Dato: 1. juli 1861
Fra: Bjørnstjerne Bjørnson   Til: Ólafur Waage
Sprog: dansk.

Ariccia, casa Mancini, 1/7 1861.

Min kjere Waage!

Længe har jeg omgaaes med den Plan at gjøre Begyndelsen, da det nok synes, at du vil lade vente paa dig. Endelig har min voldsomme Kone gjort mig det til Nødvendighed; thi hun tager uden videre dine Penge og kommer med fuld Damp nedover! Du kan tro jeg er glad, ja jeg kan ikke udtrykke dig, hvor aldeles denne Tidende har forvandlet mig, ligesom pudset mig op med nye Klæder, eller Naturen med dejligt Vejr, eller Værelset med blomsterduftende Ideer, eller Sjelen med Kammerater. Jeg er bleven saa kjerlig, at jeg hjælper Fluer op, der falder i Badekarret, og jeg tænker mig, at du paa den yderste Dag faar et vældigt Stykke Pandekage paa din Tallerken for denne din Hædersgjerning at give den lille vævre Ting deroppe Vinger, saa ogsaa hun kunde komme af sit Vandfad (Als.) [...]

Fra Andersen har jeg havt Brev. Han klager "over Trængsel". Han elsker Rom "det var ham saa tungt at skilles fra det". Han rejste skyndsomt fra Genua forat faa se Cavours Begravelse, men kom for sent. Stakkels Andersen, som jeg dog holder meget af. Kun Skade, at naar vi atter træffes om to Aar, begynder han med at beskrive mig sine Fataliteter paa den Dag vi mødes. - - Han ser bestemt efter, om Alting er med, naar han en Dag staar i Himmerige, Kufferten og Bøgerne, - og beder Petrus lukke Døren, for at det ikke skal trække. Ingen har i Danmark siden Holberg været saa vittig som ham, og Ingen kan man saa let gjøre Vittigheder over. [...]

din hengivne

Bjørnson

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost