællinger vakte i hans Kredse, maatte naturligviis lede til det Spørgsmaal, om ikke Flere kunde gjøres deelagtige deri, altsaa gjennem Pressen;j men skulde de trykkes, maatte de komme frem i hans Taleform; enhver anden var umulig. Meningen var neppe, at Børn skulde læse dem, men at de Voxne skulde oplæse eller gjenfortælle dem, saavidt muligt i den Andersenske Tone. Forsøget blev altsaa gjort med et beskedent lille Hefte i Sedez, som kostede 24 Sk. Det var saaledes let tilgængeligt og. fandt ogsaa god Afsætning. Samlingen voxede til to Bind (1835-42) og oplagdes flere Gange. - Men hvad sagde Kritiken? havde den Øie for, at her var fremkommet noget Usædvanligt? "Maanedsskrift for Literatur" betragtede det vel som en let Spøg, der stod udenfor den danske Literatur. To Anmeldelser har jeg ovenfor omtalt; og skulde Du tage disse til Indtægt for Din Mening om Datidens Bornerthed, saa kan jeg ikke fortænke Dig deri.

----

Af en let begribelig Frygt for at blive for vidtløftig i min Charakteristik af Andersen, har jeg ikke udtalt mig for Dig om alle Yttringer af hans "Sjælesyge". Det er dog til den rette Forstaaelse af hans Væsen og til en Forestilling om, hvormeget han har maattet lide, nødvendigt at omtale hans Ængstelighed og hans skiftende Stemninger.

Ængsteligheden viste sig i hans tidligste Tid ikke som en Sygelighed; den var en ligefrem Følge af hans ustyrlige Phantasi; han saae Farer, hvor ingen Anden vilde have fundet dem. Det vilde jo ikke være urimeligt, om han paa sine mange Reiser i fremmede Lande en enkelt Gang havde befundet sig i en farefuld Situation; men jeg har ikke kunnet see andet, end at hans Phantasi har lavet alle de Farer, som hans mange Meddelelser i Brevene skildre. Det har formelig været en Trang for ham at tænke sig mulige Farer, og da at udmale dem, som om han virkelig havde været udsat for dem. Især gave Jernbaner og Søreiser ham ofte Stof dertil. At han ved et stærkt Bølgeslag mod Skibet troede, at dette var stødt paa en Sandbanke, er ikke saa forunderligt; men charakteristisk er det, at han, overbeviist om Feiltagelsen, endda betroer os sine Fornemmelser i Anledning af "Sandbanken". Derfor skriver han: Katakomberne under Rom ere noget usikkre, dog har jeg med D. og N. bevandret dem; det gik godt af, Molbech har ikke vovet det". Og derfor fortæller han saadanne Ting, som fra Tanger, at han havde været paa et Sted, "hvor der for 2 Aar siden var seet Løver". At dette tidligt har ligget i hans Disposition sees ogsaa af et Brev fra Maii 1826, ifølge hvilket hans første Reise med nogle Miles Kjørsel gjennem Sjelland, "ikke har været uden Fare, da Veien gik Bakke op og Bakke ned." [Brev]

Han var dog egenlig mere ængstelig for sin Helbred, uagtet han, afseet fra hans Nerveusitet, havde en udmærket Constitution. Jeg kan ikke mindes, at han har været egenlig syg før de sidste Par Aar; og selv under denne alvorlige Sygdom var han oven Senge indtil det Sidste. Derimod Vrimler der i hans Breve af Tandpiner; han var vistnok plaget deraf, lien alle hans Venner skulde vide det, og Lægerne skulde raadspøges. At disse tyldede Noget i ham, som hverken gjorde fra eller til, beroligede ham. Derfor hedder det i et Brev fra Chr. Wulff: "Du feiler nu aldrig Noget, naar blot du faaer Lov til at tage for et Par Rigsdaler Mixtur om Dagen". Og saaledes blev det bestandigt ved; næsten hver Dag havde han et eller andet "Tilfælde" at fortælle om, stundom kunde han forevise f. Ex. en lille rød Plet paa Haanden, som" Theodor maatte see paa, for at sige om det var noget Alvorligt." Sædvanlig fik han da et Svar, som: at det saae ud som Fnat, men at det maaskee kunde blive en Brandbyld - denne Spøg hørte han gjerne. Det var vel egenlig kun blevet ham en Vane at gjøre Ophævelse af saadanne Smaating; men ganske uberørt af Ængstelse har han dog ikke været, naar han f. Ex. omtaler Fru Serres Hunde i det sidste af de trykte Breve [Brev], eller naar han skriver til Ingemann (1855): "Katten bed mig i Fingrene, saa nu har jeg det at gaae og ængste mig oyer, skjøndt der ikke blev bidt Hul, kun giyet Tryk ind i Huden; men det er nok for mig til at spore Hede, Smerte og Trækning, som nok egenlig ikke er der." [Brev]

Jeg kunde ønske, at jeg i Andersens levende Live havde samlet en Fortegnelse over hans "Farer og Tilfælde" og havde oplæst dem for ham. Jeg er sikker paa, at han vilde have leet hjerteligt. Hans Sands for det Komiske kunde i den Grad tage Magten fra hans Selviskhed, at han, naar han saae sig selv sat i en komisk Belysning, morede sig derover (naturligviis kun i vor snevre Kreds). Det viste sig især i hans Samtaler med Din Moder, f. Ex. naar hun greb ham i en lille uskyldig Løgn. Men ogsaa naar han fortalte hende en sandfærdig Begivenhed, i hvilken han ikke nævnedes, men som han dog ved en Idee-Association let kunde bringes i Forbindelse med, naar han fortalte dette i den uskyldigste Tone og hun saa sagde:

" Jeg veed godt, hvorfor De fortæller mig dette, men De narrer ikke en syv Aar gammel Ræveunge" (Talemaade af mig ubekjendt Oprindelse) - saa jublede han over at være grebet. Selv hans Latter havde noget Eiendommeligt; den var ikke en vedblivende eller krampagtig Leen, men ufravigelig et tre Gange gjentaget " Ha," umiskjendeligt kommende fra et oprømt Indre.

Hvor elskværdig var Andersen ikke i saadanne Øieblikke, og hvor vare vi da ikke Alle glade ved ham!

Jeg kommer tilbage til hans "Ængstelighed". Denne var alvorlig med Hensyn til hvad han nød af Spise og Drikke, det vil sige: han fik let en Mistanke. Et Exempel paa denne mistænksomme Ængstelighed er følgende. I lang Tid fik han hver Formiddag hos os en Kop Salep; en Dag besørgede imod Sædvane Pigen dette i Kjøkkenet. Men han var ikke at formaae til at røre det; han frygtede for, at Pigen kunde ude i Kjøkkenet have "taget feil af hvidt Sukker og Arsenik".

Han havde ogsaa den let begribelig Ængstelighed med Hensyn. til at blive levende begravet; men hans Sikkerhedsforanstaltning derimod var ganske eiendommelig. Han havde nemlig i lang Tid liggende paa sit Natbord en Seddel, hvorpaa stod skrevet: " Jeg er skindød!"

Ængstelserne under hans senere virkelige Sygdom finder jeg ingen Grund til at beskrive.

Til hans Charakteristik hører derimod ogsaa en Betragtning af hans skiftende Stemninger. Jeg forbigaaer de mange Beviser, der kunne hentes fra Brevene fra Skoletiden, og holder mig kun til hans tidlige Forfatterliv. Jeg maa dog advare imod, at hans Ord altid betragtes som Udtryk for en virkelig Stemning.

Naar han fandt et piqvant Udtryk for Charakteriseringen af en Person eller en Situation - og af saadanne Udtryk havde han et stort Forraad - generede en Overdrivelse ham ikke. I daglige Samtaler i den nærmeste Kreds ødslede han med dem, men man finder ogsaa mange i hans Breve. Et af de groveste Exempler, som han selv har ladet trykke, er følgende:

"Tungt var det vist for min bedste Ven,

Han samled al Gift og gav mig den:

"Det styrker I Det maa Du drikke".

Han vidste godt, at dette ikke foruroligede mig; han truede mig oftere med, at han vilde bruge dette eller hiint Udtryk om mig;j men det endte gjerne med, at han kun sagde: "det er da ogsaa ærgerligt, at man ikke kan gjøre Dem gal i Hovedet." Undertiden vare hans haarde Udtryk meente, f. Ex. naar han kalder sine Recensenter "vaade Hunde, der komme ind i hans Stue og lægge sig paa de bedste Steder". Men naar han til en ung Pige i vor Familie skriver (1843) om sin Glæde over "Den grimme Ællings" Modtagelse og tilføier, "at Kundskabstræets Slange neppe siger sin Mening, naar det næste visne Blad, som man kalder intelligent, falder fra Træet," og naar han betroer hende dette som en Hemmelighed, "uden Frygt for at blive jaget med Flamme-Riis ud af Venskabs-Paradiset i Amaliegade" [Brev] - saa er Hensigten kun at sige noget Piqvant om Heiberg og at det tilføiede Hib til Familien skal komme til dennes Kundskab.

Som det meest fremtrædende Exempel vil jeg nævne Agnete-Historien og hvad der fulgte paa denne.

Paa samme Tid som han sidder i Rom og forelæser Agnete for Thorvaldsen og de andre Kunstnere, "som bleve dybt rørte", og medens" han hører hjemme fra, at de ere smeltede i Taarer", faaer han, ligeledes hjemmefra, Kritiken, nemlig Molbechs og Heibergs Breve om hans to Vaudeviller, og mit nu rimeligviis berygtede Brev af 18. Decbr. 1833 (Trykt Samling Nr. 35) [Brev]; "og nu", siger han, "seer han sin Ære tabt, alle sine Forhaabninger som falske Bobler, nu har han tømt Giften, som Vennerne række ham."

Af hans skiftende og næsten samtidige Stemningsudbrud, ogsaa i Anledning af "Agnete", vil jeg forære Dig følgende Blomstersamling fra 1834:

8. April til Fru Læssøe: "Man har knækket Svingfjederen paa Fuglen. Gud gav mig det aandelige Adelsdiplom, som man har sønderrevet. Min Sjæls Lykke hang kun ved en Traad, og den har min kjæreste Ven overskaaret." [Brev]

16. Maii til Ludvig Müller: "Edvard er min solideste Ven." [Brev]

26. Maii til E. Collin "Deres Hjerte kan maaskee undvære mig, mit kan ikke undvære Dem." [Brev]

17. Junii til JETTE WULFF: "Jeg er krænket af et Menneske, jeg har betroet hver Tanke. Digteren er død, myrdet i Italien. " [Brev]

11. Julii til Jonas Collin: "Der ere dog mange gode Mennesker til; og de Poeter, som sige, at Verden er en Jammerdal med Kjeltringer i, skulde have Prygl." [Brev]

11. Julii til E. Collin: "Nu sees vi jo snart! mon De seer ældre ud? Kom mig nu ret kjærligt, ret broderligt imøde." [Brev]

3. Aug.: var han atter hos os "som et hjemvandret Barn i den kjære Kreds." Og i October [Brev] "var der Digterselskab hos Collins; Hertz, Heiberg og jeg vare de Fremmede, eller, som den gamle Collin sagde, der var kun to Fremmede, thi Andersen er en Søn af Huset; Heiberg var vittig, Hertz døv, (men ungdommelig), og jeg var morsom. Ja De kan ikke troe, hvor jeg har taget mig op. Collin siger: han er bleven en ganske solid Fyr, men de gamle Manerer har han ikke lagt af. Fru Drewsen og Louise forsikkre: Han er bleven ellevild og overgiven, kaad i høieste Grad. "

Den myrdede Digter var saaledes baade hurtigt og grundigt - indtil videre - kommet til sig selv igjen.

Men hans gamle Fordringer til Vennerne vare ikke dermed opgivne. Krisen var overstaaet i hans Forhold til den ene af hans "Opdragere", der havde taget sit Parti; men ikke saa med den anden. I et Brev fra denne Tid til Jette Wulff forekommer et Stykke, hvori han, næst at constatere sin Forsoning med mig, i sin Phantasi seer sig selv hævet over alle" belærende Prædikanter", han lader Folk "sluddre", han er "høflig", og anstiller sig "beskeden", (skjøndt, siger han, jeg var mere beskeden i gamle Dage, da jeg talte saameget om mig selv) og han føler sig meget tilfreds ved at spille denne Comedie. Men da Phantasien slipper, idet han staaer overfor Virkeligheden: Fru Wulff, forandrer Tonen sig. Thi Fru Wulff havde ikke forandret sin Maneer, hun var endnu den samme "belærende Prædikant". Og da skriver han i dette Brev: "Jeg er blevet krænket dybt, og det af Deres Moder. Vi sees vel som sædvanligt een Gang om Ugen og tale om alleslags, men - den bittre Braad sidder mig i Hjertet; der er en Skillevæg mellem os".

Dette var ikke andet end en gjensidig Irritation mellem de to Paagjældende; han irriterede hende ved sine ubesindige Yttringer om hans Ligestilling eller endog Overlegenhed ved Siden af Tidens meest yndede Forfattere. At dette ikke var noget Enestaaende, seer jeg af et Brev fra mig af 13. Julii 1830 [Brev]. Jeg fortæller ham deri om en anseet Mand, der havde beklaget sig over hans Indbildskhed, og fortsætter:

"Fader sagde, at han vidste ikke selv, hvorledes De havde det; men De kom undertiden med Exclamationer, som ret kunde ærgre Folk; f. Ex. at De engang, da han sagde: "De maatte ønske, De kunde skrive en saadan Roman som Ingemann", udbrød: "Nei det veed Gud, det vilde jeg ikke ønske"; dette antog han imidlertid for at være, som han udtrykte sig, Fjanteri. Er nu dette Deres virkelige Mening, saa skal jeg ikke indlade mig paa et saa frugtesløst Arbeide, som det, at betage En Sin gode Mening om sig selv; men det er høist uklogt, høst skadeligt for Dem med Hensyn til Andres Mening om Dem. De kylder Dem selv at skjule det; saameget kan og bør jeg sige. "Det maa nu ikke glemmes, hvad Andersen var i 1830, og hvor høit Ingemanns Romaner dengang vare skattede.

Men det skal heller ikke glemmes, at Andersen har aabent og oprigtigt udtalt sig herom. Naar man har læst Slutningen af hans Brev til mig af 11. Julii 1830, svinder enhver Mistanke om, at han dengang led af en saadan Indbildskhed. De mange Drillerier og især nærgaaende Bemærkninger fra Folk, som han ikke stod i nærmere Forhold til, fremkaldte de trodsige Stemninger, i hvilke han lod sig henrive til at benytte saadanne Overdrivelser som et Vaaben. Men det var alligevel en høist uheldig Maneer, som skadede ham meget i det almindelige Omdømme.

----------

Der er et Punct i mit Forhold til Andersen, som jeg kunde ønske at fortie. Det er ikke rimeligt, at det er undgaaet Din Opmærksomhed, at der paa flere Steder i Brevene er hentydet dertil; naar Du desuagtet ikke har berørt det, maatte jeg antage, at det skete af Delicatesse, og heri maatte jeg finde en Opfordring til, enten at udelade af hans Breve alle de paagjældende Steder, eller at stole paa, at disse vilde forsvinde i den store Masse, eller aabent at udtale mig derom. Det første vilde jeg ikke, fordi jeg aldrig af Hensyn til mig selv har udeladt af Andersens Breve Noget, der kunde belyse hans Væsen og Forhold; det Andet havde den :Mislighed, at jeg af en kritisk Læser kunde opfordres til at give en Forklaring. Hvorfor jeg valgte det Tredie, vil Slutningen af dette Brev vise. Altsaa til Sagen.

Strax efter sin første Udreise i 1831 skrev han et Brev til mig, hvori han foreslog, at vi skulde sige Du til hinanden. Dette fremkaldte et Brev fra mig, i hvilket jeg aabent og ærligt og i den kjærligste Tone skildrede ham den Egenhed hos mig, at jeg havde Antipathi mod Dus-Væsen i Almindelighed, naar det ikke skrev sig fra Drengeaarene; jeg erkjendte, at, jeg i denne Henseende var en Særling. Men jeg vil ikke skjule, at netop her var det hans Personlighed ligeoverfor min, der var bestemmende for mig. Jeg var ung og livsglad og vilde have en "Kammerat"; det kunde han med sine ofte tunge Drømmerier ikke være. Han drømte om, i mig at finde en "Roman-Ven"; dertil duede jeg aldeles ikke. (Han har selv senere betegnet vort Forhold saaledes: "Denne Contrast og dog store Harmoni, et Mysterium, der ikke tør analyseres. " Han tvivlede aldrig om, at jeg var hans sande Ven, men han fandt mig for tør eller kølig af en Ven at være. Allerede i 1830 siger han: " Moraliseer ikke for mig; der har enkelte Gange i Deres Breve været noget - noget Solidt, noget om Fremtiden." Om mine Breve siger han senere: " Venskabs-Stilen vil ikke ret gaae ". - Et Vidnesbyrd fra en tidlig Tid om hans, jeg kunde fristes til at sige, nerveuse Kjærlighed foreligger i et Brev fra Nørager i Sommeren 1832, hvori en af de derværende Gjæster skriver til mig: "Skriv endelig et Brev til det underlige Menneske Andersen; det forstyrrer min Fornøielse at see og høre den Sjæleangst, han gaaer i, for at De, Louise, Ingeborg, lille Viggo og Alle sammen skulle glemme, at han endnu lever, at han tildeeIs kun existerer i Dem, at hans første Tanke om Morgenen, hans sidste om Aftenen er Edvard Collin. Skriv ham til, De gjør Uret baade mod ham og mig og hele Befolkningen, som alle ret af Hjertet holde af ham." -)

Hvorledes optog han nu dette? Paa den smukkeste og for mig glædeligste Maade blev Sagen afgjort ved hans Brev af 11. Junii 1831 [Brev]. Vel dukkede Tanken op igjen i - hans Breve af 24. Sept. 1833 [Brev] og 28. Aug. 1835 [Brev], i en spøgende Form kommer den igjen i hans Breve af 26. April 1846 [Brev] og 27. Junii 1847 [Brev].

Jeg kommer nu til Forklaringen af, hvorfor jeg har opholdt mig ved denne Barnehistorie.

Blandt hans Papirer har jeg fundet et ikke fuldført og aldrig afsendt Brev til min Kone, dateret Stockholm 3. October 1865 [Brev], hvori han, ligesom i samtidige Breve til mig, skildrer sin Glæde over den mageløs hjertelige Modtagelse, han fandt der. Han fortæller, at han i Upsala blev modtaget med følgende Digt:

Der kommer han, der kommer kungen,

Vår barndoms, våra drommers kung,

Se diktan, ur hans hjerta sprungen,

Och vid hans sida evig ung.

Hun er hans brud, han har ei annan

Än den af himlen sjelf han fik -

og føier hertil:

"Jeg blev veemodigt grebet ved disse sidste Stropher, fik hele Fornemmelsen af min Eensomhed; thi rigtigt Huus og Hjem trænger jeg til. Min Musa forlade mig det, hun har jo givet mig Hæder og Levebrød; men Hjertet. forlanger endnu noget meer. - Idag var hos Beskow en stor Middag for mig. (Her komme Lunerne pludseligt over ham). Da jeg. for 16 Aar siden var her, sagde den gamle høit ærede Herre med de mange Ordener: "Andersen , vi maa sige Du til hinanden". Jeg blev yderlig forlegen men maatte gaae ind derpaa. Jeg havde en Sky derfor; De veed, at jeg i ungdommelig Hengivenhed for Deres Mand foreslog ham det samme; han vilde det ikke, men drak paa samme Tid Dus med den meget hæderlige **; aldrig har jeg glemt det. At jeg endnu skriver det ned, bør smigre ham. Just iaften er jeg kommet til at tænke derpaa ved den Betydning Beskow lagde i sit og mit broderlige Forhold, og hvor langt anderledes er det ikke mellem Deres Mand og mig, uagtet vi ikke sige Du. Han er mig saa kjær endnu, som da jeg i ham saae en Søn af den mægtige Collin, og jeg var den fattige Andersen, de Alle turde sparke til og spytte paa –. hvorfor skriver jeg nu dette til Dem som jeg slet ikke vil sige noget Uvenligt, Dem jeg ærer og skatter; men naar jeg løftes rigtig høit, bæres op mellem Mænd man bemærker, kommer hele Fortiden saa forunderligt frem. Jeg føler, hvor Intet jeg er uden Vorherre, men jeg føler dertil, hvor tidt Menneskene her ikke ville erkjende Guds Naade for mig, og da blusser det op i mig. En ganske udsøgt Kreds havde Beskow samlet idag".

Hermed slutter Brev-Fragmentet.

Og dette skriver Andersen som en bedaget Mand efter 30 til 40 Aars Samliv med mig, et Samliv, i hvilket hiin barnagtige Begivenhed ikke havde kastet den mindste Skygge.

Var det ikke Sygdom?

Samtidigt sender han os to gemytlige Breve om sin Modtagelse i Upsala, om Middagen hos Beskow, og i det Hele i en glad men længselsfuld Stemning.

Spørges der nu, hvorfor jeg har rippet op i denne Historie, som vist hos de Fleste vil stille mig i et ufordeelagtigt Lys, da er mit Svar, at den fremfor alt Andet er et Beviis paa den sørgeligste Eiendommelighed hos Andersen, nemlig hans Trang til at tilbagekalde i Erindringen alle Ubehageligheder, der havde truffet ham i Livet; han formelig ledte efter dem og tirrede sig selv dermed. Disse Udbrud vare ikke Charakteertræk men sygelige Stemninger. I det daglige Liv mellem os mærkede vi saa godt som ikke noget dertil, men desto tydeligere vare de, naar han borte fra Hjemmet følte sin Eensomhed, og da næsten altid meest, naar han efter en Dag, fuld af overstrømmende Hædersbeviisninger fandt sig ene i sit Logis; da førte den sygelige Phantasi ham ind i Sammenligninger mellem ude og hjemme; ethvert ubetydeligt Tilfælde fra hans tidligste Tid, en formeentlig Tilsidesættelse, en Mangel paa den Anerkjendelse, han troede sig berettiget til at fordre, en alvorlig Kritik – alt dette stod da med levende Træk for hans Phantasi som ligesaa mange personlige Krænkelser; og saa maatte han skaffe sig Luft. Disse Aften stemninger nedskrev han da strax, og de gik da videre til dem i Hjemmet, hos hvem han troede at finde Gehør for sine Klager. Naar i Weimar "de høie Herskaber kom ham saa hjerteligt imøde" kunde han ikke lade være" at tænke paa Maanedsskrift for Literatur og den sølle Cl. PETERSEN i Fædrelandets Spalter." Undertiden skrev han sine Klager paa løse Sedler (som ere fundne efter ham). En enkelt Kritik bragte ham f. Ex. til at nedskrive:

Den vaade sorte Snegl ved Hosen sad

Og ærgred sig - ham Godtfolks Tale stødte -

"De kalde Rosen smuk, fy, jeg maa spytte!

Nu har jeg sat mit Mærke paa dens Blad."

En Beskrivelse af hans sidste Sygdoms-Aar vil jeg ikke indlade mig paa, men jeg maa nødvendigviis berøre hans mentale Tilstand under denne. Det er jo naturligt, at hans febrilske Paroxysmer vare baade hyppigere og intensivere. Han maatte nu meddele Andre, endog ganske Fremmede, alt det Krænkende, der var mødt ham i Livet, og som han nu opfattede og gjengav med en ved Sygdommen potenseret Bitterhed, som han i Virkeligheden aldrig havde følt. Ja selv med Hensyn til min Fader, det Menneske, som han havde elsket meest i Livet, kunde en øieblikkelig Misforstaaelse, som for 40 Aar siden havde forstemt ham, nu staae for ham som en dødelig Krænkelse, og han udtalte sig da derom i de voldsomste Udtryk ligeoverfor Fremmede. Det vilde være sørgeligt, om de, der have været Vidne dertil, skulde opfatte dette som Andet end som en Deel af hans Sygdom. Jeg kjender selv kun Lidet af hvad han i denne Retning har sagt; af hvad der er fortalt mig vil jeg kun anføre eet Exempel, det nemlig, at han i sin bøie Alder kom i Sindsbevægelse ved at mindes og fortælle Fremmede, at han havde staaet i vor Stue, da H. Steffens kom til min Fader, og at denne ikke havde presenteret ham for Steffens.

Men naar disse Paroxysmer vare overstaaede, følte han godt sin Tilstand og var ulykkelig derover. Derfor sender han en Dag Bud, om min Kone strax vilde komme til ham; og han modtager hende da med det Udbrud: "0 hvad skal jeg dog gjøre, jeg er saa fuld af onde og hadefulde Tanker".

Det er paatide, at jeg slutter mit Skriveri. Jeg kan ikke andet end være enig med Dig i, at Andersens hele Væsen bedst forklares ved at meddele fremtrædende Træk af hans Liv og hans egne Betragtninger om sig selv. Forsaavidt disse angaae hans Charakteer, skal jeg omtale dem længere hen i dette Brev; jeg vil begynde med nogle uvæsenlige, som dog ogsaa bidrage til en Skildring af ham og ialfald fortjene at op bevares.

Spørger man saaledes, om han havde Talenter, da svarer jeg ja og skal nævne nogle; men først vil jeg omtale et Talent, som han ikke havde, nemlig Sprogtalent. Han har ofte følt Savnet, men han var selv den Første til at spøge dermed, dog maaskee kun ligeoverfor os. Af de mange Anekdoter derom, som circulerede i vor Kreds, vil jeg nævne nogle enkelte. Det synes næsten, at han har søgt Anledning til Samtaler, som vilde have sat enhver Anden i Forlegenhed. Han fortæller selv, at han paa et Dampskib i Dardanellerne traf en Perser; til denne siger han: Bereschit bara, hvortil Perseren svarer: Yes. Dette var dog kun en Spøg; derimod var det ikke Spøg, naar han skulde bevæge sig mellem Tydskere, Franskmænd og Englændere uden at kunne deres Sprog.

Han kom tidligt til Tydskland. Her var der ikke Tale om en Conversation som den med Perseren; her kom han ind i Familielivet, og der hed det: Da hilft kein Maulspitzen, hier muss gepfiffen werden". At han aldrig har kunnet lære det tydske Sprog saaledes, at han kunde skrive det, har dog gjort ham ondt; og ved hans udbredte Brevvexling med Tydskland var det jo ogsaa generende, at han maatte tye til Andres Hjelp. I Talen lærte han dog efterhaanden at udtrykke sig aldeles ugenert, men saa ugrammatikalsk som muligt. Kun eet Exempel: da han fra en tydsk Ven fik et Brev, der begyndte med: Verehrter Hr. Professor - sagde han: - "Han maa jo være blevet vred paa mig, ellers skrev han altid: Theures liebe Freund. "

Det franske Sprog var ham selvfølgelig endnu mere frem¬med. Hans udmærkede Hukommelse hjalp ham til at bevare en Mængde Gloser, men han formaaede ikke at sætte dem sammen til en Sætning; han hjalp sig ved at bruge alle Verber i Infinitiv, og de fleste Substantiver vare for ham feminine. Hvor en Glose svigtede ham, hjalp han sig hurtigt med en Omskrivning eller med pantomimiske Fagter.

Med det Engelske gik det neppe bedre; idetmindste har han selv fortalt, at Dickens sagde til ham: " Tal heller Dansk, det forstaaer jeg bedre". :Man har fortalt mig følgende Anekdote om ham. I London raadede man ham til at optegne Navnet paa den Gade, i hvilken han boede, for, hvis han gik vild, at kunne vise en Constabel dette. Han fulgte Raadet, standsede ved Gadehjørnet og op skrev de Ord: "Stick no bills" (Forbud mod at opslaae Plakater). Han gik derpaa vild, men viste sin Opskrift til en Constabel; Følgen var, at han blev ført til en Politistation og først frigivet, da den danske Consul indfandt sig og forklarede, at han ikke var gal.

Naar jeg nu skal tale om de Talenter, som han havde vil jeg begynde med det, som vistnok var det tidligst udviklede nemlig at kunne sye. Formodenlig er det dette, som hos hans Moder vakte de senere feilslagne Forhaabninger om, at han kunde blive Skrædder. Men det Morsomme er, at hans Sympathi for denne Gjerning vedblev at holde sig. Han reiste aldrig uden at være forsynet med Naal og Garn; thi han syede selv Knapper i sine Buxer og stoppede selv sine Strømper. Ordet "stoppe" er forresten ikke ganske correct; han klippede en Strømpe itu og lappede dermed de andre. Og tager jeg nu hans større Manuscripter frem, da finder jeg i mange, at Forandringer, Udslettelser og Tilføielser ere foretagne derved, at han har syet et Blad ovenpaa det andet, rundt om paa alle Kanter, dækkende det Gamle med det Nye.

Det var ogsaa i en ung Alder, at han optraadte som Syngende. Det er bekjendt, at dette Talent søgtes uddannet under Siboni, og at det slog feil. Men han opgav det dog ikke ganske. I Maii 1837 skriver han i Anledning af Studenterforeningens Forestilling paa Vesterbroes Theater til Indtægt for Thorvaldsens Museum: "J eg har et ubetydeligt Syngeparti, men det er dog en Solo, og altsaa kan jeg ikke blive borte fra Generalprøven." Forresten havde han stor Kjærlighed for den dramatiske Musik.

Naar jeg til hans Talenter regner det at kunne benytte, da mener jeg, at han havde et forunderligt Greb paa at kunne jage en heel Mængde Aviser igjennem og i disse ikke alene at eftersee, om der stod Noget om ham, men ogsaa at finde Noget, som han kunde benytte. Ingemann skrev til ham: "De er et lykkeligt Menneske; naar De rager i en Rendesteen, finder De strax Perler." Hvorledes han kunde opfange og benytte Træk og Yttringer fra den nærmeste Omgangskreds, har jeg tidligere omtalt. At han havde et aabent Øie for Naturen, vil neppe Nogen nægte; men ogsaa her mødte ham den Bebreidelse: han lægger Mærke til Naturen for at anbringe Beskrivelsen i sine Digte. Er nu dette ubilligt, kan det dog ikke nægtes, at Bemærkningen kan finde Anvendelse paa et andet Gebet. Han plukkede af enhver Videnskab nogle iøinefaldende Blomster, og kunde med sin mærkelige Hukommelse ved en given Leilighed skaffe dem en piqvant Anbringelse. Dette har, især i hans modnere Alders Frembringelser, været altfor aabenbart, til at det kan forties.

Han havde Sands for smagfulde Arrangements, og i sin Ungdom blev han meget benyttet dertil. Var han ikke Blomster-Elsker i den Forstand, at han havde Kyndighed i Blomstercultur, saa er det dog vist, at han med Kjærlighed syslede med at gruppere Blomster. Hvad han samlede paa Mark og i Skov, forstod han, efter Kjenderes Dom, at sætte sammen paa den smagfuldeste Maade.

Jeg vil i Korthed berøre hans Talent for Tegning. Paa hans Reiser, især i tidligere Tider, - da photographiske Billeder ikke fandtes, og da han ikke havde Raad til at kjøbe andre Afbildninger, kom det ham meget tilgode. Han udførte en betydelig Mængde Pennetegninger, som for ham vare en Skat, idet de, trods deres Ufuldkommenhed, fastholdt Erindringen om Steder og Gjenstande, som han havde faaet kjær. Denne Samling opbevarer jeg.

:Mere bekjendt er hans Talent for Udklipning. Der er vist endnu Mange, som med Forundring have seet, med hvilken Lethed han, alene ved Hjelp af en Sax og ved en fortsat Ombøining, kunde af et Stykke Papiir fremkalde Mennesker, Dyr, Landskaber m. m. Hans Specialitet var de to Phantasi-Yderligheder: en Dandserinde, som staaer paa Taaspidsen, og en Tyv hængende i en Galge; disse Figurer findes ogsaa ofte anbragte i hans klippede Arabesker.

Det Talent, som Verden mindst kjender, men som. skaffede ham det største reelle Udbytte, var, at han var praktisk Dette Talent, som udvikledes ved en smaalig nøiagtig Regn¬skabsførelse paa hans første Reiser, hvor Forholdene tvang ham til den yderligste Sparsommelighed, kom ham tilgode ved hans senere Reiser og overhovedet i hele hans Liv. Før han tiltraadte en Reise, havde han lagt en fast Plan for, hvilke Steder han vilde besøge, og hvorlænge han vilde opholde sig der; Udgifterne vare beregnede i den yderste Detail, og det slog til i en mærkværdig Grad. Hans Budgetter for Opholdet hjemme toge særdeles Hensyn til den vigtige Post, som saa ofte glemmes, Reservefondets Forøgelse. - Men han var ogsaa praktisk paa andre Maader; han forstod at stifte Bekjendtskaber, der kunde være ham, foruden til Fornøielse, ogsaa til Ære og Nytte. Johannes Oehlenschlæger havde ikke behovet (i 1842) at opmuntre ham til at lade sig introducere hos Moltke, idet, han bemærker: "Fader veed nok hvortil en Finantsminister kan bruges."

Jeg vil nu slutte med at omtale det Væsenlige hos ham, det, der angaaer hans Charakteer, den Charakteer, som saa uforbeholdent udtaler sig i de Breve til Familien, i hvilke han har sat Verden og dens Dom tilside. Jeg, har seet ned i Dybden af hans Sjæl, og jeg har ikke ladet mig forvirre af hans. Phantasies Udskeielser, fordi jeg har omtalt dem. Jeg veed, at han var god. Dette simple Vidnesbyrd vil ikke misforstaaes af dem, der have kjendt ham rigtigt; men jeg vil gjerne tale udførligere om, hvori. denne Godhed aabenbarede sig.

Han havde et aabent Øre for dem, der led og betroede sig til ham; han var utrættelig i at søge efter Hjelp til dem. Han var godmodig; at han har været underkastet for haarde Prøver og ikke har bestaaet i dem alle, beviser Intet derimod. Hans Godmodighed blev ofte misbrugt; jeg veed hvor utroligt han blev plaget, og ikke alene for Pengebidrag (En sendte ham en Sparebøsse, "for at han skulde besørge den fyldt". Men hans værste Plage vare dog Forfattere i egen Indbildning. Han svarede taalmodigt En, som skriver, at han "vil dyrke Poesien, hvorved han troer at kunne bane sig Vei og komme i Besiddelse af Midler til et andet Foretagende". En Anden melder, at han har forsøgt sig som Forfatter "paa Grund af et medfødt Geni, som han har tilegnet sig". -

Kun eet Exempel endnu. En Dame, der havde sendt ham en Pakke Digte til Gjennemsyn, skriver: "Jeg beder Dem, læg det nye Testament for Dem og udarbeid en historisk Beskrivelse af hvert Menneske, der er antydet, skriv en Bog som varer i alle Evigheders Evigheder. Dog var det egenlig mit Ønske, at De vilde begynde med Skabelsen, altsaa med det gamle Testamente og ende med det nye, eller rettere altid vedblive, saalænge Gud Fader Almægtigste Dem forunder Liv og Helbred paa Jorden. De maa ikke nægte mig dette Ønske; naar De saa ikke føler Kraft meer, kan De saa ikke indsætte en Anden i Deres Gjerning.

Og med saadanne Folk indlod han sig i Forklaring".)

Han var i høi Grad tjenstagtig. Fru Læssøe fremhæver ogsaa dette, naar hun skriver til ham: "Beredvilligheden til at tjene Folk, det er den Deel af Godmodigheden, som De har beholdt" [Brev].

En smuk Side af hans Charakteer var hans Retfærdigheds-Følelse; jeg har havt mange Beviser paa, hvorledes han bestræbte sig for at fjerne personlige Antipathier og danne sig en retfærdig Dom; ja jeg kan sige, han kæmpede derfor.

Han havde en levende Sands for Kunst og alt det Skjønne; ogsaa her yttrede han sig lidenskabeligt. Naar Andre glædede sig, jublede han.

Han elskede sit Fædreland høit; dette vilde jeg ikke fremhæve, dersom der ikke havde været reist Tvivl derom, ene paa Grund af, at han, hvad vel Ingen kan fortænke ham i, følte sig hendraget til de Mange i Udlandet, der satte Priis paa ham, medens han følte sig tilsidesat hjemme. -

Han var gudfrygtig. Jeg vil ikke forklare dette med de Ord, der ere sagte om en anden samtidig dansk Digter: han var opdraget i en aabenbaret Religions Forudsætninger, som Videnskaben ikke har formaaet at befrie ham fra; men jeg vil sige om Andersen: hans Gudsforhold ophørte aldrig at være levende; og den Tanke "at gjøre Gud bedrøvet" holdt ham oppe mod mange af Livets Fristelser. Han udtalte sig sjeldent herom. I et af hans Breve har jeg fundet følgende Udtalelse om: Eritis sicutt deus. "Det er en Bog, der viser hvorledes Videnskaben eller rettere Philosophien kan udskeie og i sin Fornægtelse af en personlig Gud og en Bryden med Bibelens Aabenbaring, bringer Ulykke ind i det huuslige og sociale Liv".

Hans rene Vandel, hans sædelige Bevidsthed gjorde sig ogsaa gjældende i hans Skrifter; man vil neppe finde, at han nogetsteds har søgt at gjøre sig interessant ved letfærdige eller tvetydige Bemærkninger. Han var trofast i sit Venskab; ogsaa i denne Henseende har han været udsat for Misforstaaelse. Hvad vor Kreds angaaer, da har han viist sin Trofasthed til det Sidste. Et af de seneste Indtryk deraf havde jeg, da han, skjøndt dødsyg og dødtræt lod sig kjøre ud til Din Moder for at tage den sidste Afsked med hende. Det var en høist rørende Sammenkomst, som jeg aldrig glemmer.

Og nu haaber jeg, at Du vil forstaae Andersen og min Betragtning af ham bedre; jeg haaber ogsaa, at det vil gaae Dig og hans andre endnu levende Bekjendte, som det gik en af hans yngre men nærmeste Venner, der, efter at have læst mit Arbeide i Manuscript, sagde: "Jeg holder nu meer af Andersen, end jeg gjorde før."

Din Onkel

Edvard

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter