Dato: 27. august 1844
Fra: H.C. Andersen   Til: Carl Alexander
Sprog: dansk, tysk.

[Dansk kladde til Brev]

[Topsøes tilføjelse: 27/8 1844.]

Min ædle Hertug!

Siden jeg forlod W tør jeg vel sige at min tanke daglig er fløiet der hen, jeg følte mig saa vel der; jeg har saa ofte været til sinds at skrive da Deres Høihed tillod det, men jeg er blevet afholdt ved Tanken om hvor slet jeg udtrykker mig paa tydsk, hvor mange gramatikalske Feil, der som smaae Uhyrer ville titte frem af mit Brev, dog længer kan jeg ikke modstaae Lysten, De vil smile men i Hjertet forstaae hvor kjær De er mig,[overstr: hvor varmt] hvor inderligt jeg ønsker at De skulde forstaae det – og jeg skriver. Den egentlige Sommer i dette Aar har jeg kun fundet de 8 Dage jeg var i Weimar derfor staae Erindringerne derfra saa solbelyste, saa glødende, det er Glandspunktet af hele denne lille Reise Udflugt som et smukt Kapitel af mit eget Livs Eventyr ligger Aftenerne paa Eppenburg, jeg husker, saa levende det kloge, velsignede Udtryk i Deres Øine i Deres milde Gemalindes. Jeg husker paa de klattrende Bønder, det duftende Lindetræ, med de brogede Lamper og paa vor Vandring, min ædle Hertug, gjennem Skoven til Træet, hvor Zeus ogsaa med siin Lynsttraale vilde skrive sit Navn ved Goethe og Wielands. – Jeg husker alt saa levende og snart haaber jeg min Muse, giver mig en Digtning værdig at sendes til Eppendorfer Album, / det bliver ikke glemt men jeg venter dermed til jeg kan bringe noget værdigt; da jeg forlod Weimar og rullede over Broen ved Møllen, kom Taarerne mig i Øinene, jeg var saa forunderlig veemodig; det var, som forlod jeg et Hjem, og det har de mange kjære Venner i faae Dage gjorte mig Weimar til; og tør jeg sige dem det, de min Hertug, de og Deres elskelige Gemalinde traadte frem i min Erindring, som Mennesker der vare voxede fast i min Hjerte. – [overstr: men De hørte]

I Dresden og Berlin var mit Ophold mig meget interessant, jeg overraskedes ved at erfare mine Skrifter saa læste og bekjendte i Tydskland, som de ere, jeg modtog saa mange Beviser paa Kjærlighed og Opmærksomhed at jeg ret blev blød i Sind og Gud taknemlig for al den Glæde og Lykke han sender jeg, jeg blev ret Ydmyg i Hjertet. Hos Menisteren Savigny gjorte jeg Bekjendtskab med Betina, hun er en eiendommelig, genial Natur, / jeg havde den Lykke at behage hende, hun blev mig meget god, skjænkede mig [tilføjet: saagar] sit sidste Værk. – Grevinde Hahn-Hahn digtede et Vers til mig, det hører vist til ét af hendes smukkeste og lyder saaledes: - Det havde været mig et kjært Ønske i Berlin at have den Lykke at præsenteret for deres Høiheds Søster, jeg havde bedet Exzellensen müller at erholde hos Deres høiehd et Brev til hende, men hun var i Weimar, da jeg var i Berlin, mit Ønske blev [overstr: maa jeg med] kunne ei opfyldes. – Netop Dagen før det afskyelige Attentat kom jeg til Berlin; jeg hørte Folkets Deeltagelse [overstr: og hvorledes] om Aftenen hos Savignys taltes meget om Kongen, det var Husene illumineret i Gaden jeg gik hjem det gjorte et dybt Indtryk paa mig. – Nu er jeg i Danmark i Besøg hos Exzellensen Grev Moltke paa det venlige Glorup i Fyen, deres Høihed vil kjende stedet af min Roman Nur ein Geiger. Hendes keiserlige Høihed, Deres Moder, lovede mig naadigst at læse denne Bog, mon den har tiltalt hende, tør jeg nære et / bede Deres Høihed bringe mig i hendes og deres storhertugelige Faders Erindring. De min Hertug og Deres elskelige Gemalinde leve al Tid hos mig, jeg faaer jo et Billede af dem begge, det er et Løfte Deres Høihed har givet mig, dog det bedste Billed har jeg i mit Hjerte, gid jeg i Rang og Lykke stod høit nok til at kunne vise min Kjærlighed og Hengivenhed.

Underdanigst

[Overstr: mit Drama Mulatten er nu opført paa ]

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 12-64-66)