H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Henriette Hanck til H.C. Andersen 24. september 1841

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 24. september 1841
Fra: Henriette Hanck   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Fredag Eftermiddag d: 24de Septbr. [1841]

Min kjære broderlige Ven! Tak for Deres sidste venlige Brev, det glædede og bedrøvede mig; men var mig som altid inderlig kjært og velkomment. De har igjen havt Sorger, men med egen aandelig Kraft overvunden disse, eller rettere ved den Kraft Gud har skjænket Dem for Deres barnlige Tro, for Deres Hengivenhed i hans Villie. De er ikke forsagt, men glad ved Deres Bevidsthed, lykkelig ved den indre Følelse som har sagt Dem at Deres nyeste Arbeider ere lykkedes, og tilfreds ved Vennernes Kjærlighed ikke sandt min gode Broder Andersen? Jeg har læst Kritiken i Maaneskriftet, fordi De bad mig derom, ellers havde jeg ikke læst den; sligt bedrøver og ærgrer mig kun, jeg vil nok undertiden selv være lidt slem mod mine Venner, men det er paa en anden Maade, jeg mener intet Ondt dermed, at Andre ere det, kan jeg ikke taale. Jo mere mine Venner, som jeg tror at kjende nedrives af Andre, i samme Grad stige de hos mig. Den moderne forunderlig uklare Maade at skrive paa, som ogsaa er fulgt i Kritiken mod Dem, gjør at det Hele ikke staar klart for mig. Det er en forfærdelig aandelig Arrogance, saaledes aldeles at ville omkalfatre et andet Menneske. Men lad os ikke tale mere om den, det sætter mig i ondt Humeur, og opliver vist heller ikke Dem. Jeg følte nok, da jeg læste Deres første Brev, at der var noget der forstemte Dem lidt, men jeg trode at det var det lille Udfald i Corsaren, og agtede det ikke videre. Tak fordi De sidst fortalte mig om Deres nye Arbeide det interesserer mig altid saa meget. De har jo ret været flittig, hvor jeg glæder mig til at høre disse Brudstykker af Deres Reisebilder, naar jeg kommer, o, hvor det er mig forunderligt, at jeg kan sige det, og at det skal skee saa snart, jeg længes ret efter at see Dem. Gid jeg maa blive nogenlunde rask i Vinter i disse Dage er jeg det ikke, dog er det meest Forkjølelse. Veiret er saa trist hvem der dog altid havde Solskin og Sommer. Blandt de Stykker De nævner mig venter jeg mig meest af: Franz List. Serbiens Dryader – og af Nürnberg, af hvad Grund veed jeg egentlig ikke. De tiltale mig meest blandt Titlerne, dog det er sandt, det er jo Skildringerne af Bosperus og Grækenland, som De selv sætter højest. –

Christian Søeborg er halv Patient i denne Tid, og derfor ikke paa Comtoiret, for at adsprede sig sidder han og klimprer paa mit Fortepiano, saa jeg er nær ved at blive ganske ør i Hovedet, og ikke kan samle en sund Tanke, da jeg begyndte mit Brev syntes jeg, at jeg havde saa meget at sladdre om; men nu har han reent klimpret det bort. Jeg vil hellere gjemme Brevet til imorgen. Nu holdt han op, for at conversere mig og forsikkre at jeg sidder og drømmer, det tror Folk saa tidt om mig, naar jeg dog selv føler at jeg er Iysvaagen, det er i Grunden ærgerligt. Nej jeg kan dog ikke skrive i Dag, mit Hoved er alt for angrebent. –

Lørdag d: 25de.

Paa Mandag 8 Dage skal vort Tøi være ved Basinet794 , vi blive da endnu nogle Dage i Byen. Moder hos Tante Gusta, jeg formodentlig hos Krügers eller Reckes. Louise igjen anderswo. Om Torsdagen tage vi til Marslev og blive der til sidst i næste Maaned, og da formodentlig med Extrapost til Hovedstaden. Vi haabe at Louise bliver saa lenge at hun kan følge med til Kjøbh. og da tage siden med Dampskibet, hvis det blot ikke bliver for seent. Gusta glæder sig saa uhyre til at see os, og til at ordne Værelserne som skulle modtage os.

Jeg kan ordentlig blive ængstelig tilmode, naar hun i sine Breve udtaler sin Glæde ved Tanken derom. Der kan jo hende saa meget i faae Uger. De kan tro her tales frem og tilbage om hvordan Alt skal ordnes. Igaaraftes havde vi en lille Debat. Vore Speile her ere for smale, til Vinduesposterne hvor vi komme hen, Moder vil derfor ikke bringe dem med, jeg henger ved alt gammelt, og vil saa nødig af med Speilene. "En Stue uden Speile er dog virkelig alt for kjedelig," sagde jeg tilsidst. Hvad skal Andersen more sig med, naar han besøger os, og det er trist og stille hos os, og saa ikke engang et Speil i Stuen. De Andre lo, og Speilene vare nær gaaet igjennem, indtil her idag kommer en kjedelig Snedker, som raader Moder til at afsætte dem. Ja man har sine Sorger i denne Verden, baade store og smaae ! Det er rigtignok en lang Vei fra Dem til os, men naar De som De saa lunefuldt beskriver den, betragter den som en Udenlandsreise saa haaber jeg dog at De imellem flyver den.

Fru Lind ahner vist ikke, at jeg før Deres sidste Brev ret har tænkt meget paa hende, da jeg fra Krügers vidste hvad der forestod hende. Her er død flere Koner, og jeg tænkte med Angst paa at hun ikke skulde gaae det igjennem. Dog vil jeg ærligt tilstaae at det var mere for hendes Broder Andersens Skyld end for hendes egen, thi skjøndt hun behagede mig meget da jeg saae hende, saa er hun mig jo dog i Grunden aldeles fremmed. Lad nu ikke den lille Pige ganske stikke Wulle ud. Beviis at det ikke gaar med Deres smaae Inclinationer, som man fortæller at en af Deres Collegaer skal yttre om sine større: "Der er aldrig Vacance i mit Hjerte, men meget ofte Flyttedag!"– Man har sagt mig at Frederiksberggaden hører til Grundtvigs Sogn795 , det er kjedeligt, jeg vil ikke gjerne høre ham. Sidste Søndag hørte jeg her Frits Helveg796; hans Overbeviisning er vist ærlig, og han aldeles gjennemtrængt af den, det hører man paa hans næsten begeistrede Foredrag; men det er uhyre angribende at høre og dog ikke oplyftende eller trøstende, thi naar al menneskelig Stræben bliver gjort til et saa aldeles Intet, at blot Tro og Naade ere de eneste Redningsmidler, hvor Mange ville da ikke henfalde til et blot religiøst Svermeri, og ganske tabe Modet til at øge sine menneskelige Kræfter, naar dog Alt er tomt og forfængeligt, jeg har ordentlig følt mig angreben og nedstemt af den Prædiken. Nei jeg vil ikke høre Grundtvig. – Fra Thea og Haslund skal jeg hilse Dem saa meget vi havde for et Par Dage siden Brev fra Dem. Det gjorde dem saa ondt, at de vare gaaet Glip af Dem . Fredrik havde saa mange Handels Forretninger for Oncle ellers have han havt den Fornøjelse at hilse paa Dem, men nu vilde Tiden ikke slaae til. Kjære Andersen, jeg vil ikke gjendrive Deres Beskyldning for Genialitet anderledes end ved at bede Dem om at læse Slutningen af det Brev som jeg kort før Familiens Ankomst tilskrev Dem. Det var skreven uordentlig imellem hinanden, det var min Skyld og har formodentlig gjort at De har overseet den hele Slutning. Dette skriver jeg ikke af Drilleri eller i Paastaaenhed; men fordi jeg (for et Fruentimmer) betragter Ordet genial som et Skjeldsord, De maa ikke benævne mig med dette, thi De veed at jeg igrunden ikke fortjener det. Er jeg virkelig genial er det mit Livs Ulykke, det er da en Feiltagelse af Naturen, thi jeg passer i de fleste Henseender ikke til at være det. Nu er jeg da endelig færdig med Reenskrivningen af første Deel af min Bog; men anden Deel er endnu længere, og nu forestaar jo en urolig Tid hvori jeg faar andet at tage vare, saa Gud veed naar Alt bliver færdigt. De siger at jeg skal see at stikke Frøken Bræmer. Kjære Andersen, jeg føler ikke den mindste Higen derefter. Naar Recensenterne blot ikke ville maltractere mig alt for meget, saa maa de gjerne lade være at rose mig, efter min egen Dom over min Bog vil jeg ikke tro paa deres Ros, og jeg er saa gruelig indbildsk at sætte min egen Dom temmelig højt.

Lad mig blot have den Glæde at skrive, Tingen selv opmuntrer mig, men naar det stod i min Magt vilde jeg helst leve allene i min indere Verden, og kun lade mine Nærmeste og Kjæreste, de Mennesker som kjende og forstaae mig kigge ind i den. De maa gjerne ses min Statue, gid den ikke maa mishage Dem. Men – husk paa at Deres Dom ikke maa være overilet, thi den virker meget paa mig, mere end det maaskee er godt at et andet Menneskes Dom virker paa en. – Derfor koster det mig Overvindelse at lade Dem see Bogen.

Levvel, mit Brev indeholder ikke meget; men hvad jeg har villet give Dem nogle venlige, søsterlige Ord. Hvis De vil skrive snart kan jeg faa det i næste Uge inden vi tage paa Landet, hvis De ikke kan det, vil De da addressere Deres Brev til Jfr. Hanck Marslev Præstegaard ved Odense. Levvel, hils min kjære Fr. Læssøe, naar De seer hende.

Moder og Louise hilse ret meget. Moder har brugt en ny Cur for sin Gigt. Jeg synes virkelig hun er lidt bedre.

Deres trofaste Søster Jette.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost