Dato: 24. april 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Robert Watt
Sprog: dansk.

Den fem og tyvende i hver Maaned gaaer fra Bordeaux til Rio Janeiro et af de største, velindrettede keiserlige Skibe; det anløber Lissabon; allerede havde jeg meldt min Ankomst der med Fartøiet, som man antog vilde indtræffe den otte og tyvede April.

Veiret var ugunstigt og stormende; den spanske Sø, vidste jeg, var ingen Lystfart; men gjennem Spanien, hvor endnu ikke Jernbanen var aabnet mellem Madrid og den portugisiske Grændse, vildet det blive en besværlig og længere Reise; jeg var ubestemt. Da læste jeg paa Gadehjørnet: "Ristori er i Bordeaux," hun træder op som Medea og som Maria Stuart. Endnu har ingen tragisk Kunstnerinde i Udlandet, selv ikke Rachel, saaledes betaget og opfyldt mig som Ristori; jeg havde tidligere i London seet hende som Lady Macbeth; Scenen, hvor hun gaaer i Drømme, er bleven mig uforglemmelig som den mest Fuldendte af tragisk Kunst. Jeg besluttede at blive et Par Dage endnu for at se Ristori og da at lægge Reisen over Land, opgive Søveien, hvor Stormen idelig blæste, se igjen en Del af Spanien, som jeg for et Par Aar siden med saa meget Udbytte havde besøgt. Nu, først og fornemmelig var det at se Ristori som Medea.

Det var i Sandhed storartet! Det var Tragedien selv, der i hende aabenbarede sig; her var en saa plastisk Skjønhed, en saa gjennemtænkt og følt Gjengivelse af Medeas Karakter, man forstod, at en Kvinde som hun kunde dræbe sine Børn, og selv heri just være Moder af det fulde Hjerte. Ristoris Stemme er saa klangfuld, den er som en Musik, der i Forening med Betoningen og det sjælelige Udtryk gjør, at selv, den, som ikke forstaaer det italienske Sprog, dog forstaaer Tanken af det, hun sigeer. Uforglemmelig er mig Slutningsscenen, det Blik fuldt af Kjærlighed og Sjælekamp, hvormed hun seer paa sine Børn, og derpaa Smerten, Moderhjertets hele Inderlighed, hvormed hun betragter de Smaa, hun har dræbt; man faaer Taarer i Øinene derved. Og nu, idet deres Fader spørger hende; "Hvo har dræbt dem?", løfter Medea sit Hoved, fæster sit Blik paa ham og siger: "Du!" I dette ene Ord ved Ristori at lægge en saa gribende Kraft, at det risler os koldt ned ad Ryggen. Med Ristori døer Tagedien; hvo skal kunne træd ei hnedes Sted?

H. C. Andersen

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost