Jeg for omtrent Halvhundred Aar
har kiendt en Ven; i ringe Kaar
den Ven er født i Nabolau,
men tog saa bort med Vandringsstav;
saa mange Aar gik hurtigt hen
og endnu saae jeg ei min Ven, -
Da siden hørte jeg min Ven var her i Byen;
Jeg saae ham gaae forbi, men som et Syn,
og strax mig faldt den Tanke ind,
det er Digteren Andersen med sit muntre Sind,
men da jeg ikke kjendte ham bestemt,
at kalde paa ham, dertil var jeg for beklemt,
Nu har jeg siden mange Gange hørt om ham,
der rejser Verdens Riger rundt uden Skam,
han teer sig som en Digtermand saa brav.
Det er en anden, en ældre Vandringsstav,
den har opsvungen ham til Stormand hos de Høie,
og det er mig en Glæde, der ei sig let kan bøie.
Den største Glæde, jeg af min Ven her nyder,
det er nu at see ham her, hvor Glæde for ham lyder.
Lev da nu vel min gamle Barndomsven, du blev
derfor af Odense Borgere hædret med Æresborgerbrev,
Tak Gud for Helbred, Hilsen, Velsignelse og Lykke,
det er dit sande Guddoms Smykke.
Odense, den 8. December 1867.
Deres ærbødige hengivne
M. Hagenau.
