Dato: December 1852
Fra: Kristian Arentzen   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Der var stor Sorg i Kjøbenhavn, Alle flokkedes om en Ligkiste: Der laa han, udstrakt og bleg med de store, eventyrlige Træk. Ingens Øine vare tørre; selv de, hvis Natur og Livsvilkaar havde fjærnet dem længst fra ham, græd. Alle følte, at en saa stor genial Barnenatur aldrig forhen var set i Danmark - eller maaskee nogetsteds. De smaa Svagheder - Tributen til Støvet - var forglemte. Kun det Væsentlige, det evigt-Blivende stod for den bedrøvede Tanke. "Hvorfor har Du aldrig af fuldt Hjerte takket ham for hans store velsignede, Barnehjerte og dets rige Gaver? Han har dog saa tit smeltet din Sjæl og gjort Dig renere og ædlere. Han har maaske virket mere i Danmark og andetsteds end alle Præster tilsammen! Saaledes / hviskede Mangen til sig selv. Og han troede Du var kold, og det gjorde ham ondt, hans "Hjerte var vox, som Liden Gunvers". Og tit have vi smaalig kritikaklet ham, forbittret os selv Nydelsen af hans Værker og forbittret ham mangen Time (maaske tilmed derved forhindret ham fra at skjænke os flere og bedre!) Vi vilde faae ham anderledes end han var og kunde være, ifølge sin Natur - hvor taableigt! og godt, at det ikke lykkedes os!

Ja, først gjennem Døden forstaaes Livet! Skjøndt De ikke med Instinktets Sikkerhed vil kunne føle det - trods alt det Skin, der bade før har talt og desværre maaske ogsaa i Fremtiden, især i Deres Øine, vil tale derimod - elsker, ærer og takker jeg Dem.

Ret af Hjertet Tak for Deres velsignede lille Bog!

Kristian Arentzen

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 66, 8-9)