Dato: 16. august 1840
Fra: Johan Ludvig Heiberg   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn 16 August 1840.

Hr. Conferenceraaden

har jeg herved den Ære at remittere »Maurerpigen« . Dersom jeg ikke igjen idag havde været Patient og maattet underkaste mig en Aareladning, saa skulde Stykket være blevet sendt tilbage samme Dags Aften istedenfor næste Dags Morgen.

Min Dom kunde jeg ønske at suspendere, indtil Hr. Conferenceraaden selv har læst Stykket - jeg staaer nemlig i den Formening, at De endnu ikke har læst det. Kun Dette vil jeg ligefrem tilstaae, at jeg af »Mulattens« Forfatter havde ventet mig noget mere Tilfredsstillende; thi vel har jeg som Criticus Meget at indvende mod »Mulatten«, men som Censor kunde jeg dog aldrig være i Tvivl om at stemme for dens Antagelse. Her derimod synes Sagen mig mere tvivlsom. I »Mulatten« er det idetmindste tydeligt, hvad Digteren har tilsigtet; man seer, hvad det er, som har begeistret ham, og for hvilket han igjen har villet begeistre sine Tilhørere. Men her kunde jeg fristes til at spørge, hvorfor han har skrevet dette Stykke; hvad det er, som har henrevet ham selv i denne Opgave, og hvormed han har tænkt at fængsle Publicums Interesse eller vinde dets Deeltagelse; kort sagt, den poetiske Intention forekommer mig at være uklar. Stykket kaldes en Tragedie, men jeg seer ikke i Sujettet nogen Nødvendighed for et tragisk Udfald; dersom Digteren havde villet, kunde han have endet sit Stykke paa en modsat Maade; men en saadan Ubestemthed er høist skadelig for Virkningen.

Jeg maatte tage meget feil, om ikke Forfatteren, af Iver for at fa ae sit Arbeide færdigt, har forhastet sig med det. Idetmindste synes det at bære Præg af Hastværk, og især mod Slutningen. Dette Hastværks-Præg finder jeg udtrykt deels i en ikke ringe Mængde af Usandsynligheder og umotiverede Begivenheder, deels i en meer end almindelig Skjødesløshed i Stiil og Versification. Begge Dele skal jeg nærmere oplyse, hvis jeg kommer til at give en udførligere Bedømmelse. Især forekomme Sang-Texterne mig at være - mellem os sagt - hvad man kalder sjuskede, undertiden endog i den bekjendte Oehlenschlagerske nonchalante Maneer (Vid. Sangen pag. 76).

Ifald ovenstaaende Hypothese (nemlig om Forhastelsen) er grundet, vil Forf. ved en Revision og omhyggeligere Udarbeidelse af sit Stykke - ikke blot hvad Sproget, men hvad selve Planen angaaer - maaskee kunne give det den Klarhed, over hvis Mangel jeg klager, den Tydelighed i Hovedcharacteren, som jeg nu ikke kan finde, med eet Ord: en egenlig Pointe, uden hvilken intet dramatisk Værk kan bestaae, men som nu, ifald den virkelig er der, ligger saa skjult, at Publicum vist ikke vil finde den.

Med Høiagtelse

allerærbødigst

J. L. Heiberg.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost