Dato: 31. maj 1831
Fra: Charlotte (Lotte) Øehlenschläger   Til: Edvard Hvidt
Sprog: dansk.

Min elskede Edward!

Jeg er ganske uroelig over ei at have faaet Brev fra Dig saa længe, thi mine to sidste Breve maae Du alt for længe siden kunne have. Jeg haaber ei, at Du er vred paa mig over min ubegribelig lange Taushed, i det mindste var det høist Uret af Dig, og jeg kiender ei en saadan Uforsonlighed hos Dig. Du troer mig vel allerede nu i Töplitz, men desværre er der kommet saa mange Hindringer i Veien, saa vi endnu sidde i god Roe i Leipzig. Jeg længes nu inderlig efter Dig, min Edward, og alle mine kiære, men dog gjør det mig ubeskrivelig ondt at maatte forlade mine Venner her, som ere blevne mig uundværlige. Ottiiie er mig en stor Trøst, den søde Engel, naar hun kun altid kunde blive hos os. Veed Du ingen Mand, som kunde passe til hende? Jeg studerer bestandig derpaa. Du vil komme til at elske hende, maaaskee meget for meget, thi hun er altfor fortræffelig og elskværdig. Jeg havde igaar en mageløs Overraskelse. Jeg sidder med Pauline i Sophaen efter Bordet, Tieneren kommer ind og siger, at der er en Dansk som ønsker at tale med mig, og da jeg siger, at han skal være velkommen, styrter A n d e r s e n ind af Døren med Benene over Kors, saa jeg aldrig havde troet, at han var kommen heel derfra. Jeg kunde ikke frembringe et Ord for Latter, og vi bleve staaende i nogle Minutter ligeoverfor hinanden grinende som to Forrykte. Pauline og en ung Herre, som var tilstede, vidste ikke, hvad de skulde begynde og toge derfor ogsaa det Partie at lee, saa det virkelig var en Situation, som var værd at males. Han spiser her til Middag idag, og jeg glæder mig sandelig til ham. Han hilsede mig fra Dig, og da jeg spurgte ham, hvordan Du befandt Dig, svarede han paa sin naive Maade: »Han bliver feed, -- holder De ikke nok af det? De kan jo see paa mig, hvor hæsligt det er at være mager.« Brockhaus, som kom ind i Stuen, troede effectiv, at det var en Gal og skyndte sig bort. Jeg kan ikke nægte, at jeg holder af ham, thi han har noget meget godmodigt. I dette Øieblik modtager jeg Dit Brev, og seer med Forundring, at Du er reist til Kønigsberg. Du havde vel kunnet skrive mig et Par Ord derom i Forvejen. Jeg veed nu egentlig slet Intet. Du skriver, at Du glæder Dig til at see mig, men skriver ikke, om Du vil komme hertil eller ei. Jeg er ganske vred over, at Du ei har Tid at skrive mig et Par ordentlige Linier, jeg veed jo hverken ud eller ind, heller ikke skriver Du, hvornaar Fader kommer hertil, kun at han er reist til Kiel. Jeg beder Dig, dersom Du har i Sinde at komme, saa at gjøre det saa snart som mucligt, ellers troer jeg ikke, at Du bryder Dig det mindste om mig. Jeg kan ikke nægte Dig, at jeg finder det besynderligt, at Du slet ikke meddeler mig Din Reiseplan. Du skal ellers ikke genere Dig, dersom Du ej har Lyst til at komme hertil, --- bliv Du kun, hvor Du moerer Dig bedst. -- -

Din LOTTE.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost