Dato: 14. januar 1832
Fra: Henrik Hertz   Til: Sylvester Hertz
Sprog: dansk.

Kbhv. d. 14. Jan. 1832.

Kjær Broder. Tak for Dine og Cæcilies gode Ønsker for det nye Aar. [...] I sidste Nummer af Litteratur-Tidende staaer en Recension over Nytaarsgaven. Den er af Jens Møller og altsaa grumme vrøvlagtig, men meget smigrende. Ogsaa han har den dumme Mening, at jeg har sagt, at "Formen er Hovedsagen i et Digt", skjøndt jeg synes tydeligt nok at have viist, at hverken Form eller Idee ere Hovedsag, men begge lige vigtige, og at begge maa være uadskilleligt forbundne. - At Andersen ved Form forstaaer Versification, er altfor barnagtigt, til at man kan blive vred derover.

Den hyppige Gjætning paa mit Navn har gjort, at nogle af Dine ældre Venner spurgte Jacobsen, om det ikke var Dig, der meentes. I Anledning af denne Gjætning maa jeg fortælle Dig en snurrig Historie. I et Selskab, hvor en Ven af mig var tilstede, erklærede Fru Heiberg, at hun vidste, hvem der var Forfatteren til Amors Geniestreger. Paa nærmere Spørgsmaal forklarede hun, at hun næsten hver Gang Amors Geniestreger spilledes (hvori hun er Lotte) bemærkede paa 1ste Bænk i Parquettet lige ved Orchestret en ung Mand med purret Haar, Skildpaddes Briller, noget bleg (kort hun skildrede mig til Punkt og Prikke), der fulgte Spillet med en saa udeelt Opmærksomhed, at det umuligt kunde være andet, end at det maatte være Forfatteren, ja, hun vilde leve og dø paa, at det maatte være ham. Fremdeles havde hun bemærket en Aften, da man gav Amors Geniestreger og Andersens »Skibet«, at hiin Person ved det sidstnævnte Stykke havde siddet som i Dvale og kjedet sig (deri havde hun Ret), men ved et Sted, der klang patriotisk, og hvorved Publicum klappede, faret op og - ladet, som han klappede. Hun havde saa ofte villet spørge sine Bekjendtere, hvem denne Herre var, men naar hun vilde vise ham til En, saa var han altid igjen forsvundet fra sin Plads. - -

Farvel, Farvel, kjære Broder.

Din Anonymus.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost