H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra Carsten Hauch til H.C. Andersen 25. februar 1830

Hop forbi menu og nyheder

Dato: 25. februar 1830
Fra: Carsten Hauch   Til: H.C. Andersen
Sprog: dansk.

Erklæring

Mange Bevægelser kunne finde Sted i en Litteratur, meget kan opstaae og forgaae,hvorpaa man ei behøver at tage Hensyn, da Tiden almindelig haandhæver en streng Ret, og da hvad der ei er baseret paa noget Uforgængeligt, hvad der bærer Spiren til Undergang i sit eget Indre nok vil forsvinde af sig selv. Men der gives en fordærvelig Virksomhed, der ei bør forbigaaes med Taushed; hvo der angriber det Udmærkede og Sieldne, bør vel finde sig i at hans Rettighed hertil, samt at hans egne Frembringelser underkastes en streng Prøve. Hr. H..s Vaudeviller vilde, da jeg, som de fleste andre, i dem, trods deres overfladiske Tone, erkiendte Talent, vanskelig have bragt mig til at gribe til Satirens Vaaben. Men Hr. H..s hovmodige Selvros, hans Bestræbelser for at stemple det Ephemere til noget Evigt og Stort, hans praleriske, directe og indirecte Forsikringer om, at hans Værker vare af en uforgængelige Natur, hans Paastand, at Critiken med hans Blad skulde begynde i Danmark, og især hans Angreb paa Holberg, Ewald, Schulz, Oehlenschläger fortiente vel en alvorlig Revselse, de fortiente vel, at man lidt nøiere blottede Manglerne i det han vilde sætte sig i hine Digteres Sted. Ligesaa gierne kunder hr. A. for mig, saalænge han vilde, ahve underholdt sit Publicum med sin diffuse Snak, som han sælger for Humoer, og med sine vilkaarlige Phantasterier, som han udgiver for ægte digtersk Phantasie, men hans ny, for ham selv vistnok meget beqvemme Maaade, at frembringe det Comiske paa, ved at indfatte en udmærket Mand og en Stymper i den samme Ramme, og ved hoverende at stræbe efter at hænge en Narrekappe paa det Udmærkede paa eet Sted, i det han paa et andet forsikkrer, at han for Resten har den største Agtelse derfor, mishagede mig i høieste Grad, og fremkaldte mit Angreb. Det er kun Kaadhed, ei Humor, at lade Nathan den Vise fremtræde i Spidsen for Molboeflokken, det er kun Mangel paa ægte Følelse og Dømmekraft, at sætte Goethes Werther ved Siden af den klynkende Siegwarthe, at omtale Schillers Jeanne d'Arc og Reiser, Hamlet og Spieß omtrent paa samme Maade. Vil hr. A., at man skal overbære med ham, som med en Begynder, da vise han selv Beskedenhed mod Mænd, hvis Skoremme han, selv i sin Fuldendelse, vanskelig vil vorde værdig til at løse. Det Comiske frembringes ei ved uden Agtelse, eller i det mindste ved uden Overlæg, at kaste Alt i Fleng imellem hverandre, ligesaalidet som et Digterværk frembringes ved at phantasere uden Forbindelse, thi dette har kun Hiem i en usammenhængede Feberdrøm, som Ingen har Ret til at byde et vaagent Publicum. Det Humoristiske bestaaer ei i kaad ligegyldig Persiflage, men i en med Alvor blandet Spot, der bryder sig Vei selv giennem de bizarreste Vendinger, i en Agtelse for det Ophøiede, der er stor nok for at kunne tillade sig at lege med det Almindelige; og er end ikke hertil en streng Sammenhæng i Plan altid nødvendig, saa er dog Sammenhæng i Digterens Subjectivitet nødvendig. Den første Betingelse til den, der offentlig vil opløfte sin Stemme, er at han maa vide hvad han vil, og dette synes Hr. A., mod hvis Værker jeg har meget, men mod hvis Person jeg Intet har at invende, da jeg ikke kiender den aldeles ikke at have Ahnelse om.

At Hr. A. forresten forekaster mig selv en usædelig Fremstillingsmaade er sikkert Noget, som Enhver, der med halvaabent Øie har læst mine Digte, maa smile ad. Tvang mit Emnes Naturmig til et Par Gange at berøre den sandselige Kierlighed, da har jeg skildret den streng, alvorlig, i sine gyselige Følger, og sikkert har jeg snarere skiult, end paa en utilladelig maade fremhævet det Vellystige i Stiuationen.

At det ei er personlige Grunde, der have bragt mig til at angribe min Modstandere, men kun alvorlig harme mod Enhver, der trodser det Sande, go spotter det Skiønne, troer jeg og let at kunne godtgiøre. De faa Angreb, der vare stilede mod mig i Flyveposten vare af den Art, hvilken man ei behøver at tage til Gjenmæle mod. Tvertimod begyndte Vedkommende, ved min Hiemkomst til mit Fædreland, høit at berømme mine Værker, saa at jeg blot havde behøvet upaatalt at finde mig i de Angreb, der giordes paa udmærkede Mænd, for selv at undgaae Misfornøielse fra den Kant, men dette vilde jeg ikke, og derfor anseer jeg Vedkommendes Angreb som en Ære, til hvilken jeg bestandig skal stræbe at giøre mig værdig.

Forfatteren af den babyloniske Taarnbygning.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost