Dato: 31. oktober 1838
Fra: Johan Ludvig Heiberg   Til: C. Molbech
Sprog: dansk.

Til Det kgl. Teaters Direktion.

Kjøbenhavn den 31 October 1838.

Ifølge den høie Directions Anmodning har jeg læst Hr. Andersens Oversættelse af Raimunds dramatiske Eventyr »Der Verschwender« , og tillige, for en Sikkerheds Skyld, sammenholdt Oversættelsen med Originalen.

Det første Punkt, hvorom den høie Direction forlanger min Betænkning, er: om jeg »finder Stykket at være af en saadan Art og Beskaffenhed, at det kan ansees tilraadeligt at bringe det paa Scenen«. Ifald der her blot var Spørgsmaal om en æsthetisk Bedømmelse, da maatte jeg, ifølge min Overbeviisning, erklære Stykket for et høist maadeligt Product, og det skulde ikke falde mig vanskeligt at documentere denne haarde Dom ved at udhæve det Uklare og tildeels Nonsensicalske i Grundtanken (f. Ex. at Skjæbnens Bog siger, at intet Fatum skal raade for Hovedpersonen), og endnu mere det uendelig Diffuse og Confuse i hele Planen, og allermeest den betydelige Trivialitet i Dialogen, uden at tale om den ofte umusikalske Anbringelse af Musiknummere. Men det er ikke en æsthetisk Critik, den høie Direction har forlangt af mig, men derimod min Mening angaaende Tilraadeligheden af at bringe Stykket paa Scenen, - hvilket jeg forstaaer som et Spørgsmaal om, hvorvidt Stykket kan gjøre Regning paa at vinde Bifald og Tilløb. Forsaavidt som nu et Stykkes æsthetiske Værd altid bliver et vigtigt Moment i denne Sandsynligheds-Regning, maa jeg antage det for utilraadeligt at bringe nærværende Stykke paa Scenen. Vel er Grundtanken eller Ideen af Stykket meget populær, og turde vel gjøre Regning paa at finde Indgang hos Publicum, naar den blot var renset for al Uklarhed, og derhos var bedre concentreret, istedenfor, som nu, at være opløst og adspredt i en saadan Masse af uinteressante Details, at Tilskueren staaer Fare for at glemme den under Forestillingen, indtil han til allersidst endelig erindres om, hvad der egenlig er Tale om. Af alle disse Details er der nemlig kun een eneste, som forekommer mig at indeholde nogen original Opfindelse og sand Humor, og det er Skildringen af den fattige Snedkerfamilie i tredie Act, baade Mandens og Konens Characterer, og deres Forhold til den talrige Børneflok, som snart drives ud af Stuen, og snart ind igjen. Men Dette, som synes mig at være det Bedste, vil maaskee dog paa vor Scene forekomme outreret. Heller ikke bør man forglemme den overordenlige Anvendelse af ydre Theatermidler, som her forlanges, og det mangengang, uden at nogen indre dramatisk Effect gjør dem nødvendige, eller endog blot svarer til dem. Isaafald bliver det tvivlsomt, om det er Umagen og Bekostningen værdt, at forsøge paa at overvinde alle disse Vanskeligheder. - At »Capriciosa« har gjort saa stor Lykke, kan neppe afgive noget heldigt Varsel for det omspurgte Stykke; thi deels har det nationale og locale Element i Capriciosa meget bidraget dertil, deels er der her, baade i Characterer, Situationer og Dialog meget Meer af det Piquante, deels endelig ere Musiknummerne langt heldigere anbragte, uden at tale om andre Fortrin, som det danske Stykke har fremfor det tydske.

Skulde imidlertid den høie Direction ville gjøre et Forsøg med dette Stykke, da troer jeg vistnok, at det var bedst at benytte det til Søndagsforestillinger, inden det optages i Repertoiret; thi et Søndags-Publicum medbringer mindre kræsne Fordringer, og har mindre Respect for det kongelige Theaters Værdighed; det erindrer ikke saa nøie, i hvilket Local det befinder sig, men drømmer sig maaskee hen paa Vesterbroes Morskabs-Theater. Men isaafald maa det da ogsaa finde Morskab i Stykket, og Dette befrygter jeg, at det ikke vil. Under alle Omstændigheder vil man gjøre Sammenligning med Capriciosa, og ved denne Sammenligning maa det nye Stykke nødvendigen tabe. Hermed har jeg besvaret det andet Punkt, hvorom den høie Direction har forlangt min Betænkning.

Hvad endelig det tredie Punkt angaaer, nemlig hvorvidt Valget af Melodierne er heldigt, og hvorvidt et saa stort Antal af Sangnummere maatte være nødvendigt, da mener jeg, hvad dette Sidste angaaer, at de allerfleste af Sangnummerne (ikke Musiknummerne), saasom Viser, Duetter etc. helst maatte udelades, fordi de ere altfor slet anbragte, nemlig paa Steder, hvor ingen Musik behøves, og hvor de følgelig ville gjøre Skade, uden Hensyn paa de valgte Melodier, om hvilke jeg i og for sig ikke tør tillade mig en bestemt Mening, da mange af dem ere mig ubekjendte. Hvad isærdeleshed Antallet angaaer, da indeholder Oversættelsen kun eet Nummer meer end Originalen. To af Originalens ere gaaet ud af Oversættelsen, og tre nye ere komne istedenfor. Men det er ikke at nægte, at dette Bytte er temmelig uheldigt. De to borttagne Nummere (borttagne, for at undgaae et Scene-Changement) ere nemlig: 1) en Jægersang, som er eet af de bedst anbragte Nummere, og 2) en Art af Parodie paa samme, idet nemlig Snedkeren »Valentin« raillerer med den ham uforstaaelige Jagt-Passion. Men istedenfor disse har Oversætteren (naturligviis paa andre Steder i Stykket) anbragt: 1) Cachucha, som skal synges og dandses af Hr. Phister, uden alt rimeligt Motiv, i høi Grad absurd; 2) en Gravskrift, som i Originalen vistnok maa være bestemt til blot at reciteres, men som maaskee kan fortjene at synges, ifølge Figaros Regel: »On chante ce qui ne vaut pas la peine d'être dit«, - endskjøndt samme Gravskrift dog ikke er fuldt saa flau i Oversættelsen som i Originalen; 3) en høist overflødig og umotiveret Sang i anden Act, af »Wolf« (som i den første Halvpart af Oversættelsen kaldes »Wulff«).

Ved denne Leilighed maa jeg dog, for at lade Hr. Andersen vederfares Ret, bemærke, at Dialogen har i det Hele taget vundet ved Oversættelsen, da den idetmindste paa de Steder, hvor den skal være i Prosa (og det er de fleste), er bleven til en virkelig naturlig Prosa, medens den i Originalen er reent utaalelig ved sin rhythmiske, fordetmeste jambiske Klang. Meget af den tydske Svulst har han ogsaa heldigen bortskaffet. Men hist og her har han været altfor tro, og har villet oversætte det Uoversættelige, f. Ex. hvor det hedder om den høie Priis, som Sangerinderne erholde i London: »Da kommt eine von den grossen Noten auf ein ganzes Pfund, darum heisst man's auch die Pfundnoten«, - et Ordspil, som bliver meningsløst paa Dansk, og som ialfald uden stor Skade kan undværes,

Underdanig

J. L. Heiberg.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost