Dato: 4. august 1862
Fra: Louise Collin g. Drewsen   Til: Juliane Thyberg
Sprog: dansk.

[Fra Tidens Kvinder 2.2.1954: Else Moltke: Atter nyt om H. C. Andersen]

[Louise Colliin til Juliane Thyberg:]... Nu kom Andersen ind i Stuen, men jeg holder strengt hemmeligt, at det er til Dem, jeg skriver, for ellers vil han "kigge ind i Brevet" hvilket er hans staaende Aandrighed, naar han vil lyksaliggøre den, jeg skriver til med et Par ord fra ham, og jeg veed jo at han skjenker Dem sin særdeles Naade. Men denne Gang faaer De Ingenting, og det er min Skyld

[her har HCA skrevet:]

Kjære Fru Thyberg

Solen brænder meget varmt, Aftnerne er mageløs deilige, tidt tales om Oluf [Fru Thybergs 3-årig søn] og jeg troer, Louise vilde blive meget glad, om han blev pakket ind og forseglet godt, et Smørrebrød kan han jo faae i Lommen og saa sendes han til Turin poste restante, men det hjælper ikke, han paa Veien skriger: "Luffe vil ud, Luffe artig!"

I denne Stund er Edvard og Jonas med Jernbanetoget taget ned til Vandfaldet Pischewasche.

Planen er, at de førstkommende Løverdag vilde gaa samme Vei op over Simplon til Turin, men jeg foreslaar i dette Øieblik og meest for Louises Skyld, og dertil er det en mageløs Tour, at de gaar over Mont Cenis. Da ligger Turin kun een Dag herfra. Ellers over Simplon er det tre anstrengende! Nu faae vi høre, hvad Mutter siger, naar hun kommer. Vi have en stor Terasse udenfor vor Have, hvor Roser, Granatæbler og Palmer blomstre, Figentræer og Laurbær give Skygge. Søen veksler med den deiligste blaa Farve og klart lilla. Bjergene ovre i Savoyen staa med skarpe Konturer mod den blaa Luft, og Dent du Midi har sin stadige Snee ... Denne Naturskildring kan De give Theodor til Dessert, naar han først har faaet en Boeuf, det lille Skind.

Hils ham!

-----

[Louise Colliin til Juliane Thyberg, fortsat:]... See saa! Da Andersen hørte at det var til Dem jeg skrev vilde han naturligvis skrive med, og da Mutter finder at jeg i den sidste Tid har været saa knipset mod ham, vilde jeg ikke sige Nei. Han selv lader forresten til at være meget fornøiet med mig og har nylig erklæret at han kun een Gang paa hele Reisen har været vred paa mig. Men mine Tanker om denne Sag har jeg gjemt under Laas og Lukke i min Hukommelse, og naar jeg kommer hjem og frisker op i Reiseerindringerne, saa skal De faae at see at jeg ikke har glemt Andersen. - Jeg hader ham ikke, for slige barnlige Følelser er jeg færdig med, og jeg foragter ham ikke, fordi det ikke kan falde mig ind at foragte noget Menneske i Verden, men jeg gaaer i een ubeskrivelig Forundring over at et Menneske kan være saadan som han er. Kan De saa tænke Dem, hvad det er for Jonas og mig at være Vidne til den Opfattelse, han nyder her og dagligt - thi Andersen er Dagens Helt - høre Beundring over hans sjældne Elskværdighed og fordringsløse naturlighed, især har han begeistret Publicum ved denne Mangel paa Forfængelighed. Med Hensyn til hans Brev i Dag vil jeg kun rette en lille Fejl, der har indsneget sig. Denne Plan til en forandret Reise-route for os, som han meddeler Dem troer jeg nok at turde paastaae er en Opfindelse ikke saa meget "for Louises Skyld", som han skriver, men mere fordi han føler en gaadefuld Glæde i at gjøre, om end den mindste Forandring i vore Planer - for saa er det jo ham, og han kan ingen Steder undvære sig selv ... Kan De huske at jeg før med megen Bildhed tog imod Andersens Vrøvl og Plageri, nu er det ganske anderledes. Jeg svarer ham efter Fortjeneste, og han tager formeligt imod det. Jeg har heller aldeles ingen Grund til at fortryde min forandrede Tone, da den har givet ham nogle gangske nye Ideer om mig, han siger: "Jeg har nu meget mere Agtelse for Dem end før!" See, det var Andersen" Hver Gang jeg begynder et Brev, beslutter jeg ikke at tale om ham, men - hvad Hjertet er fuldt af, veed De nok - og mit Hjerte er nu fuldt af Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost