Dato: 14. maj 1861
Fra: Bjørnstjerne Bjørnson   Til: Clemens Petersen
Sprog: dansk.

Ariccia 14/8 1861

Kjere Petersen!

Dit Brev kom vel. [ ...]

Atter ser jeg, at Andersen holder af mig og roser mig. Det er bestandig lige ufatteligt, ja det kan neppe være rigtig sandt. Jeg holder af ham og for bestandig; thi jeg fatter ham til det Inderste, og han er jo usædvanlig mærkelig. Men paa Gjensidigheden tvivler jeg og anbefaler dig at se videre efter. - Collin er en liden haandfast En, men det er ogsaa omtrent Alt, som endnu kan siges om ham. Jeg skrev ham til (d.v.s. egentlig Andersen); jeg valgte den Form for et Par Udtalelser. Nu forlanger han mere Brev, men Grunden er jo bortfalden, skjønt det halvvejs nu gjør mig ondt ikke at fort¬sætte. Han skrev ogsaa først til mig og smukt og simpelt. Hvad skal jeg gjøre? - Egentlig har jeg vel gjort en Synd, og han er et saa rent Gemyt, at jeg føler den. Han havde jo som Andersens Ledsager mere Interesse for mig end der personlig tilfaldt ham; der var jo ogsaa dagligt Smaakrangel mellem dem, som førte Mægleren nær¬mere end Mennesket vilde strax. Men hvis jeg skriver, er det dog en liden Løgn, og som bedst mærkes derved, at jeg saa maa til at digte Brevet; her staar os jo ingen Materie imellem os. [...]

Ved atter at gjennemlæse dit Brev, ser jeg, at jeg har sprunget over en Bemærkning om Collin, maaske fordi jeg tog Tanken om Andersen for langt med. Du har ganske ret; han forstaar mig fuldere og helere end Andersen, der i et Nu tager Tingens Yderligheder og skimter Kjernen, men saa ikke udfører eller sammensætter det. Jeg har ogsaa skrevet det til Andersen selv, at Collin forstod mig bedre. Dette atter fordi han er "haandfast". Men ikke fordi han er "tungsindig - ". Det synes mig -, som du er noget rundhaandet med dette Prædicat, ligesom det fter Kierkegaard er paa Mode, endog at anlægge Tungsindighed. Hvad der endnu ikke er udviklet og har stille maaske dybe Længsler efter dels at blive Noget i og for Verden, dels efter at faa større Klarhed til Exempel i religiøse Forhold (og begge Ting passer nok Collin) kan man dog ikke strax kalde Tungsindighed. Heller ikkeEnhver, der forpupper sig, og hvortil den Danske har Hang, er derfor tungsindig. Ja, det kan forme sig saa mildt, at det ligefrem blot er en Vane, hvori Vedkommende gaar nok saa lykkelige. [...]

din Ven

Bjørnstjerne

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost