Du har søgt på:

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 8. september 1841
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Odense d. 8de September 1841

Tak for Deres venlige broderlige Linier kjære Andersen, de bleve modtagede og læste med Glæde og Søstersind. Jeg fik Deres Brev en Dag senere end De havde tiltænkt mig det, da vi netop vare paa en lille Tour til Balslev, paa Hjemveien tænkte jeg flere Gange: Mon der dog ikke endelig engang skulde være Brev, naar Du nu kommer hjem. Jeg skyndte mig ind til mit Skrivebord med alt Tøjet paa, og greb 4 Breve, det var en Glæde kan De tro, de 2 vare til Louise, et til Moder og 1 til mig. Idag er det en øsende Regn, ret et uhyggeligt Veir, derfor maa jeg underholde mig med en af mine Kjære, saa bliver det lyst i mig, og det indere Solskin udbreder sig da igjen over Gjenstandene udenom. Jeg har forresten idag Intet, saa godt som aldeles Intet at underholde Dem med, her er Alt ved det Gamle. Tiden gaar eensformigt, men hurtigt; maatte mit Liv atter glide saaledes hen, uden nogen store Rystelser, hverken af Sorg eller Glæde, saa vilde Jeg føle mig meget tilfreds, thi kjede mig gjør jeg aldrig mere, og min legemlige Kraft, er netop tilstrækkelig til et saadant stille Liv. Deres sidste Brev var ret et rart Brev, da jeg har saa lidet at skrive om, vil jeg lægge det foran mig og tale lidt med Dem om dets Indhold. At De har været opfordret til Besøg hos alle de kongelige, interesserer mig, hvis det interesserer Dem. At Modtagelsen i det Collinske Huus fra alle Sider var lykkelig, har glædet mig meget, at De der, finder Kjærlighed og Jubel som intet andet Sted, er jo naturligt og rimeligt, sligt findes jo kun i Hjemmet, og Collins Huus er jo Deres Hjertes Hjem, det veed de Alle , skulde de da ikke glæde sig ved at see Dem der, og berede Dem den Velkomst, som alt Deres Breve havde forberedt Dem paa at De ventede og haabede, og som vist ogsaa deres egne Hjerter længtes efter at bringe Dem. Ja kjære Andersen det er et stort Gode, at eje saadanne Venner, og et saadant Hjem. Nu arbeider De vel og flittigt paa Deres Reisebilleder, og ikke sandt, de Timer De daglig tilbringer ved disse giver Dem Tilfredshed for den øvrige Tid af Dagen. Jeg kan ikke sige Dem hvor jeg glæder mig til at høre Dem forelæse mig noget af disse Billeder, thi, det er jeg nu saa indbildsk at vente, at De vil gjøre, naar vi sees, jeg begynder ret at glæde mig dertil, og forestiller mig det uhyre hyggeligt undertiden, eller, hellere ret ofte at se Dem hos os "komme fremmed" , (thi det bliver det da formodentligt) hvis jeg skal beregne de Besøg De agter at gjøre Moder og mig, efter de, De har tildeelt Søstrene naar de have opholdt sig i Hovedstaden. Nu, jeg vil aldeles ikke, i saa Henseende gjøre nogen Fordring til Dem, vort Hjem bliver vel sagtens temmelig trist og stille, saa De mange, mange andre Steder vil kunne tilbringe Deres Tid langt behageligere, naar De kommer til os, maa De tænke, at De fornøjer Moder og glæder Søster Jette, og gaa og komme til hvad Tid det er Dem beleiligt.

Kjøbenhavn selv, staae omtrent i samme Lys for mig som De beskriver mig den; Provindsbeboerne have maaskee mindre Konstsands, færre Interesser, og kjender kun lidet til det politiske Liv der rører sig hos Hovedstadsbeboeren; men saa er hun igjen mere selvstændigt Menneske, gjør sig ikke til udelukkende Echo af en vedtaget Autoritet, eller til en fuldkommen Slave af den almægtige Mode, det gjør Hovedstadsbeboeren som oftest, Kjøbenhavneren frem for nogen Anden, og det er mig lidt utaaleligt, jeg talte forleden med Professor Winther derom, og han maatte ogsaa give mig Ret. Gudskeelov, at De er bange for at fremstille Dem selv som en ægte Kjøbenhavner, saa haaber jeg heller ikke at De bliver det.

Har De hørt Vogler?782Der er vel ingen Tvivl om, fortæl mig lidt derom kjære Andersen, det har ret bedrøvet mig at jeg gik Glip af at høre ham her, det var i den Tid at vi Alle vare samlede, jeg fik først at høre at hans Concert havde været, Dagen efter, vi havde ingen Plakat faaet, og ikke hørt Folk omtale den, da der Ingen havde været. Rigtignok var Veiret skrækkeligt den Dag, men det hører nu maa jeg tilstaa ogsaa til de Fornøjelser man her sielden gaar efter. Jeg forestiller mig disse Toner fra Gravene783saa deilige, saa forunderligt gribende, o, hvor jeg dog gjerne vilde have hørt det. Gudskeelov, at visse Folk ogsaa kunne være adspredte kjære Andersen, De har jo besøgt Søstrene og Haslund Dagen før de kom, jeg havde utrykkelig skreven Tirsdag og De er alt om Mandagen gaaet hen i "Skibet", hvor de Reisende indtraf Dagen efter, og hvor man fortalte dem, at en Herre Dagen forud havde spurgt efter dem. Jeg sagde strax, nu har Andersen bestemt været saa gruelig kløgtig og tænkt, det er ikke Tirsdag de komme; men Mandag med Deligencen. Jette har formodentlig i Adspredthed skreven galt. Tak fordi De havde tænkt paa Søstrene med en Billet til Døblers Forestilling, jeg har skrevet de norske Kjære, hvad De i den Anledning yttrede. Jeg mener i Anledning af Deres Visit. Nu maa jeg sige Dem et Par Ord om den lille Pige som De har paataget Dem at døbe, hverken hendes Fader eller Moder vare Genier, hun kan derfor umulig kaldes: "Geniets Datter", og i det Hele ikke omtales uden som sin Moders Datter, hvad jeg her siger klinger saa underligt; men jeg kan ikke forklare det, De maa kjende Bogen . I denne Tid har jeg begyndt med Reenskrivningen, den giver mig daglig Hovedpine, saa jeg er saa overmæt af det Hele, jo mere jeg beskjæftiger mig med den, jo slettere forekommer den mig, jeg synes at jeg saa tydeligt seer alle dens uendelige Mangler, og formaar dog ikke at rette disse, det er en Pine, og saa har jeg endnu en anden, at jeg uden at Nogen kjender det , reenskriver Manuscriptet, med alle de Bommerter der kan være i, havde Fader levet, havde han læst det, saa vilde jeg have været rolig, men nu! Endog med Interpunctionen har jeg Kvaler, saa veed jeg ikke hvor jeg skal holde op, saa er min Orthografi inconsequent, jo, det er rigtig en deilig Forfatterinde. De tænker vel at jeg kan lade en Anden see den igjennem; men det er i flere Henseender lettere sagt end gjort. Naar jeg kommer til Kjøbh. vil jeg tage Underviisning i Dansk, som jeg før har faaet det i fremmede Sprog, lære at skrive det fuldkommen rigtigt, saa behøver jeg ikke i saa Henseende at være afhængig af nogen Anden. Professor Winther har talt med mig om "Tante Anna", ogsaa om mit ny Arbeide, han taler ordentlig til mig som om jeg var Noget, for en stor Deel, vel af Galanteri og Godmodighed, vel ogsaa for at give mig lidt mere Mod; han talte ogsaa om hvor daarlig Correcturen var besørget til "Tante Anna" og tilbød mig , at han vilde corrigere min ny Bog. Jeg bad ham gjennemlæse den, som han ogsaa lovede. Det er dog igrunden nydeligt af den fremmede Mand, ikke sandt. Jeg begriber ikke hvor jeg har faaet Mod til at tale med ham derom. Kjære Andersen hvad jeg her har skrevet Dem maa De endelig ikke fortælle til noget Menneske , det er ikke for min Skyld, men jeg veed jo ikke om Winther skytter om det. Jeg syntes jeg maatte fortælle Broderen det, ellers taler jeg ikke om det til Nogen, det er mig utaaleligt at gjøre mig vigtig med Sligt, der jo ofte kan falde ud til et Intet, og lige saa ofte kan klinge som et Slags Praleri ved at omtales. Naar Winther nu snart kommer til Kjøbh. tal saa heller ikke om det til ham kjære Andersen, hvis han ikke selv omtaler det. – De tænker vist at jeg er bleven et grueligt egoistiskt Menneske, siden jeg paa den senere Tid taler saa meget om mig selv, det er ogsaa den kjedelige Bog Skyld i. – Louise copierer i disse Dage det Steentryk af List, som findes i Figaro, hun og Grevinden have boet i Hotel med ham, mødt ham nogle Gange, og C. finder at det ligner saa godt, hun finder ogsaa at Lists Holdning og Figur minder om Dem; med Ansigtstrækkene synes jeg ikke at det er Tilfældet, alligevel er der et Udtryk i hans Ansigt, i hans Øjne, som De undertiden kan have, naar De er ret god og barnlig, og naar De er saaledes, som Jeg holder meest af Dem. Veed De saa hvorledes De er? Nej, (det troer Jeg igrunden ikke.) Ikke kjøbenhavnsk, ikke fornem, ikke alt for gentil, ikke træagtig, ikke lapset ! men saaledes som De var da De begyndte deres sidste Brev til mig, saa broderlig, alvorlig og hjertelig. – De kalder List et lykkeligt Menneske, fordi han kan flyve fra Sted til Sted, have Penge nok, Beundring og Agtelse. Hvad kalder De at have Penge nok kjære A'ndash; jeg tror, jo mere man faaer, Jo mere bruger og ønsker man. Nøjsomhed , det er at have Penge nok – ikke sandt - Beundring, jeg synes at al for megen Virak giver en trykkende Luft, hvori man neppe kan trække Aande, og som man let kan blive saa gruelig overmæt af; "Agtelse", den er jo aldeles afhængig af en selv, og tror De da ikke at De ejer den - Jeg er overbeviist derom . Nu er mit Papir strax fyldt.– Sig mig hvad De synes om det med Winther, naar vi sees, skal jeg sige Dem hvordan det Hele egentlig kom, det er for vidtløftigt at skrive om. Levvel. De faaer vel endnu et Par Breve fra mig inden vi komme, hvis jeg NB snart hører fra Dem. Levvel, og tænk med Godhed paa Deres tro faste Søster Jette.

Fr. Hedemann har været her i Byen i denne Tid, jeg har og gjort Bekjendtskab med et Par Søsterdøttre af Steffens784 , et Par smukke, livlige og underholdende Piger, jeg tror De ere i Kjøbh. i denne Tid. Moder og Louise hilser, den første er Gudskeelov lidt rask i denne Tid.

Indlagte lille Rose har jeg faaet foræret idag er den ikke nydelig.

Tekst fra: H. C. Andersens Brevveksling med Henriette Hanck 1830-1846.