H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Xavier Marmier 6. november 1841

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 6. november 1841
Fra: H.C. Andersen   Til: Xavier Marmier
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn, den 6 November 1841.

Min kjære Ven!

Grevinde Moltke fra Stockholm bragte mig et Brev, som hun sagde mig var fra Dem, jeg aabnede det, men der var ikke et Ord fra den gode Marmier; imidlertid blev jeg overrasket ved at see at det hele Brev indeholdt Vers og det endogsaa til mig. Jeg har i Dag med Hr Delong sendt Forfatteren Hr Martin et (!) lille Epistel paa Fransk og en tydsk Oversættelse af den sidste og mindste Bog jeg har udgivet: Billedbog uden Billeder. Seer De ham da hils ham endnu engang ret meget. Vor fælles Veninde Jette Wulff siger mig at De kommer til os i Foraaret; O jeg glæder mig meget til at see Dem, meget til [at] tale med Dem! - De veed jo at jeg for et Par Maaneder siden er kommet hjem fra Orienten, jeg har for anden Gang besøgt Rom og Neapel, jeg har været paa Malta, levet i Grækenland og Orienten og fra det sorte Hav gjort Donau-Reisen til Vien; Indtrykkene af denne Reise, den poetiske Duft jeg har tilbage, har jeg nedlagt i en ny Bog, som vil blive færdig til Nytaar og som De kan faae naar De kommer hertil med den første Svale. - Skal jeg ellers sige Dem hvorledes jeg har det, da har jeg det ikke godt; jeg føler mig ikke lykkelig i Norden, i det lille Danmark; thi min Digternatur passer slet ikke her; Politik eller Hegels Philosophi, paa disse maa Poesien støtte sig, skal den finde et Parti, idetmindste et høittalende Parti i Danmark. Heiberg er den Eneherskende i Danmarks Skjøn-Litteratur; nu gjør han ikke Oehlenschlæger Fortræd, som da De var hos os, driller heller ikke Hauch; jeg - og det meest fordi jeg har et Slags Navn i Sverrig og Tydskland - er nu Gjenstanden for hans Udfald. Fra den Tid, De omtalte mig i »La litteratur e en Danemark« har Heiberg forsøgt paa at stille mig saa lavt som muligt; i den nye Udgave af hans Værker er der Noter, hvori der hegles paa Scribe og paa mig; Scribe er slet ikke Digter, siger han, og at man seer i Scribes seneste Værker, at han i den sidste Tid kommer i daarligt Selskab; jeg bliver sat mellem Poesiens Dilettanter. Fra Deres første, venlige Ord om mig begyndte Heibergs Vrede; mit Drama »Mulatten« gjorde en særdeles Lykke og gik elleve Gange i een Saison, som er noget Betydeligt hos os; nu talte han høit mod dette Arbeide; hans Kone, der, som De veed, tilbedes i den Grad hos os, at hun, uagtet hun aldeles mangler Syngestemme, dog har faaet stormende Bifald i Operaen »Sara«, og det for sin Sang, er mig ligesaa god som Manden; hun negtede aldeles at spille Hovedrollen i min sidste Tragoedie, saa jeg, overvældet af de mange Theaterplager, reiste til Udlandet og lod mit Stykke spille hjemme, uden at jeg saae en eneste Prøve. Det blev givet tre Gange; man hyssede ikke; men Lykke gjorde det heller ikke; Folk kom ei derhen: Fru Heiberg spillede ikke. Heiberg skrev nogle satiriske Digte, hvori jeg fik min Tiltale, og hans Parti raabte: Viva! Imidlertid gik Aaret; jeg var i Lille-Asien, medens det christianshavnske Publicum dandsede om sin Guldkalv; nu først i Efteraaret vendte jeg her hjem og blev modtagen med en frisk Critik over min Tragoedie, der nu havde ligget over et halvt Aar i Ro. I disse Dage er der fra Heiberg udkommet en ny, men meget svag Fortælling af »Hverdagshistorien's« Forfatter, hvori »Mulatten« stilles i et latterligt Lys. De ind,. seer saaledes, at jeg ikke kan føle mig glad hjemme. Heiberg og hans Parti ville have mig afveien, og der er mørke Øieblikke, hvori jeg lider skrækkeligt! Dog, Gud har givet mit Humeur en forunderlig Elasticitet, og ved denne og al den ErkjendeIse, jeg nyder i Tydskland og Sverrig, vinder jeg Ro til at virke endnu. Men Heibergs Bitterhed mod mig ikke blot krænker, men bedrøver mig; thi jeg paaskjønner det Gode i hans Værker og har altid følt Trang til at nærme mig ham. - I disse Dage har man sendt mig fra Berlin anden Aargang af »Volksmarchen«; første Aargang var dediceret til Ludwig Tieck, denne sidste derimod til mig. Det er en Opmærksomhed, som glæder mig! I hele Tydskland har jeg paa min Reise fundet den kjærligste og bedste Modtagelse hos de meest fremtrædende Mænd, saa det dog ikke ganske kan være Tilfældet, hvad Heiberg troer, at det er kun ubetydelige Mennesker eller, som han engang yttrede til mig selv, »kun Fruentimmer«, der ere mit Publicum ude. Dog, jeg skulde ikke udtale mig saaledes; men jeg er i denne Aften, jeg skriver dette, saa mismodig, saa underlig forladt - som jeg i Grunden dog altid er. Min nye Bog, som jeg arbeider paa, er min bedste Trøst; jeg kan arbeide mig Sundhed ind i Sjælen! Jeg haaber at levere et godt Arbeide; men i Kjøbenhavn - og Kjøbenhavn er jo Danmark - faaer jeg ingen Glæde [deraf], idetmindste ikke strax; men længere ude, ja hiinsides Elben vil man maaskee glæde sig ved Digteren! O, gik jeg var tydsk, fransk eller engelsk! Jeg havde da en større Bane; nu begrændser Sproget mig ved nogle faa Mile! Dog Nok herom! - Vi sees jo, naar Storken kommer? Lad mig høre et Par venlige Ord fra Dem! Seer De Liszt, Pianisten, da hils ham fra mig! Tak Madame Dudevant for hendes livsfriske Noveller, og kjender De Victor Hugo, da spørg ham, om han husker den keitede, blege Poet fra Norden, der besøgte ham i Efteraaret 1833; dog, han har vist glemt mig, om ikke Deres »La vie d'un poete« har opfrisket Mindet. -

Oehlenschlæger har skrevet en ny Tragoedie »Dina«; det er Corfitz Ulfelds Historie; den er meget smuk. - Sophie Ørsted er endnu ikke gift. - Hendes Majestæt Dronning Caroline Amalie spurgte mig for nyligt om Dem. Lev nu glad og vel!

Deres inderligt hengivne

H.C. Andersen.

Mit Drama »Mulatten« er opført paa Svensk i Stockholm og har vundet meget Bifald der!«

Tekst fra: Se tilknyttede bibliografiposter

[latinske bogstaver, HCAs håndskrift - til franskmand, som ikke læser gotisk]

Kjøbenhavn den 6 November 1841.

Min kjære Ven!

Grevinde Moltke fra Stockholm bragte mig et Brev, som hun sagde mig var fra Dem, jeg aabnede det, men der var ikke et Ord fra den gode Marmier; imidlertid blev jeg overrasket ved at see at det hele Brev indeholdt Vers og det endogsaa eet til mig. Jeg har i Dag med Hr Delong sendt Forfatteren Hr Martin et lille Epistel paa fransk og en tydsk Oversættelse af den sidste og mindste Bog jeg har udgivet: Billedbog uden Billeder. Seer De ham da hils ham endnu engang ret meget. Vor fælles Veninde Jette Wulff siger mig at De kommer til os i Foraaret; O jeg glæder mig meget til at see Dem, meget til tale med Dem! - De veed jo at jeg for et Par Maaneder siden er kommet hjem fra Orienten, jeg har for anden Gang besøgt Rom og Neapel, jeg har været paa Malta, levet i Grækenland og Orienten og fra det sorte Hav gjort Donau-Reisen til Vien; Indtrykkene af denne Reise, den poetiske Duft jeg har tilbage, har jeg nedlagt i en ny Bog, som vil blive færdig til Nytaar og som De kan faae naar De kommer herhid med den første Svale. - Skal jeg ellers sige Dem hvorledes jeg har det, da har jeg det ikke godt; jeg føler mig ikke lykkelig i Norden, i det lille Danmark; thi min Digter-Natur passer slet ikke her; Politik eller Hegels Philosophi, paa disse maa Poesien støtte sig, skal den finde et Parti, i det mindste et høittalende Parti i Danmark. Heiberg er den eneherskende i Danmarks skjønne Litteratur; nu gjør han ikke Øehlenschlæger Fortræd, som da De var hos os, driller heller ikke Hauch; jeg - og det meest fordi jeg har et Slags Navn i Sverrig / Tydskland - er nu Gjenstanden for hans Udfald. Fra den Tid, De omtalte mig i "La litteratur en Danemarc &" har Heiberg forsøgt paa at stille mig saa lavt som mueligt; i den nye Udgave af hans Værker er der Noter, hvori der hegles paa Scribe og paa mig; Scribe er slet ikke Digter, siger han, og at man seer i [hans rettet til: ] Scribes seneste Værker, at han kommer i den sidste Tid i daarligt Selskab; jeg bliver sat mellem Poesiens=Dilettanter. Fra Deres første, venlige Ord om mig, begyndte Heibergs Vrede; mit Drama Mulatten gjorte en særdeles Lykke, gik elleve Gange i een Saison, som er noget Betydeligt hos os; nu talte han høit mod dette Arbeide; hans Kone, der, som De veed, tilbedes i den Grad hos os, at hun, uagtet hun aldeles mangler Syngestemme, dog har faaet stormende Bifald i Operaen Sara og det for sin Sang, er mig saa god som Manden; hun negtede aldeles at spille Hovedrollen i min sidste Tragedie, saa jeg overvældet af de mange Theater-Plager derfor reiste til Udlandet og lod mit Stykke spille hjemme, uden at jeg saae en eneste Prøve. Det blev givet tre Gange; man hyssede ikke; men Lykke gjorde det heller ikke; Folk kom ei derhen: Fru Heiberg spillede ikke. Heiberg skrev nogle satiriske Digte, hvor i jeg fik min Tiltale, og hans Parti raabte: viva! Imidlertid gik Aaret; jeg var i lille Asien, medens det christianshavnske Publicum dandsede om deres Guldkalv; nu først i Efteraaret vendte jeg her hjem og blev modtaget med en frisk Kritik over min Tragedie der nu havde ligget over et halvt Aar i Ro; i disse Dage er fra Heiberg een ny, men meget svag, Fortælling af »Hverdagshistoriens« Forfatter, udkommet, hvor Mulatten stilles i et latterligt Lys. De indseer saaledes, at jeg ikke kan føle mig glad hjemme. Heiberg og hans Parti vil have mig afveien, og der er mørke Øieblikke, hvori jeg lider skrækkeligt! dog, Gud har givet mit Humeur en forunderlig Elasticitet, og ved denne og al den ErkjendeIse, jeg nyder i Tydskland og Sverrig, vinder jeg Ro til at virke endnu./ Men Heibergs Bitterhed mod mig ikke blot krænker mig, men bedrøver mig; thi jeg paaskjønner det Gode i hans Værker og har altid følt Trang til at nærme mig ham. - I disse Dage har man sendt mig fra Berlin andet Aargang af "Volksmarchen"; første Aargang var dediceret til Ludwig Tieck, denne sidste derimod til mig. Det er en Opmærksomhed, som glæder mig! I hele Tydskland har jeg paa min Reise fundet den kjærligste og bedste Modtagelse hos de meest fremtrædende Mænd, saa det dog ikke ganske kan være Tilfældet, som Heiberg troer, at det er kun ubetydelige Mennesker eller, som han engang yttrede til mig selv, "kun Fruentimmer", der var mit Publicum ude. Dog, jeg skulde ikke udtale mig saaledes! men jeg er i denne Aften, jeg skriver dette, saa mismodig, saa underlig forladt, som jeg i Grunden dog altid er! min nye Bog, som jeg arbeider paa, er min bedste Trøst, jeg kan arbeide mig Sundhed ind i Sjælen! Jeg haaber at levere et godt Arbeide; men i Kjøbenhavn - og Kjøbenhavn er jo Danmark - faaer jeg ingen Glæde, idetmindste ikke strax; men længere ude, ja hiin Side Elben vil man maaskee glæde sig ved Digteren! O, gid jeg var tydsk, fransk eller engelsk! Jeg havde da en større Bane; nu begrændser Sproget mig ved nogle faae Miil! Dog nok herom! - Vi sees jo naar Storken kommer? Lad mig høre et Par venlige Ord fra Dem! Seer De Liszt, pianisten, da hils ham fra mig! Tak Madam Dudevant for hendes livsfriske Noveller og kjender De Victor Hugo, da spørg ham, om han husker den keitede, blege Poet fra Norden, der besøgte ham i Efteraaret 1833; dog han har vist glemt mig, om ikke Deres "la vie d'un poete" har opfrisket Billedet. Øehlenschlæger har skrevet en ny Tragedie Dina; det er Corfitz Ulfelds Historie; den er meget smuk. Sophie Ørsted er endnu ikke gift. Hendes Majestæt Dronning Caroline Amalie, spurgte mig fornylig om Dem. Lev nu glad og vel!

Deres inderlig hengivne

H.C. Andersen.

[langs kanten:] Mit Drama Mulatten er opført paa Svensk i Stockholm og har vundet meget Bifald der! /

[Udskrift:] Monsieur

monsier X-Marmier

homme de lettre

a Paris

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14. 751-54)