Dato: 28. april 1844
Fra: Johan Ludvig Heiberg   Til: Jonas Collin d.æ.
Sprog: dansk.

28 April 1844.

Den originale Eventyr-Comedie "Lykkens Blomst" er kjendeligt en Efterligning af "Syvsoverdag". Men saa meget det end maa smigre mig, at mine ringe Arbeider tages til Mønster, saa lidet kan det være mig behageligt at see dem give Anledning til de yderligste Absurditeter. Saaledes er det med nær¬værende Stykke, der i det Hele har noget Gaadefuldt ved sig, thi det bærer Præg af at være skrevet af en Forfatter, som ikke er Begynder, men allerede har erhvervet sig en vis Routine, men paa den anden Side synes det utroligt, at en øvet Forfatter kan befinde sig i en saadan Tankens, Phantasiens og Smagens Forvirring, som dette Arbeide kun altfor tydeligt røber.

Ligesom i "Syvsoverdag" fremstilles her en dobbelt Verden: en Virkeligheds- og en Phantasieverden, og en Mellemsphære, som forbinder dem, betegnet ved Nissen og Kirsten Piil, ligesom i "Syvsoverdag" ved Phantasus. I "Syvsoverdag" seer man et Par af Personerne rykkes fra Virkelighedens ind i Phantasiens Verden, hvor de slutte sig til en forbigangen Tids historisk bekjendte Personer, men dog uden at opgive deres egen Individualitet; de forblive væsenlig de samme, som de vare iforveien, og gaae ikke, ligesom ved Sjælevandring, over i andre bekjendte Personligheder. Men i nærværende Stykke er det frygtelige Misgreb begaaet, at en Person ikke blot rykkes ind i en anden Verden, men at han her bliver til en anden Person end sig selv. Og for ligesom at parodiere denne Tanke paa den grelleste Maade, er det en Skovfoged (Skovrider Sørensen i Dyrehaven?), som bliver til Digteren Ewald, føler, tænker og taler som Ewald selv, fortæller sit Liv og Levnet i et Udtog af Molbechs Anthologie, ja digter endog "Rungsteds Lyksaligheder". Ved saadanne Opfindelser har man en Følelse, som om det sikkre Fodfæste var blevet bevægeligt, man føler sig ligesom søsyg, eller maaskee snarere som om man befandt sig i en Daarekiste. Jeg vil slet ikke tale om det Uværdige i en saadan Fremstilling af Ewald, der skildrer ham, som om den Sjæl, der boede i ham, var en Skovfogeds fra Dyrehaven, heller ikke om det Tactløse i at indføre nuværende Kammerdirecteur Schønheiders Fader paa Scenen, og ovenikjøbet forvandle ham til Kong Valdemar den Store, efter at han først er fremtraadt i sit eget Navn og er bleven skildret som en borneert bigot Moralist.

Dette maa være Nok om nærværende Misfoster. Det vilde, efter min Mening, være under det kongelige Theaters Værdighed, om det ikke paa det Bestemteste afviste saadan Galimatias.

Deres allerærbødigste

J. L. Heiberg.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost