Kære Gotfred og Margrete, kære, kære venner, så må jeg atter skrive! - Tak for brevet [...]
Sigurd Jorsalfar, som jeg nu skriver af, stæmmer i den samme tone, om også for sin tid. Det er et fjældfolks rørende fædrelands-kærlighed, som kroner stykket, og Eystejns spørgsmål til sin bror: om han ikke tror det påtide at afgøre, om Norrøna-folket virkelig skal blive boende her eller ej, - er det afgørende. Stykket har tre akter, som før mældt, og annen akt er den for scenen virkningsfulleste, som jeg har skrevet, så tredje kommer ovenpå den i en vis højtidelig stilhed, ligesom regn-vejret efter torden. Det udmærker sig ikke ved så kaldte store tanker, men det er tæt og grejt, og det har en dyb følelse. Jeg havde begyndt på klokker-familien, et sang-spil i to Akter, da Andersen kom, og jeg i tre uger måtte være den æskværdige gamle mands barne-pige, med en omkostning af tid og pænger, som jeg virkelig ikke havd råd til. Nu har jeg måttet lægge det tilside, for dog at få Sigurt istan; men hvorledes skal jeg videre bære mig ad? [...]
Eders
Bjørn
