Dato: 2. maj 1847
Fra: Meïr Aron Goldschmidt   Til: Knud Christian Nielsen
Sprog: dansk.

Calatafimi, d. 2den Mai 1847

[koncept til brevet:]

Det eneste Ubehagelige var, at jeg blev greben af en saa heftig Lyst til at blive i Rom og studere, at jeg næsten blev ude af mig selv af Smerte ved at indsee, hvor umuligt det var, og tabte Traaden i min Reiseplan. Mit Ophold i Rom blev herved en Blanding af den høieste Lyksalighed og den bitterste Smerte, og jeg føler, at jeg aldrig i mit Liv vil faae Sjælero. Jeg beder Dem forstaae dette sidste cum grano salis. Den Uro, jeg vil føle, er en fortærende Tørst efter Viden, en rastløs Higen efter at gaae tilbunds i Tingene, efter at finde den sidste Grund og løfte Sløret for Skjønheden. En anden Uro, af meer underordnet Art, vil jeg fØle i Hjemmet, nemlig Længslen efter det skjønne Syden. Syden, navnlig Sicilien, er langt skjønnere, end Digtere og Malere have beskrevet, ligner næsten slet ikke de Billeder, man seer og læser. Ikke en eneste Digter har ret fattet Sydens Natur eller havt Ord for sine Følelser, undtagen maaskee Göthe i "Kennst Du das Land«. Og der er i dette Digt, som han skrev før sin italienske Reise, langt meer Anelse end Bevidsthed, langt meer Drøm end Virkelighed, det er en Propheti, ikke en Beskrivelse. Jeg troer virkelig, at de fleste nordiske Digtere blive fordærvede her, fordi Anelsen og Længslen, den nordiske Digtekunsts Sjæl, her hører op; man lever her digterisk, men digter ikke. Eller Sagen er, at de nordiske Digtere, som reise hjem, lade en Deel af deres Sjæl tilbage og kunne ikke finde sig selv igjen i Hjemmet. Havde de olympiske Guder skjænket mig den Gave at digte, saa skulde jeg kunne beskrive Syden, det føler jeg; til en blot Reisebeskrivelse vil jeg ikke nedlade mig. Endnu mindre vilde jeg skrive en saa slet Bog som Andersens »Improvisatoren«; for at see, hvor sjælløs og jammerlig denne Bog er, maa man læse den i Rom.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost