H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra I. P. Grüne til H.C. Andersen 14. december 1851

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 14. december 1851
Fra: I. P. Grüne   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Aabent Brev til Hr. Professor Andersen

Vi maae begynde vor Skrivelse med en Undskyldning. Undskyld, Hr. Professor, at vi ukaldet vove at tilskrive Dem, skjøndt vi ikke have den Ære at kjende Dem personligt. Thi at vi oftere i Afstand have betragtet Dem og vovet i Forbigaaende at hilse paa Dem, dette ere vi ikke dristige nok til at udlægge som personligt Bekjendtskab. Men vi kjende den udødelige Deel af Deres Væsen, vi kjende, og hvad der er eenstydigt dermed, vi elske Deres skjønne Eventyr: lad dette være vor Undskyldning, naar vi vove at besvære Dem med et Brev, som vi dog ikke engang forlange, at De skal læse, og som, hvis De skulde læse det, saavidt vi kunne beregne, ikke vil kunne afficere Dem ubehageligt. Thi vel have vi Noget paa Hjertet, som vi ville sige om Deres nye Phatantasispil, "Hyldemo'er"; men vi have netop kun vovet at tiltale Dem med "De", altsaa i anden Person, fordi vi derved troe at have tilkjendegivet vore fredelige Hensigter: hvorledes skulde man vel, naar man har Deres elskværdige Personlighed for Øie, tillade sig noget uelskværdigt kritisk Udtryk.

Deres Phantasispil, som De med saa megen Føie kalder det, er blevet en Gjendstand for Modsigelse. Paa dette Sted ville vi endnu ikke tillade os at sige noget om, hvorvidt denne Modsigelse har været begrundet; men vi ville, skjøndt De maaskee vil protestere derimod, tillade os den Formening, at De selv, eller rettere sagt Deres Genius, har nogen Skyuld i, at man angriber Deres Stykker. Den Begavelse, Hr. Prof., som giver Dem Deres Eiendommelighed, er, næst en naiv Genialitet, Deres Phantasi: med den behersker De Alt; med den kan De seirrig træde i Skranken mod alle vore Digtere, thi ingen af dem er dermed rustet som De; ved den hæver De Dem op til en ledig Plads paa vort danske Digterparnas. Men hvad skeer! De former Deres Phantasi i Værker, vi kunne ikke følge disse Værkers phantastiske Flugt, vor Aand er maaskee for tung. Hvad gribe vi Mennesker da til? Efter vor Forfængelighed gribe vi til at forsøge paa, om vi ikke skulde kunne faae ud, at Feilen ikke ligger hos os, at Grunden til den manglende Forstaaelse ikke ligger i os, men i Værket. De seer altsaa, Hr. Prof., at hvis De havde villet sætte Dem ind i almindelige jevne Menneskers Forfatning, saadanne, som i det Høieste kunne offre et godt Qvarteerstid eller to om Dagen til Phantasi og Sværmeri, hvis De altsaa havde villet tæmme Deres stærke Phantashi, saa vilde den for almindelige Mennesker have været forstaaeligere, og Bifaldet, man ydede Dem, vilde da vistnok have været aldeles ublandet. Er der ikke, Hr. Prof., noget i det, jeg her siger. De kan vist ikke med Billighed stille den store Fordring til Publikum, navnlig Casinos, som vel mest bestaaer af Mennesker, der nærmest ere henviste til det praktiske Liv og den naturlige Menneskeforstand, De kan vist ikke, tillader jeg mig at bemærke, til et saadant Publikum stille den store Fordring, at det skal følge Dem saa høit som De kan gaae, og strax forstaae Phantasiskabninger, der ere saa langt fra at stemme med deres Hjernes sædvanlige Tankegange. Gudbevares, vi tvivle ikke om, at den, der havde kunnet offre hele sit Liv til at uddanne sin Phantasi, vilde kunne følge Hr. Prof. og forstaae DerEs Skabninger, men saa maatte han ogsaa have ladet alle øvrige menenskelige Fulkommenheder, som Fornuft, praktisk Forstand, Combination osv., ligge udyrkede. Hvormange kunne vel det? Vi kunne ikke negte, at det er gaaet os som vi her have skildret: vi have ikke kunnet forstaae Adskiligt i DerEs Værk; vi have deraf paa forfængelig Viis taget Anledning til at troe, at det ikke kunde forstaaes af almindelige Hoveder, som dog Pluraliteten af Menneskeheden er; vi have endelig besluttet at underrette Dem, Hr. Prof., om vor Mening. Maaskee kan en Kritikus aldrig forekomme Den, han kriticerer, for retfærdig; maaskee kan en Kritkus aldrig være fuldkommen retfærdig; maaskee - vi ville ikke fordriste os til at afgjøre det med Vished - maaskee kan han mindst være det mod Digtere, der staae høiest paa det umiddelbare Standpunkt, og altsaa længst fra hans eget, fra Tænkningens og Beregningens Standpunkt: vi have en Anelese herom, og vi hve desaarsag taget Forholdsregeler, der idemindste skulle sikkre os selv imod at synes eller være uretfærdige.

Hvad vi da have imod "Hyldemoer"? vil Prof. maaskee tilraabe os: "har jeg ikke i "Fædrelandet" [Brev] viist, at der gaaer en Sammenhæng, en Traad igjennem hele Stykket?" Det kunne vi ikke benægte; og vi ansee det for vor Pligt, at takke Hr. Prof. for den i "Fædrelandet" givne Oplysning, især da den giver Dem Anledning til et saa smukt Udtog af hele Værket, et Udtog, der, om De end vil smile ad os, har skaffet os næsten samme Fornøielse som hele Værket. Men der er - ja, Hr. Prof., vi ere ikke bange for at udsige denne vor Formening -, der er Forskjel paa Traade og Sammenhænge. Her ville vi nu slet ikke tale om den Forskjel, der kan bestaae mellem sorte og hvide, grove og fine Arter af den materielle Traad, som bekommes billig nok hos Traadhandlerne, saa Enhver selv kan undersøge den. Vi ville derimod tale om den billedlige Traad og vi have da tænkt som saa: Det skal ikke være en saadan Traad, der gaaer igjennem et dramatisk Stykke, som den Trad vi kalade Sildemanden og som gaaer bag i Silden, i Ryggen paa den; thi denne Sildemand veier maaskee knap en Hundrededeel af hele Silden: om den veier mere i Forhold, medens Silden er levende og aaer i Vandet, end naar Silden er trukket iland og tørret, hvorved Kjødet maaskee bliver mindre af Vægt, medens Sildemanden maaskee paa begge Steder bliver uforandret, det vide vi ikke og skulle altsaa ikke tilalde os at afgjøre noget derom. Men nok af det! jeg spørger nu igjen: hvad kunde det nytte om der gik en saadan Traad igjennem et dramatisk Værk? Saa kunde der jo gaae mange Traade ved Siden af hverandre. Nei, vi vilde have, at der kun alene skulde gaae een Traad igjennem hele Stykket, og den Traad, den skulde være den Samme som hele Stykket, og der skulde ikke være noget i Stykket, uden denne Traad. Ja, lee kun af os; men saadan vilde vi have det. Tag en Flod, en ordinair Flod, det samme hvilket, den kommer fra en Kilde og øber ud i Havet. Floden, den er baade Stykket og Traaden; og alt det Vand (med Permission!), der flyder i Floden, det flyder baade i Traaden og i Stykket, thi Traaden er ligesaa brev som hele Stykket; og Floden flyder fra Vand og til Vand, den ender, hvor den begynder. Men er det nu en saadan Traad, Hr. Prof. som løber igjennem Deres Værk? Det er vor faste Overbeviisning, som vi nu skulle anvende al optænkelig Umage paa at begrunde, at det ikke er saaledes. Traaden, igjennem "Hyldemoer" er med Deres Tilladelse denne: Peter skal reise til fremmed Land, men forlover sig Morgenen før Reisen med Mesters Datter og faaer af Mester Lov til at at blive. Jordaanden har imidlertid forelsket sig i Maria, fremtræder i en Kjældermands Skikkelse og faaer Leilighed til at trykke hende ned under Jorden. Peters Klage bevæger Hyldemoer, som er taknemlig fordi han har fredet det gamle Hyldtræ, til at give ham en Qvist, som leder ham ned under Jorden. Han fin[der] Maria, giver hende ved Qvisten, som er en Erindringsqvist, hendes Erindring, som Jordaanden har berøvet hende, tilbage, ja vækker endog Jordaandens svundne Kjærlighed til den gamle Oldfrue. Peter og Maria løftes nu op til Livet, til Mesterens Have, og den glade Mester velsigner dem. - - Er dette ikke et nydeligt lille Sujet til en Comedie, kunne vi frit spørge Enhver? Hr. Prof., vi læse Deres smukke Udtog deraf, førend vi saae Stykket: vi forsikkrer Dem, det gjorde et saadant Indtryk paa os, at vi skjøndt vi ikke havde Tid, en heel Aften overlod os til alleslags Phantasier derover. Vi laae i Halvskumring, medens Ilden knittrede i Kakkelovnen, og udmalede os, hvor deiligt et saadant Stykke maatte være fra Deres Haand og Aand: "Der er nu de stakkels Elskende, de have en stille Forudfølelse af, at saadan og saadan maa det gaae, naar de skulle mdøes for sidste Gang. Saa mødes de; men de ere begge halv bange for Tilstaaelsen; Peter leder Samtalen hen paa Følelsens Gebeet ved at tale om sin Medlidenhed med det gamle Hyldetræ; saa overvældes de begge af deres Følelser og synke i hinandens Arme. Saa kommer Faderen; han er uvis; han er en svag Mand; han elsker sin Datter;, men han elsker ogsaa Penge og vil gjerne see hende rigt gift. Og et saadant Parti tilbyder sig netop med det samme. Jordens mørke Aand, i Lignelse af en Muldvarp, følte sig hendraget til den lykkeligere Menneskeslægt over Jorden; han vilde saa gjerne vinde et Menneske til at forskjønne sit triste Liv. Han har seet Maria og forelsket sig i hende. Men hvorledes skal han vinde hende? han har afluret Faderen hans Kjærlighed til Penge og fremtræder derfor som en solid Kjældermand - Kjældermand! nei", laa vi og phantaserede, "saa vilde vi hellere lade ham være en fremmed Pengemand, en skummel Mand, som Ingen kjender, han boer i det Fjerne, langt, langt borte og oplyser ikke Andet, end at han er rig og elsker Maria. Saa bliver der noget Mystisk og Romantisk ved ham, som passer godt med det Overnaturlige. Dog Andersen", phantaserede vi, "vækker nok vor Medfølelse for den stakkels Jordaand, i hvordan han end lader ham træde op. Pengemanden vinder nu Faderen med sit Guld; men Maria hænger trofast ved Peter, og Jordaanden seer ingen anden Udvei end at synke ned i Jorden med Maria. Hvor klager ikke Peter! han troer, at Faderen er Medvider i Forræderiet og har ladet sin Datter reise med den rige Mand. Da kommer Hyldetræets Aand tilsyne og skjænker ham en Qvist, der viser ham, hvor hans Elskede er og leder ham til hende. - Saa føres vi ned i Muldvarpens mørke Bolig. I sin Fortvivlelse over ikke at kunne vinde Marias Kjærlighed fører han hende til Glemsels-Kilden og lader hende drikke: han troer, at det er Kjærligheden til Peter, der staaer iveien. Men ak, han seer, at han endnu ikke kan gjøre sig elsket af hende; han mærker, at der er sat Skilsmisse imellem hans og hendes Sjæl, thi Jordaandens staer under Menneskets. Nu nærmer den søgende Peter sig med sin Qvist: den dufter allerede ned i Hulen. Jordaanden lugter Qvisten, som eier alle de gamle Erindringers Magt. Da vaagne alle hans gamle Minder og med dem Kjærligheden til hans gamle underjordiske Elskede, som Længselen efter det Høiere har bragt ham til at glemme: hun kan forstaae ham og hun har sørget over hans Utroskab. De forsones og tale om, hvorledes de skulle bringe den røevde Mariea op til Lyset igjen. Ak, Glemsels-Kilden vil ikke give hende Erindringen tilbage! Hvad skal den stakkels Muldvarp gjøre! han har forspildt et Menneskeliv ved sin Lidenskab. Da komemr Peter ind; Muldvarpen og hans Kone trække sig tilbage og lytte; de ere Tilskuere til den gribende Scene mellem Maria og Peter, der mærker, at hun ikke længer kjender ham. Da lægger han den blomstrende Qvist i hendes Haand; den vækker de gamle Minder og de synke i hinandens Arme. De underjordiske træde frem og tilkjendegive deres Glæde; de hjelpe derpaa Peter og Maria op paa Jorden. Her gaaer den gamle Mester, som har mistet Alt hvad han havde kjær, sørgende i sin Have. See da staae de pludselig for ham. De fortælle, hvad der er skeet; han omfavner og velsigner dem og Alle bede tilsidst en Bøn for den stakkels Jordaand, at hans Længsel efter det Høiere maa blive opfyldt." - Saadan omtrent var det, vi laae og phantaserde i vor Sofa, Hr. Prof.; og bliv nu ikke vred, fordi vi have tilladt os at skrive det op. Det er vel ikke saa høit eller henrivende som Deres; men det forekommer os, at der dog mere er ligesom een Traad igjennem vort. Hvad skal vi med mere end een af de fire Repræsentanter for Elementerne: Lygtemanden, Havmanden, Sommerfuglen og den omtalte Muldvarp? Det er jo nok naar een af dem elsker og bortfører Maria. Vor Mening er, at hvis de andre skulde have været med, saa skulde de have kommet i Kamp og Kiv med hverandre, saadan at man ordentlig kunde see, hvad hver af dem duede til; ogsaa vilde vi gjerne have, at de skulde hjelpe Peter med at faae fat paa Maria bedre end de nu gjøre. De vil maaskee tilraabe os, at dette umuligt lod sig gjøre, da Hyldetræet var bestemt dertil. Lad gaa; men saa sige vi; kunde de endelig ikke komme til at hænge sammen med Stykket, saa vilde vi have, at de idetmindste i og for sig selv skulde være Noget, skulde udtrykke en Idee eller saadant Noget. De tilraaber os: "ja, de udtrykker jo ogsaa en Idee, en komisk Idee, de ere jo komiske!" "Javel", svare vi, "de ere komiske, men hvorfor? hvorfor er man færdig at briste af Latter, naar man seer dem? det er over de Vittigheder, De har lagt dem i Munden; i deres Natur og Væsen ere de ikke komisk fremstillede; de ere, kort sagt, ikke Charakterer, hverken de egentlige Repræsentanter eller den lille Havunge. De tilraaber os: "nei, de skal heller ikke være Charakterer! Vi svare: "jam, men saa maa de heller ikke træde saa virkeligt frem i bestemte Skikkelser; sa maae de holdes mere dunkelt. "Ja", tilraaber de os, "men saa kunde de jo ikke komme til at virke med i Værket!" - "Saa skulde de ogsaa helst være borte," svare vi. Men nu have vi rodet os saadan ind i Svar og Svar, at vi ikke kan hitte Rede mere: vi holde dog paa vor Mening. - Dernæst spørge vi: hvorfor skal der absolut være fire Elementer, da de dog ikke komme til at udtrykke nogen Idee og ikke ere nødvendige i Stykket. Vi maa oprigtig sige: Ideen til denne Indvending fik vi ikke ganske af os selv; men af en Mand, som ellers ogsaa kan en heel Deel Poesie og Kunst og saadant Noget. For at attestere hvad vi sige, ville vi dog fortælle Dem, Hr. Prof., naturligviis i al Fortrolighed, at han har skrevet en lille Phantasibagatel, hvori der forekomme syv gamle Hunde, hver med sin lille Hundeunge ved Haanden, (noget Lignende som Deres Havmand med hans lille Hvunge) og, tænk Dem, disse syv Hundetampe, hver med sin lille Hundeunge, sige ikke andet end "Vov, Vov!" hele Stykket igjennem. Vi have raadet ham til at faae det paa det Kongelige, thi det vilde vist gjøre Lykke. Denne Mand siger til os: "Jeg vilde ikke have de fire Elementer repræsenterede saaledes i Hyldemoer." - "Snak," sige vi, "hvorfor ikke det?" "Kunde han ikke gjøre det anderledes," siger han, "saa kunde han ligesaa gjerne have taget fire Rigsdagsmænd!" - "Snak", sige vi, "hvorfor det?" - "Jo," siger han, "for Rigsdagsmændene dem kjender vi dog og veed hvad deres Natur og Væsen er, men dissehersens Aander, dem kjender man ikke, og man kommer heller ikke til at kjende dem, for Andersen giver dem jo ikke noget Indhold." - "Snak," sige vi, for vi vilde, at han skulde udvikle det nøieere. - "Havde han taget fire Rigsdagsmænd," siger han, "en Bonde, en Borger, en Præst og en Adelsmand, saa kunde de ligesaa godt have repræsenteret de fire Elementer." - "Snak," sige vi; men der kom imidlertid En og trak Manden væk, saa vi ikke fik mere at høre. Formodenlig skulde Bonden repræsentere Jorden, og Adelsmanden Luften, og Præsten Ilden, og Borgeren Vandet; men vi synes, at Deres Opfindelse, Hr. Prof., hvad det angaaer, er meget sindrigere, om der endogsaa er noget i det, han sagde om Natur og Indhold; thi vi vilde ogsaa nok have enten Indhold eller Ingenting. Ja De vil maaskee tilraabe os, Hr. Prof., at vi ikke kunne forstaae Dem. Men undskyld os og hør os tilende, hvis De vil; thi vi have nu engang her sat os for, at vi ville ansee det, vi ikke kunne forstaae, for i sig selv uforstaaeligt for Meningmand; og man maa være fast, naar man vover at træde saadan op og tale til en stor Mand. Nu have vi igjen en Ting paa Hjerte. Det er, at det gjør os ondt for den stakkels Muldvarp. Vel har han feilet; men vi vilde dog i Deres Sted have behandlet ham med megen Deeltagelse. Hvorfor gjør De, den følende Digter, ham saa latterlig, som han nu staaer for os: Herregud, han er dog en Aand, som staaer under os og sukker og længes opad. De giver ham sletingen Leilighed til at udtale ømme Længsler, da han søger en Kone eller ømme Følelser til Marie, eller Fortrydelse, da han forsoner sig med sin gamle Oldfrue. De har gjort ham og Alting saa græsslig morsomt og vittigt, sa De ikke har havt Tid til hos Deres store Publikum af Mænd og Qvinder, Voxne og Smaa, at vække de blidere Følelser, som paasse saa godt med det Romantiske og Mystiske. De er dog en Digter, som sørger med den lille Svovlstikkepige og med Moderen, som harmistet sit Barn; hvorfor vil De da ikke sørge med en stakkels længselsfuld Muldvarpeaand. Veed De, Hr. Prof., hvad vi med Deres Tilladelse vilde? Vi vilde synes bedre om Værket, hvis alle Ordene, alt det Morsomme og Vittige var udeladt og Værket blevet til en Pantommime. Ja, lee kun ad os! vi forlange heller ingen Ære for at have opfundet, at De kunde blive Pantomimedigter: vi sige blot, det kunde nok være, De engang selv erkjender dette Kald; og da er det kjedeligt, at Casino har afskaffet sit Balletpersonale. Thi til Vesterbroes Theater bør De ikke gaae! det raader vi Dem fra som Ven, om vi end ikke tør haabe, at De bryder Dem stort om vort Raad. Grunden til at vi ansee Dem kaldet blandt andet Stort til Pantomimedigter er, at der i Pantomimen ikke behøves synderligt Andet af Charkteer og Moral at være, end hvad de Spillende selv kunne tilføie, medens derimod Folkekomedier og andre dramatiske Arbeider gjerne fordre mere. Men i Deres Phanstasispil har De ikke heller gjort de virkelige naturlige Personer til Charakterer. De har glemt det Moralske, som hører Charakterer til, over alt det Vittige, der vistnok bringer os til at kjende Deres Skarpsind og Humor; men vi havde dog hellere i en Folkekomedie seet noget Moralsk med i Spillet, saa at aman ikke altid følte: Det er en Spøg, men ogsaa: dette er Godt, hint er ikke Godt! Vi havde gjerne seet Mester som en svag Charakteer (vi kalde ham Mester, slet og ret, fordi vi ikke vide, hvorfor alt Barbeervæsenet er kommet med), medens han nu tillegemed den elskende Peter flyder saadan over af Vittigheder, at vi reent glemme Stemning og Følelse for bare Latter. Ellers gaaer der jo, for at tale med andre Kritikere, den samme gemytlige og naive Tone igjennem dette, som igjennem Hr. Prof.&s øvrige Værker: men vi have den Egenskab, at den paa Theatret falder os noget affecteert. Vi vide ikke, om det gaaer Andre ligesaadan. - Vi ville nu slutte med den Bøn til Dem, Hr. Prof., at De tilgiver, at vi her ikke have holdt os til andet end Stykkets Feil. Men det havde vi sat os for. Vi haabe, at have holdt os i en sømmelig Tone, saaledes at Hr. Prof. ikke er bleven ubehageligt afficeret ved denne Skrivelse fra Deres

ærbødigste

E.S.

Redacteur og Udgiver. J. P. M. Grüne

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost