Piazza Barberini, Rom 29/4-3/5 1861
Kjære Petersen!
For dit Brev med Andersen takker jeg meget.
Ham selv blev jeg naturligvis ganske mageløst forelsket i, og jeg tror det var gjensidigt. Der blev en Fortælling og en Tuden uden Ende. Han læste Eventyr for mig, og alt var lutter Deilighed. Lille Collin er en tætbygget, haandfast En, som jeg godt kan lide, men kjender ham endnu ikke.[...]
Og saa lidt om Andersen. Den Mand ligner jeg blot deri at vi begge er Digtere, hvilket dog ikke vil sige stort mere, hvad Ligheden angaar, end at vi ere Mennesker. Hvad kan have gjort, at vi dog har berørt hinanden, er mig end mere ufatteligt nu, da vi sidder overfor hinaden. Han har en uhyre Slægt i Danmark denne Mand, større end jeg har forestillet mig, fordi hans Digtning ofte har vakt en Ærgrelse hos mig, som har afsluttet al videre Reflexion. Han har en uhyre Slægt, som han dog ikke har gjort sig saa overlegen, at han ikke undertiden synes at ligne den Enkelte, og just ikke altid den Bedste. Jeg kan nu, da jeg selv har hørt ham læse Eventyr og talt med ham, høre Folk skoggerle, som jeg aldrig har sat i Forbindelse med ham. Reflexionerne over ham strømmer nu rigt ud af Omgangen, og ikke deraf, at man undertiden staar paa et tomt Sted og spørger om Aarsagen. Derved faar Opfattelsen en Kjerlighed, som er min største Vinding ved denne leilighed, beder om Forsigtighed ved saamangen anden, er mig en Advarsel og en Glæde. - I dette Solskin læser jeg nu atter hans Eventyr. [...]
Din Ven
Bjørnson