Dato: 18. november 1861
Fra: Frederik Bøgh   Til: Charlotte Bøgh, f. Dons
Sprog: dansk.

Kjøbenhavn d. 18de November 1861.

Mine kjære Forældre!

Jeg maa idag afsløre Eder en Hemmelighed, som jeg i lang Tid har baaret paa, men som jeg nu maa anse det for unødvendigt længer at bevare. Først maa jeg bede Eder ikke blive bange: der er ikke sket mig nogen Ulykke, men jeg tror tværtimod noget meget Godt og Heldigt. Sagen er simpelt den, at jeg for et Aars Tid siden, mest i stille Nætter, skrev et større poetisk Arbejde ved Navn "Valkyrien", et nordisk Digt i tyve Sange. Dette har jeg, da jeg var overbevist om mit Arbejdes Modenhed og indre Gehalt, udgivet, og det udkom paa min 25-aarige Fødselsdag. - Det er nu læst af de Fleste, og den almindelige Mening er i høj Grad for det. Forskjellige Blade ofre mig flere Spalter med den største Anerkjendelse, og "Berlingske Tidende" har under 12te dennes tillagt mig Rang med virkelige Digtere. - - Bogen er naturligvis udgivet anonymt. - Nu, da jeg altsaa maa anse Sejren for temmelig vunden, kan jeg da meddele Eder Resultatet, uden at jeg behøver at være bange for at sætte Eder i Uro derved. _ Tante Jette og Onkel Nicolaj, der ligesom alle de Andre her i Huset ikke have anet det Mindste om denne Sag, fik Historien at vide igaar, og de ere rigtig glade derover. Tante Jette mistede jo rigtignok i den Anledning sin Nattesøvn; men jeg tror, det væsentligst var af Glæde. Naturligvis ser jeg jo godt, at De, der holde mest af mig, kunne udsuge Bekymring af dette Resultat; de ville let, især naar de ikke ret have Tro til mig, sige: "Nu bliver han udsat for Hovmod og Forfængelighed, og hvorledes skal dette dog løbe af? Og hvad bliver der nu af hans Examen, etc. etc.?" Hertil kan jeg, mine kjære Forældre, ikke sige Andet, end hvad jeg sagde til Onkel Nicolaj og Tante Jette: at det er min bestemte Vilje at tage Examen, at jeg fremdeles vil leve stille og afsondret, indtil dette er naaet, og at den Anke, der muligvis kunde rejses imod mig, fordi jeg nu har stjaalet Tid fra min Examenslæsning til dette Arbejde, at den nærmest falder paa Vorherre, der har skabt mig saaledes, at jeg først har indladt mig paa dette Arbejde, da jeg mærkede, at jeg ikke kunde lade det være. -- Gid da ogsaa I, mine kjære Forældre, ville tage denne Begivenhed som noget Glædeligt og tro, at den Flid og Kraft, som i saa høj Grad fordres til et saadant Arbejde, vel ogsaa med Tiden maa kunne opnaa andre, Eder maaske mere velkomne Resultater. - Jeg har iøvrigt den Tro, at dette Digt vil tiltale baade Dig, min kjære Fader, og Dig, Moder! -- Jeg har paa mange Steder en hel aandelig Baggrund bag de rent reelle Træk, hvilket I jo nok ville se, f.Ex. i Dragen, hvormed jeg har villet fremstille den personificerede Fordom. -

H. C. Andersen har ved denne Lejlighed mødt mig med overordentlig Kjærlighed. Han havde ganske løst hørt, at jeg skulde være Forfatteren, og da han havde læst Bogen, satte han sig strax begejstret ned og skrev til Forfatteren; men hvor skulde han komme af med det? Derpaa var han gaaet til Collins og havde sagt: "Jeg ved fra sikker Haand, at det skal være ham - jo, jeg løber strax derhen." "Det gaar paa ingen Maade an" mente Collin; "sæt nu, at det er galt, hvilken Ubehagelighed udsætter De da ikke den unge Mand for!" Derpaa havde han længe gaaet op og ned foran en vis Gaard i Bredgade [Frederik var nemlig efter at Blædel var bleven Sognepræst ved Garnisonskirke, atter flyttet ind dér i Huset og skrev der "Valkyrien], uden at han turde gaa op. Dog næste Morgen kom han, men traf mig ikke, og jeg gik da til ham. Han modtog mig med den ham overordentlig ejendommelige Hjærtelighed: "Jeg maa først sige Dem, at jeg ikke holder af disse nordiske Digte, fordi jeg slet ikke kan lide disse Heltekvinder, som mangler alt Kvindeligt. Jeg begyndte da paa Bogen med stor Uvilje; men da jeg havde læst lidt, sagde jeg til mig selv: "Han er jo genial!", og jo mere jeg læste, desto mere glædede jeg mig. Deres Bog er ret digtet! Den er det Betydeligste, der er kommet, siden det blev stille. Alle de Andre have kvidret som Smaafugle; men De giver noget Mere, De giver noget Objektivt. Jeg er rigtig glad derover; det er jo dejligt, og nu, skal De se, kommer Solskinnet, det kommer!" -- Og saa trykkede han begge mine Hænder saa varmt, saa mig saa inderlig kjærlig ind i øjncne, fik Taarer i øjet - og jeg med. Vi havde det godt med hinanden, og glad og fornøjet gik jeg fra ham.

- Gid I nu maa læse Bogen med samme Glæde som han, og lov mig iøvrigt ikke at tale om, at Eders Søn har skrevet den. Jeg haaber ikke, at I ville misforstaa denne Hemmelighedsfuldhed, indtil Sagen var afgjort; den har jo ene sin Rod i Kjærlighed. Tante Jette siger, at hun er mig overordentlig taknemmelig derfor. [...]

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost