H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Laura Tønder Lund 12. oktober 1827

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Nasjonalbiblioteket +Oslo

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 12. oktober 1827
Fra: H.C. Andersen   Til: Laura Tønder Lund
Sprog: dansk.

Aftenen. [Bfn 11, først offentliggjort 17.8.1827., gule Ærter i st. f. grønne]

En Aften deilig som i en Roman,
(For Rimets Skyld som Een i Hindostan).
O Alnaturen til mit Hjerte taler,
Det maa herud - "Ja, ogsaa jeg er Maler!!!"
- See, Solen synker i sit røde Blod,
Og Aander suse gjennem Skovens Toppe.
Her slumre Uskyld sødt ved Bøgens Rod,
See hvilke fede Bønder-Drenge-Kroppe!
Violer dufte fra det unge Græs,
Og hisset vandre Præstens hvide Gjæs! -
- See hist en gammel Bonde paa sit Øg,
En Fugleskræmme paa en Rosinante!
Nu holder han hist ved den flakte bøg,
Og tæller Penge af en gammel Vante;
Endnu engang han ret beseer sin Skat,
Og griber derpaa atter Tøilen fat. -
Ham Længsel driver mod det elskte Hjem.
Hvor Hytten staaer imellem Nødehække,
Men ak! kun langsomt, langsomt gaaer det frem;
See hvor han seer mod Skyens Bjerge-Række.
Dog Phantasus ham følger i hans Nød,
Og viser i det fjerne et Fad Grød. -
- Hvor malerisk staaer Fiskerhytten der!
See Vinduet kneiser med halvtredje Rude;
Hvor smile dog i Aften Solens Skjær
De halve tre imellem gamle Klude;
Og rundt om Hytten Tjørnehække staae
Broderede med Strømper og med Sokker,
Og Himlen favner Alt saa klar og blaae,
Mens Fiskerkonen hjem fra Stranden sjokker.
- Og hist paa Skrænten staar en lang Person,
Med Ansigtet saa blegt som salig Werther,
Og med en Næse, stoer som en Kanon,
Og Øine bitte smaae, som gule Ærter;
Han snakker noget Tydsk med et "Woher?"
Og stirrer derpaa ud i Vesterlide.
Hvorfor mon vel han staar saa længe der?
Ja Herre Gud! hvor kan man alting vide;
Dog er det sikkert, har jeg rigtigt seet,
En Gal - en Elsker - eller en Poet. -

--

Tanker ved en ituslagen Jyde-Potte. [Bfn 14, først offentliggjort 12.10.1827]

[HCA har tegnet tre kors]
"Du er ej mer!!!"
Din Digter græder ved dit brutte Leer.
Det blev din Lod at taale Røg og Flamme,
Dog stod du fast, du var og blev den samme.
Faae kjendte Dig paa denne store Jord,
Dog i din Død du nævnes skal i Nord;
Jeg i Avisen vil et Grav-Vers sætte,
Saa Taarer skal de Skiønnes Kinder tvætte.
Først var Du Leer, nu bliver Du det atter!
Saa gaaer det selv Naturens bedste Datter!
O var Du falden i en Kunstners Haand,
Du havde vundet ved hans Skaberaand
Som Vase da du skulde Øiet gotte,
Men Skjæbnen bød, Du blev en Jyde-Potte.
Dit Liv svandt hen saa stille ingetogen,
Som Askepot du sov i Skammel-Krogen.
Tidt saa jeg Dig imellem Røg og Ild,
Naar Maanens Straale flød paa Ruden mild;
I Dampen steeg de store Aander frem,
Og søgte gjennem Skorsteens Piben hjem,
Dig glemte de, naar de saae Stjerner tindre,
Da hørte jeg det koge i dit Indre,
Ja Du har følt og lidt som en Heltinde,
Fred med dit Minde!!! -
– En Digter hører helst sin egen Sang,
Thi vil jeg læse min saa mangen Gang,
Til Alfen kommer paa de hvide Vinger
Og Trøsten bringer.
Om Æg og Linned drømte jeg i Nat,
Da vidste jeg det ei var rigtigt fat,
Et Skriig fra Kjøkkenet jog mig af mine Drømme,
Der saae jeg dine Skaar i Suppe svømme,
Alt var Forvirring, slukt var Skorsteens Flammen
Malene græd og samlede dig sammen. -
I Gaarden skal nu dine Stumper hvile,
Smaa-Blomster snart vil fra din Grav-Høi smile,
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den dit Held dig bringer.
Hvor nu er Land var fordums Tid et Hav,
En Bøge-Skov kan voxe om din Grav;
Lad Tiden dække Alt med sine Vinger,
Maaskee i Døden den dit Held dig bringer. -
Et Sekel gaaer.
En Antiqvar vil finde dine Skaar,
Dybt i hans Indre taler høit en Stemme,
At Konge-Støv Du engang maatte gjemme;
Til et Musæum skal du Veien finde,
Som Skaar og Stumper Livets Krandse vinde.
Og nu farvel! jeg vil din Grav besøge,
Men lov mig at du aldrig her vil spøge.
Græd ei Malene
Hun har det godt,
Den salig Pot,
Snart hvile ogsaa vore trætte Bene.
[Tegning af et hældende kors på gravsted]

---

Den rædselsfulde Time. [Bfn 12, først offentliggjort 17.8.1827.]

(Phantasiestück in Callotts Manier).

Kom ei Runde-Taarn for nær, er det Midnats Tide;
Hvad mig nylig hændte der, skal I faae at vide.
Paa Bibliotheket hist er ei rart saa silde,
Thi naar Midnats Klokken slaaer er der Aanders Gilde,
Jeg forleden gik derop for en Bog at laane,
Gik en Smule der omkring, og kom til at daane;
Længe laae jeg i en Krog uden mindste Sprætten;
Da jeg til mig selv nu kom var det ud paa Natten.
Jeg er ingen Natte-Helt, derfor blev jeg bange,
Dybt i Kirken under mig ligge Døde mange;
Hvis de nu ved Midnats Tid kom herop at læse,
De i Nakken drejet mig min egen Næse.
Maanen skinnede saa bleg, Uglen sang derude,
Maanens Skin og Uglens Sang flød igjennem Rude.
Da blev jeg poetisk stemt, Gud maa hvordan vide,
O i Øieblikket svandt al min Hjerte-Qvide.
Ak! men nu slog Klokken tolv det var fælt at høre;
Alle Bøger rundt omkring saae jeg sig at røre.
Nogle skjændtes, andre sang, Sproget var lidt blandet,
Som paa Babels-Taarn det klang ganske rent forbandet.
Bøgerne fra Hylden sprang danset med hinanden,
Jeg var bange for at faae nogle Bind i Panden.
See nu blev en Kontradans underligt rangeret,
Mange Bøger danset med, skjønt ukonfirmeret.
Langs med Væggen stilled' sig store Folianter,
Det var sikkert satte Folk, eller gamle Tanter.
Badens Fru Grammatica, smukt forgyldt paa Bagen,
Kom at engagere mig, jeg blev, som et Lagen;
Ak! det krilled' i min Taa, Hjertet steeg til Halsen;
Men jeg slap, - Cornelius hende bød til Valsen.
Atlas af Pontoppidan, klædt i Svine Læder,
Med fru Flora Danica, smukt i Dandsen træder;
Reisers fürgterlige Bog sprang med Iliaden;
Uh! det suste skrækkeligt, som en Storm fra Gaden.
Fra Musæet lød en Røst: "Hvad er her paa Færde?"
"Schwerenot! i lærde pak! vil I være rolig?
"Unde I ei Helten Ro i sin sidste Bolig?
Hvad er vel en lurvet Bog mod en Panser Plade!
I er kun Peer Madsens Gang, vi er i Østergade!"
Og nu hugget Sværdet om, saa at Funker lyste,
Det var fælt det kan I tro, al mit Hjerte gyste,
Bøgerne fik ogsaa Skræk, hver et Blad jo bævet,
Som en broget Fugle-Hær de til Hjemmet svævet,
Og paa Hylderne i Hast deres Pladser søgte.
Men hist i Museet, ak! det langt værre spøgte.
Op af hver en Askepot steg de Dødes Bene,
Uh! en Ild-Strøm risled' mig gjennem hver en Sene.
Sylfelet jeg følte mig, Døren op jeg sprænger,
Ak! Hvad seer jeg! – Rundetaarn er der ikke længer.
Støtten liig i Don Juan Taarnet promenerte,
Men slig Vandring kan I tro, her mig fælt generte.
Afgrund for og Aander bag, værre er end Døden,
Maanen stod saa rund og feed, hjalp mig ei i Nøden.
Som en Sappho stod jeg her, Vinden tog i Kjolen,
Nede Vægteren jeg saae, Blaae, som Martsviolen.
Deilig var min Monolog, Ingen den kan fatte;
Først jeg selv min Død begræd, lod mig derpaa dratte,
Vinden peb i Marv og Ben, alt mit Indre raaber,
Men til Lykke havde jeg hos mig Hoffmanns Draaber.
Au! - Det var et hæsligt Stød. – – – –
- - – – Himmel! se dog bare,
Jeg jo ligger i min Seng uden mindste Fare.
Ak, det Hele var en Drøm, Himlen være lovet!
Læser gid du vaagne maa, dersom du har sovet!

--

Sjælen[Bfn 17, først offentliggjort januar 1828, men med andet begyndelsesvers samt andre ændringer.]

Væsen du, som mig opliver,
Aand som lever i mit Bryst!
Du, som Liv og Kraft mig giver
Higende mod Lysets Kyst!
Er Du vel en Guddoms Aand,
Som forvildet sank fra Himlen,
Og nu under Støvets Baand
Sjunken dybt fra Stjerne-Vrimlen,
Venter paa den nye Vinge,
Som skal Dig til Hjemmet bringe?

Ingen fatter dig, du Høie!
Du jo selv dig ei forstaaer;
Drømme svæve for dit Øie
Og en Evighed dig spaaer.
Naar den sidste Time slaaer,
Naar den tunge Jorddragt falder,
Hvorhen mon da Veien gaaer?
Hvor mon Herren dig da kalder?
Straaler da for dig i Døden
Evighed bag Morgenrøden?


Skal endnu du her vel vandre
Skjønt dit Støv er bragt til Ro?
Skal, skjønt useet af de Andre
Du endnu paa Jorden Bo?
Skal du see det Frø sig hæve,
Som din Haand her saaede ud?
Skal du fra dets Krone svæve
Nærmere mod Lysets Gud?
Skal du end herneden skue
Større Glimt af Almagts Lue?

Skal Du useet kunne svæve,
Did hvor Længsel driver Dig?
Skal du blandt de Elskte leve,
Som en Engel, lykkelig?
Vil da lyst for Blikket staae
Hvad ei Støvet kunde fatte?
Skal, som Tanken du udgaae,
Skue alle Jordens Skatte,
Og i Aande-Vrimlens Klynge
Ære, Priis, Alherren synge?

Eller skal du dristigt svinge
Dig i det umaalte Blaae?
Høre Sphærerne at klinge,
Og den dybe Klang forstaae?
Eller er det i det Fjerne,
Høit, hist under Nattens Blaa,
At du paa en venlig Stjerne
Først fra Støvet luttres maa,
Før du med de Engle glade,
Kan dig i Guds Straaler bade?

Eller – Nei! – Ha fæle Tanke!
Aand forgaaer Du ved vor Død?
Skal saa kort mit Hjerte banke,
Og forgaae i Intets Skjød?
O hvi maatte du da brænde
Efter Himlens Høie Fred?
Hvorfor mon da Herren tænde
Anelse om Evighed?
"Lev og nyd!" blev da, o Gud,
Livets store, sande Bud.

Nei, o Aand! du lever! lever!
Ellers var jo Gud ei Gud;
Til en Salighed du svæver,
Som kun Engle stamme ud.
Som paa Tankens stærke Vinge,
Du kan her hver Genstand naae,
Skal, som Aand, du fri dig svinge,
Skue Alt, og Alt forstaae.
Fortid, Nutid, Fremtid skue,
Luttret ved Gud Faders Lue!

--

Det døende Barn [Bfn 13, først offentliggjort 25.9.1827.]

#

Moder jeg er træt, nu vil jeg sove!
Lad mig ved dit Hjerte slumre ind.
Græd dog ei, det maa du først mig love,
Thi din Taare brænder paa min Kind.
Her er koldt, og ude Stormen truer,
Men i Drømme, der er Alt saa smukt,
Og de søde Engle-Børn jeg skuer,
Naar jeg har det trætte Øie lukt.

#

Moder! seer du Englen ved min Side?
Hører du den deilige Musik?
See han har to Vinger, smukke, hvide,
Dem han sikkert af vor Herre fik?
Grønt og Guul og Rødt for Øiet svæver,
Det er Blomster Engelen udstrøer;
Faaer jeg ogsaa Vinger mens jeg lever,
Eller, Moder, faaer jeg naar jeg døer?

#

Hvorfor trykker saa du mine Hænder?
Hvorfor lægger du din Kind til min?
Den er vaad, og dog som Ild den brænder,
Moder, jeg vil altid være din!
Men saa maa du ikke mere sukke,
Græder du, saa græder jeg med dig,
O jeg er saa træt! – maa Øiet lukke! –
– Moder – see! nu kysser Englen mig!

---

Til min Moder. [skrevet 1823, Bfn 34, først offentliggjort 12.7.1829. Her nyt første vers!]

Naar i Natten Du paa Leiet knæler
Og i Bønnen nærmer dig din Gud,
Moder, da min Tanke hos dig dvæler,
Over Land og Søe den svæver ud,
Mærker da du Noget, som sig rører,
Og i Luften Harpe-Klang du hører,
Da er det din Søn, som er dig nær,
Ført af Phantasus, som har ham kjær.

I Barndoms Kraftløshed, paa Moder Arme
Du baer mig, lærte Læben stamme: "Gud!"
Jeg fra dit Bryst udsuget Liv og Varme,
Du lærte mig at kjende Herrens Bud.
Nei aldrig skal jeg glemme hine Goder,
Og hvad jeg lærte af min fromme Moder,
Men evig, trofast, barnlig, elske dig,
Saaledes som du altid elsket mig. -

Naar Aanden modnet folder ud sin Vinge
Naar jeg tør værdig Digter-Harpen slaae,
For Gud og Dyd skal da dens Toner klinge,
Og, som en Virak Guddoms-Tronen naae;
Da vil du glædes, Fryd skal dig forynge,
Da vil din Søn i Aftnen for dig synge,
Du sang jo før for ham i Barndoms Tid,
Om ei saa stærkt, men from, enfoldig, blid.

Jeg ved det Moder, hvad mig Gud forlener,
Min hele Lykke ene skyldes dig,
Thi ikke jeg mit store Held fortjener,
Men kun for din Skyld Herren elsker mig.
I mangen søvnløs Nat din Bøn jo lyder,
For mig din hede Moder-Taare flyder,
Du beder varmt til Herren for din Søn,
Og Godheds Gud opfylder Fromheds bøn!

---

Livet[Del af Bfn 23, først offentliggjort 2.1.1829.]

Hvad er vort Liv? - o see det svinder brat,
– Et Stjerne-Skud i Evighedens Nat –
Et Skridt fra Intet til et Intet atter,
Hvad eller til – hvad ikke Tanken fatter!

---

Til Frøken L. Tønder Lund i Tronhjem

fra

Andersen

Kjøbenhavn den 12 October 1827. -

Tekst fra: Solveig Brunholm