Dato: 16. august 1847
Fra: H.C. Andersen   Til: Sophie Elisabeth Zahrtmann, f. Donner
Sprog: dansk.

Edinburgh 16 Aug 1847

Naadige Frue!

De var saa venlig at sige, det vilde være Dem kjært atmodtage et Brev fra mig, jeg tør altsaa følge mit Hjertes Lyst, skrive og fortælle lidt om al den Lykke jeg her eier! hele min Reise har været, næsten kunde jeg sige som en forfængelige Drøm. I Holland modtog jeg saamange hædrende Beviser paa den Gunst mine Bøger staae i hos Hollænderne og i London har Modtagelsen og Opholdet været saa hjertelig, saa hædrende at jeg selv ikke ret forstaaer det. – Jeg har nu faaaet et Indblik i Londons "Adels Liv", gjort Saisonen med, som man siger og det er for en Forfatter ganske gavnlig; de meest glimrende Soireer, var her Lord Palmerstone, hvor jeg ogsaa havde den Glæde at være sammen med den kjære Arvestorhertug af Weimar, Lady Morgan, en livlig, gammel sminket Dame, mer fransk en engelsk var det første litteraire Bekjendtskab paa Spindesiden; senere har jeg lært at kjende Lady Blessington, som gjorde en stor Middag for mig, hvor jeg / første Gang traf Charles Dickens! Han er en høist elskelig Personlighed og har paa det inderligste sluttet sig til mig. En Dag bragte han mig alle sine Værker, smukt indbundet og for i hver Deel havde han skrevet Hans Christian Andersen from his friend and admirer Charles Dickens. To forskjellige Portrætter af mig hænge i Vinduerne, og samme Billedhugger, som har gjort Jenny Linds Buste har nu ogsaa fuldendt min; den er særdeles smuk, det er ganske det Sjælelige af mig han har gjengivet og beundredes meget. Jeg har imidlertid i den sidste tid følt mig meget svag, i det jeg aldeles ikke har Kræfter til at udholde et saa anstrængende Selskabs Liv. Prinds Albert var saa naadig at lade mig vide at jeg var velkommen paa Wigh, hvor han og dronningen var, men jeg hælder til at bede mig undskyldt, nu har jeg faaet en fornyet Indbydelse til Loch Logan, i Tilfælde jeg kom her op og det er min Hensigt, dersom jeg vedbliver at være saa rask, som jeg føler mig i Luften her i/ Skottland, at jeg om et Par Dage reiser derhen. Jeg er forbauset over det store Publicum jeg har i Engeland og Skottland, og det af alle Classer; igaar var jeg henne at see Heriots Hospital, en Slags Institut for fattige Drenge; jeg var i Selskab med den gamle Hambro og hans Søn, vi skrev vore navne I Bogen deroppe, og da Portneren saae mit spurgte han os om det var den danske Mand, som havde skrevet saa mange Bøger og var saa berømt, da der blev svaret ja, spurgte han om det var den gamle Mand med det hvide Haar, og pegede paa gamle Hambro, man viiste ham mig og sagde: det er Andersen: saa ung! raabte Manden, ellers er disse Folk jo altid gamle eller døde, naar man hører om dem!" han fortalte at alle Drengene og han da ogsaa, læste mine Eventyr. – Det bevægede mig inderligt, jeg forsikkrer Dem jeg fik Taarer i Øinene! hvor det er underligt og sælsomt at vide sine Tanker flyve saa vidt om i Verden, saaledes ind i mange Tusinder! / Her er mageløst smukt i Skottland, jeg har alt gjort nogle Udflugter og jeg lever velsignet, jeg boer hos den unge Hambro, der har et smukt Huus tæt ved Havet. Alt er rigt og hjerteligt, han er utrættelig i at vise mig Opmærksomhed, han glæder sig ved den store Hyldest Skottlænderne vise hans Landsmand, og søger at overbyde Dem. Hvor Gud er mageløs god med mig, jeg veed ikke selv at rumme det, men vist er det, at dersom de danske saae hvorledes de i Udlandet ikke have Skam af mig, de ville i Almindelighed, være lidt bedre mod mig, end de er eller rettere have været! – Jeg har her i Skottland, som i Engeland saa mange Indbydelser, at jeg kunde deiligt fordele dem paa mange Aar! Gud give mig nu Kraft til i nye Værker at bevare denne Kjærlighed, og bringe mine Landsmænd til at give mig en Deel af hvad fremmede Lande giver mig, de første trofaste Hjemme glemmer jeg aldrig og mellem Dem, staaer De, naadige kjære Frue!

Deres inderlig hengivne

H. C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 94, 40-44)