Du har søgt på: kongelig*

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Til Frue Fuglsang

Mindet mig gienkalder
Barndoms søde Alder
Da var jeg saa rolig,
herrens Engle trolig
Værnede om mig.
Jeg Naturen skued'
Phantasien lued
Stærk i unge Siæl.
Let den blev opvækket
Læsning den udklækket
I Naturens Favn.

Naar Aften Solen taus i Vesten sank
Og Maanens Skive skinned' rund og blank,
Da kiærlig Moder tog sin lille Dræng
Og førte ham til hands lune Sæng.
Og medens udenfor lød Nattergalers Chor,
Hun lærte ham at bede "Fader Vor".
Jeg ældre blev og Phantasien svulmet
Den længe havde stærkt i Siælen ulmet,
Naar jeg da paa det lille Leie laae
Da syntes jeg at Englene jeg saae
Og barnlig jeg i Drømme med dem sprang
Medens Moder smukke Psalmer sang.
nu lærte jeg at læse, hvilken Himmel
Laa ikke udstrakt! Hvilken Blomstervrimmel!
Nu fulgte jeg Kong Lair paa nøgne Hede,
Og mødte Macbets Hexer fæle, lede,
Jeg med Niels Klim foer ned i Dybets Skiød;
Og græd vedmodigt ved Skiøn Valborgs Død.
Af tydske Digte jeg kun Leonore kiendte
Men hele Siælen mest for Evald brændte,
Jeg Blidhed, Himmel drak af fulde Bæger
Hos Ingemann, og Kraft hos Ølenslæger.
Sødt smildte haabet, mildt foraars grøn,
Den hele verden syntes mig saa skiøn
Nu var jeg fiorten Aar, mit Hierte brændte,
jeg Verden kun af Digterværker kiendte,
Og derfor var saa lykkelig saa froe
Og ilte bort fra Barndoms-Hiemmets Boe
Alene ud i Verdens store Vide.

Naadig Herren var god,
Mig i hans Engle fulgte;
De i Drømme gav mig Mod
Haabet ei sig dulgte.
naar jeg i den dunkle Nat
Syntes mig saa rent forladt,
Knæled jeg ved Sengen,
Atter Englene de smaae,
Jeg paa Leiet om mig saae
Røre Harpe Strængen;
Modigt jeg da Harpen tog
Barnlig den med Haanden slog,
Sang min Smærte og min Lyst
Og da lettedes mit Bryst.

Da hørte ædle Mænd de spæde Toner,
Og lyttede til Barnets svage Sang,
De saae hvor Siælen giennem Støvets Zoner
Til Trøstens Himmel saligen sig svang;
De tog da Barnet af sin fri Natur
Og satte det bag Templets mørke Muur
Det Aanden classisk kunne dannes ud,
Og eengang kraftfuld stige mod sin Gud.

Jeg græd af Glæde,
Mit Hjerte bæved'
Er Gud til stæde,?
Hans Engle svæved
Jo mildt om mig.
Sig Veien høiner
Men Maalet øiner
Dog Siælens Blik.

Heelt uvant var det mig den Vei at gaae,
Og nu jeg først min hele Svaghed saae,
Dog ei mit Qual min Munterhed bortveeg
Før dybt i Siælen denne Tanke steeg:
Mon ogsaa du har Evner? værdig er
Alt hvad man her og daglig for Dig giør.

Derfor, o gode Frue! er min Sang
Saa sorrigfuld, og dump er Harpens Klang,
Thi hvergang jeg til Strængene vil qvæde
Da svulmer Jertet Taaer dem da væde
Thi Haabets Krands har mismod rent bortlagt.
Jeg har jo hørt en hædret Stemme sagt
At jeg var en stupid forvirret Sværmer

Det er min Pligt at stræbe, vise Flid,
Skiøndt at jeg veed den kommer ei den Tid
Som Løn med Barndoms Glæder mig vil byde.

Fra Axels Stad kun nogle Glimt frembyde
Fra hiin ædle som ret elsker mig
"Vi ere alle ret tilfreds med dig!"
De trøste midlt, men ak! De sig bedrage,
Og derfor gaaer jeg mørk i Vaarens Dage
Thi misforstaae ei meer mit vaade Blik.
Jeg er jo ogsaa ret et Barn, en Daare,
At jeg tør haabe, ei min tunge Taare
Kan skaffe mig Fornuft og disse Kræfter
Som fører mig did hvor jeg stræber efter;
Thi knæler jeg med Graad i Aftenrøden
Og beder varmt: "O Fader send mig Døden!

De mener sikkert mig det ædelt Frue
Og derfor ofrer jeg Dem denne Sang.
Paa Poesie og Velklang De ei skue,
Men føel kun at den fra mit Hjerte klang;
Jeg veed ei selv i Deres midle Kreds,
jeg føler mig saa glad, saa veltilfreds,
Jeg synes mig i Axelstad igien
Og i en Kreds af Venner fløttet hen.

De misforstaaer dog ei min lille Sang?
Smiil kun, men lee ei af dens Barneklang.

Deres forbundne

Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm