Dato: 22. august 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Catharina Maria Bügel, f. Adzer
Sprog: dansk.

Nysø den 22 August 1839

Kjære Fru Bügel!

Her er jeg da endnu, hvor jeg samler Kræfter til Vinteren! jeg spadserer i Skoven, springer i den salte Sø, spiser og drikker. Göthe og Claudius ere mine usynlige Ledsagere paa Spadseretourne, imellem læser jeg et lille Digt af dem for at faae lidt aandelig Luft og saa glider den ene Dag med lette Bølgeslag henover den anden. Thorvaldsen er derimod anderledes flittig, men han har jo ogsaa først samlet Kræfter herude. Han begynder at arbeide Klokken 8 og bliver indtil Middag Klokken fem. Han har fuldført et smukt lille Basrelief: Christus som lader de smaae Børn komme til sig, det er bestemt til et Asyl i Kjøbenhavn; desuden har han fuldendt to Stykker af Frisen til Forhallen i Frue Kirke; det forestiller Kors-Vandringen; man seer Bødelknægten med Stigen; i en Kurv bærer han Naglerne, Korset ligger tungt paa Christi Skulder, men [han] gaaer rolig og ubøiet fremad; nu følger en smuk Gruppe af Moderen som besvimer mellem nogle Qvinder, Johannes staaer tæt ved. Dem følger to Præste[r] til Hest, hvoraf især den ene Præst er smuk; saalangt er han kommet. Thorvaldsens egen Statue er ogsaa betydeligt fremme og ligner smukt, det vil sige den synes yngere, end han selv er og giver os manden i naturlig Størrelse; han har kun en Slags Bluse paa, sammenholdt ved et Belte. Jeg skal hilse Dem fra ham, han spurgte ved min Ankomst til Deres Jomfru Hansens Befindende, spurgte mig om Fru Berner. Jeg har aldrig seet ham saa munter, rask og rørig herude, han synes imellem ungdommelig og siger mange djærve Pudsigheder. Igaar aftes sprang vi begge to "Jaleo di Xeres". Fu Stampe gjør da ogsaa alt for ham, sidder hele Dagen med sit Sytøi, ved hans Side og gaaer ham til Haande, som Haandtlanger; hver Middag efter Bordet kjøres han en Tour et eller andet Sted hen og om Aftenen maa Damerne musicere for ham. Jeg gaaer hver Formiddag eensom, i den nære Skov og danner i Tankerne et nyt Arbeide jeg vil tage fat paa naar jeg kommer hjem, det er en Ahasverus. Paa Søndag vilde jeg forlade Nysø, men jeg har maattet love Baronessen at udsætte det til Onsdag den 28de det er tre Dage længer; gjerne havde jeg lagt Veien over Møen, men Finantserne ynde den korteste Vei hjemad og saa maa man lyde saa stærke grunde. - Vi have to Gange havdt Besøg af Kjøbenhavnere,nemlig Frøken Brown og Frøken Colbjørnsen, som i denne Tid opholde sig hos Kammerherre Raben. Man bad mig for nogle Aftener siden, just da Holbergs Buste var fuldendt i Leer, at sige et Impromtu til Thorvaldsen, og jeg sagde øieblikkelig til Alles Tilfredshed følgende Ubetydelighed:

"Nei, Danmark skal ei eie Holberg meer!

"Jeg bryder Leeret, som hans Sjæl omfatter!"

Saa talte Døden. "Af det kolde Leer",

Bød Thorvaldsen, "skal Holberg fødes atter!" -

Veiret er ellers ret taaleligt, Solen kunde jo gjerne skinne varmere, vise sig lidt oftere, men lidt er den dog endnu ved Kræfter og Blæsten river imellem Hul paa Sky-Gardinet, saa man kan faae et lille Sol-Bad. - Nyt hører vi ikke, thi her ere ingen andre Aviser, end Berlings og den kommer i Bunke, naar Ugen er omme! - Her har da i Sommer været næsten alle Landets Poeter paa Nysø, fortæller Baronessen, Gud veed om jeg ikke er kommet her med for Tallets Skyld.

Her har da været, Øehlenschlæger, Hauch, Ingemann, Grundtvig, Søtoft, og H.C. Andersen. Af Avisen seer jeg at Fru Heiberg bliver borte hele September, jeg vil da haabe at hun ikke er saa daarlig, som Hr Natanson fortæller i "Berlingen". Drevsens ere da nu paa Hjemveien, maaskee besøge de i dette Øieblik Brocken. Nu sender jeg en Bouquet af Hilsener, som min Brevdue holder i Næbet, den største Blomst er til Fru Bügel, paa hvert Blad staaer skrevet, "raske Been og godt Humeur!" Den næste Blomst er for Jomfru Hansen, thi da De og Hun altid sidde nærmest maa Deres Blomster ogsaa gjøre det; saa kommer een til Fru Berner og den lille Ungdom som følger med, de andre Hilsner maa De selv fordele! tre a fire kunne jo gaae over Sundet til "Godtfolk" der. Men nu maa jeg nok til at sige bastare! dog det er sandt, jeg har et lille Digt, det skal De have med, her er det!

En Reisende.

I den lille Kjøbstad er en Gade,
Hvor ei Tiden har forandret stort;
See, det gamle Vertshuus sin Facade
Vender ud mod Kirkegaardens Port.
Her er jo et Herberg paa hver Side,
Der til Venstre kalder Hornets Klang,
Men til Høiere lyder Psalme-Sang.
Gaden har et Herberg paa hver Side,
hvor mon bedst man hviler gad jeg vide.
Jeg maa ind til Venstre denne Gang!
#
Husets Bjælkeværk er rigt udskaaret,
Indskrift mellem Løv og Snirkler staaer,
Indenfor er Tummel hele Aaret,
Der som Fremmet kommer man og gaaer.
Men til Høiere skinner deiligt Solen,
Gjæstekam'ret er en Blomsterplet,
I det Kammer bliver aldrig grædt;
Oven over voxer natviolen.
Men til Venstre maa jeg! Aftensolen
Gaaer nu ned. Jeg føler mig saa træt!
--
Lev nu vel! Deres hengivne

H. C. Andersen

Velædle Enke-Fru Bügel født Adzer

Dronningens Tvergade, tredie Port til venstre fra Bredgaden.

frit

Tekst fra: Helge Topsøe-Jensen (Topsøe afskrift)