Dato: 27. juli 1833
Fra: H.C. Andersen   Til: Mimi Thyberg/Tybjerg
Sprog: dansk.

Paris den 27 Juli 1833.

Alle mine kjære Subskribenter. (ogsaa Gottlieb og Jomfru Petsholdt samt Mimi, thi mit Hjerte har subscriberet for dem) gjælder dette Brev. Den første Julidag er nu tilende, jeg sidder hjemme i mit noble Kammer, med Otto Müller som Naboe, (han kom igaar); min første Tanke gjælder de Kjære derhjemme, hør nu, hvad den første Dag bragte! imorgen Aften skal jeg nedskrive den følgende og paa Mandag, den tredie Dags Fata; man veed slet Intet ret forud. Her gaae mange Rygter; betydeligt Militairt er trukket sammen, Gud veed hvorledes det løber af. – 16 unge Piger have faaet hver 3000 Frank til Udstyr. Pigerne ere Døttre af Faldne i Julidagene 1830 og Juni 1832. – Imorges (den 27 Juli) begyndte Festen ved Solens Opgang. Der bleve skudte Æresskud fra l'Hôtel des Invalides og l'Hôtel de Ville; disse Skud gjentages hvert Qvarteer hele Dagen. Udenfor Louvre, hvor nogle af de Faldne ligge jordede, vare opreiste sorte Altre med Indskrift »De døde for Fædrelandet«. Trefarvede Faner vaiede rundt om, og alle Fruentimmer og Mandfolk som kom forbi, kastede smaae Bouketter af Evigheds Blomster, paa Gravene. Flere Borgere, meest Nationalgardister, gik enkelt ind og hang deres Krands paa Gravstøtterne. – Lignende Sørgemonumenter vare opstillede paa Marché des Innocens, Champ de Mars, i rue Froidmanteau og paa Bastilpladsen. Dette sidste Sted var det smukkeste. Her var den sorte Tribun omviklet med trefarvede Slør og over 100 Faner, af samme Farve, smukt arangeret som en Kuppel, vaiede i den blaae Luft. Imorgenstunden var der Sørgemusik og Fete i alle Kirkerne, paa hvis Taarne stode smukke Sørgetrophæer for de Faldne. Tre stolte Flag med Julidagenes Dato var opreist paa Pont neuf om Henry IV Statue. Det var den hele Festlighed i Dag. – Varmen var trykkende og man kunde mange Stæder ikke komme frem for Mennesker, dog var alt saa stille, men det var jo ogsaa Sørgedagen. Flere privat Folk havde decoreret deres Huse med Flag og Sørgegardiner. – Nu til Aften brænder der matte blaae Luer paa de Dødes Grave. Det har noget ganske undeligt ved sig. Folk er saa stille, ret som Havblik før Storm. Rundt om seer man Vagt. Alt tyder paa Julidagene, selv i Boutikkerne have Kræmmerne enten sorte Vare sadte frem, eller arangeret hvidt, rødt og blaat sammen i Vinduerne – Imorgen begynder Friheds Festen og paa Mandag Glædens!–Sov nu vel for i Dag alle mine Kjære der hjemme! –

Midnat den 28 Juli 1833.

– Hvor jeg er træt og udaset af denne Dag! Hvilken Hvirvel af Mennesker og Forlystelser. Imorges Klokken 8 var jeg alt ude. Hele Boulevarden, der er en halv Miil i Længde var besat med Nationalgarde. Overalt vaiede det trefarvede Flag. Hele Champ d Elysées var besat af Kanoner og Militairt. Det var en utrolig rød, bølgende Masse, mellem de grønne Træer. Paa Ludvig XVIII Plads var opreist en stolt Obelisk der hvor Kongen og Maria Antoinette bleve henrettede. – Gaderne vrimlede af Mennesker, alle Balkoner vare overlæssede med Damer. Klokken 10 kom Kongen paa en lille Hest, han reed hele Boulevarden igennem, tog hver 3die Nationalgardist i Haanden, sagde ham noget behageligt. Var ganske Kamerat med dem. (Det greb Stage, saa han fik Taare i Øinene). – Klokken 11 var jeg ved Vendome Pladsen med Otto Müller, hvor vi maatte give 6 Frank for at sidde paa en Tønde. – Det var uhyre dyrt men det eneste Middel. En saadan Masse Mennesker har jeg aldrig seet! Tage og Skorstene vare besatte. Trængselen gik paa Liv og Død! Man skreeg og jamrede, Fruentimmer besvimede, og bleve holdt høit i Veiret. Luften var lummer som en Skrædersal. – Her sad vi næsten 5 Timer.–Klokken 1 3/4 var Kongen ved Vendome Støtten, der var herlig bekrandset. – Napoleons¬ Statuen hang der et blaat med Guld Bier besat Tæppe om; paa et givet Tegn, faldt dette, og en underlig Mumlen gik gjennem Mængden, Hattene fløi af og der raabtes »vive la memoire de Napoleon!« Høit oppe paa Støtten stod hans stolte Billede. Himlen var graae, men lige rundt om ham, ganske blaae Luft. Mit Hjerte bankede saa forunderligt, det var et herligt Øieblik, gid de Kjære der hjemme havde været der med! Nu passerede 100000 Mand forbi os! det fik aldrig ende. Gud hvor dog et Menneskeliv er lidet, i saadan en Masse. Nogle raabte vive le roi! men Mængden skreeg »à bas les forts!« (Kongen har nemlig ladet begynde paa Forter uden for Paris, hvor han vil have sine Soldater ved Haanden). Folket skreeg det samme med og saa knugedes Massen dræbende mod hinanden. – Fraperende var det ellers med hvilken Høflighed, de vagthavende Soldater og Officerer behandlede Folket. Ingen havde dragen Sabel, de bad med venlige Ansigter om at gjøre Plads; Regimenterne selv forandrede Stilling for at slippe igjennem. En enkelt Soldat, som reed dem for barsk ind paa Livet, reev de Sabelen fra, og der blev noget Larm. Ellers var Alt særdeles fredeligt! Overalt Glæde og Lystighed, men ingen fulde Folk som hjemme hos os! – Først Klokken 7 om Aftenen (fra 1 3/4) havde alle Soldaterne passeret forbi! Den stakkels Konge saae ogsaa medtaget ud; det har vist ogsaa været ham en haard Dag; selv det at maatte staae med blottet Hoved for Napoleons Støtte. – Nu begyndte Festen i Tuilerie-Haven. Nær var jeg klemt ihjel. Müller travede om med Dinesen og jeg med Kammerjunker Hafner, men knap to kunne holde sammen. Udenfor Slottet var opreist et Galerie 500 Musikanter, 300 Trommeslagere. 200 Sangere og 100 Sangerinder, dog kunne vi, noget derfra, kun høre en dump Lyd.–Paa Seinen var bygget et tremastet Skib, noget de fleste Parisere aldrig have seet; det har kostet meget og kan kun bruges til Festen. Alle Flag hang der paa og da det mørknedes begyndte en Tournering paa Vandet. Tusind Raketter og trefarvede Ildkugler spillede i Luften. – Klokken 9 1/2 begyndte et glimrende Fyrværk paa Place de la Concorde. Pariserne jublede og klappede i Hænderne. Alle offentlige Bygninger vare smagfuldt illuminerede. Kirketaarne og Kupler besaaede med Lamper. En glimrende Stjerne anbragt over den halvfuldførte Napoleons Port.– For at slippe hjem maatte jeg tage en Vogn, Vrimlen var frygtelig. Mit Blod koger og mine Fødder snurrer jeg er træt! a revoir! –

Paris den 30 Juli 1833.

Julidagene ere forbi; fredelige og glade! igaar var den sidste Festdag. Ved Daggry hørtes en Salve fra Hotel de Ville. Klokken 10 lagde Kongen Grundstenen til Vareoplag og Mineralkabinet i Jardin des Plantes. Ude i Champ d Elysee var alt som i Dyrehaven hos os! Vilde Dyr, Kunster og Gynger. Flere Orchestre vare opreiste og Trængselen stor. – Her var Ogsaa to smukke Theatre hvor der gjortes Kunster den hele Dag og det gratis. – Jeg travede dygtig om og saae nu en smuk Tournering paa Seinen. – Hvidklædte Roerkarle styrede nogle lange Baade, paa hvis ydderste Ende stod en Lancier, mødte nu en blaaskjærfet een af de røde, da stødte de med Landserne mod hinanden, saa een af dem faldt i Vandet og maatte svømme over til den anden Side. Ved hvert Fald løde Pouker og Trompeter. – Paa alle Byens (25) Theatre, gaves gratis Forestilling. I den store Opera havde de »Robert le Diable«. Alle Forestillingerne be¬gyndte Klokken 2 om Eftermiddagen. Otto Müller og jeg gik ind i to, nemlig Theater français og »Theater Palais royal«, her var propfuldt, Publicum sang »vive la france!« den Ene hang paa Ryggen af den anden og der blev umaadeligt klappet! – Klokken 6 (Eftermiddag) var der stort Taffel i Hotel de ville (Byens Raadhuus; paa Grevepladsen), her spiiste de Kongelige, sam[t] alle de Nygifte i Julidagene; efter Taffelet var et stort Bal for 4000 Mennesker, hvortil jeg havde den Ære at være indviteret. (Fru Falbe skaffede mig nemlig paa anden Haand en Billet fra Hertugen af Orleans, jeg skrev til vor Chargé d'affaires Koss og fik een til Otto Müller, saa vi kom sammen) Billeten var affattet som et Brev og lød som følger: Le Prefet du departement de la Seine, au nom du Corps Municipal de la Ville de Paris a l'honneur d'inviter Monsieur Andersen au Bal qui sera donné a l'Hotel de Ville, le 29de ce mois, a l'occasion des Anniversaires de Juillet. On se réunira a 8 heures. – etc. etc. Det var da Noget jeg var meget glad over, thi 14000 Ansøgninger om Adgang var blevet afslaaet. Jeg fik mig da Sko og Silkestrømper, hvide Handsker og Haaret kruset efter første Pariser Mode. (Bare Fruentimmerne hjemme havde seet mig, jeg: »var saa bleg og dog saa smuk«). Lidt over 8, kjørte jeg med Müller og Carstenskjold derhen. Hele Grevepladsen var fuld af Mennesker, der og rundt om i Byen var stor Illumination. Vi steeg nu af ved Hotel de ville. Trappen var belagt med Klæde og hvert Trin prydet med Blomsterpotter. Guirlander og Krandse duftede rundt om og alle Værelserne blændende oplyste. – Der var da en Vrimmel, en Trængsel, hvor om man ikke kan gjøre sig Idee. Den store Balsal hang der 29 Lysekroner i, foruden mange Lampetter. Væggene vare indlagte med Speile og oven over hang trefarvede Gardiner. I Loftet var anbragt et Julikors og en trefarvet Stjerne og fra disse udgik Guirlander. Damerne sad paa et Slags Amphitheater paa to begge Sider, (8 Bænke bag hinanden) og vare særdeles smagfulde klædte, nogle vare meget smukke og kastede Blikket frit omkring .–Henved Klok¬ken 10 indtraf Kongen og Dronning[en] med deres Familie, de bleve mod¬taget med et »Vive le roi et la reine! vive la familie royale!« – Kongen var særdeles mild og forbindtlig. Dronningen saae meget lidende ud; hun er gammel og skal have taget sig Julirevoulutionen meget nær, da hun holdt meget af den forviiste Konge Familie.–Hun smilede saa veemodig og var dødbleeg. – Midt i Salen var opreist en Throne for dem; jeg stod tæt ved; nu blev der givet Tegn til Ballet, men der kunde ikke gjøres mere Plads, end for 6 Par. Prindserne og Prindsesserne vare nogle af de første som dandsede. – Men da jeg skriver dette Brev for nogle Damer hjemme, maa jeg vel fortælle lidt om Damernes Paaklædning. Dronningen var i en hvid klar Kjole, med røde og blaae Blomster. Paa Hovedet havde hun en Turban af Diamanter med en lille brun Fjær og en meget bred af samme Slags men med halv guul, halv hvid Farve. –Kongen var i mørke blaat med et stort rødt Baand. – Hertugen af Orleans var blaae med røde Buxer. – Prindssesserne ganske hvide, uden mindste Stads. – Vi bleve opvartet med Iis og Hindbærvand ogsaa var der bløde Silkedivaner.–I et af Værelserne hang et ganske mesterligt Malerie som forestillede Bestormelsen af Hotel de ville i Julidagene; hvor en smuk Dreng staaer forrest med Fanen og bliver ramt af en Kugle, en mindre Dreng slaaer Tromme og nogle kraftige Mænd, med begeistrede Ansigter følge efter. – Gjennem flere Værelser fulgte jeg den kongelige Familie til den anden Balsal, hvor der var næsten smukkere end i den første, kun var Lokalet mindre. Det gjorte ellers et sært Indtryk paa mig, at der just ved de Kongeliges Indtrædelse spilles det Nummer af Operaen »Gustave«, under hvilket Kong Gustav bliver skudt. De fleste Stykker til Dandsen vare af denne Opera og af »Robert le Diable«. – Midt inde i »Hotel de ville«, der danner en Qvadrat er en stor fiirkantet Gaard, den var fra første Sals Høide, lige med Balsalene, aldeles bedækket med Bræder, hvorover laae graat Klæde. Her var sat en Mængde Træer og Blomster og et kunstigt Vandspring med eau de collonne i Midten, saa at det ganske var en Have under aaben Himmel, hvor man kunne gaae igjennem. Ogsaa her var et Orkester og dejligt oplyst. De pyndtede Damer og Herrer vandrede barhovede om, saae det havde Udseende af en Feeverden. Klokken 2 var stor Spiisning, hvor det gik med Viin og Alt gratis, men jeg kjørte hjem før den Tid, Otto Müller blev og fik dandset. – See, her har De nu en Skizze af det Hele i disse Dage, undskyld at det er saa daarligt sat frem, men jeg har været træt om Aftenen naar jeg kom hjem og nu i Dag maa jeg lade Pennen galopere da Brevene skal afsted i Formiddag.–De kan ellers troe, at der var broget Selskab paa det Bal; Folk fra alle Verdens Kanter. Der stod to svenske Herrer og talte høit i det de ikke troede man forstod dem, den ene sagde: »Dronningen er ikke vakker, men hun kan være meget brav!«–Der gik en ækel Ægypter i sin stykke Dragt og skulede saa fælt, som det var en Morder der saae sig om. – Illuminationen har været meget smuk i Aftes især paa Kuppelen af Pantheon; men nu veed De Alt hvad jeg veed! gid De havde været med! – for saa havde De faaet mig at see!!! – Den nye Opera Ali Baba af Scribe og Cherubine gjør ingen Lykke. Stakkels Scribe skjældes læsterligt ud fordi han har fordærvet dem Tusind og een Nat, man vil ikke indrømme ham Geni for en Centime. – Stage har paalagt mig at bringe Conferentsraaden og hans Familie en ret inderlig Hilsen osv. – Han var med Falbes paa Ballet, og stod bag Damernes Stol . – Vi have ellers nu en uhyre Varme; jeg længes nu lidt efter Landluften og forlader snart, maaskee for evig, det herlige, brogede Paris. Det er dog Byernes By! gid alle Mennesker kunne komme her til, blot for en Maaned. Lev vel allesammen! glem mig ikke! med inderlig Hengivenhed

Deres

H. C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost