H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Bernhard von Beskow 4. juli 1850

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Nobelbiblioteket +Stockholm

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 4. juli 1850
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard von Beskow
Sprog: dansk.

[ikke gotisk håndskrift:]

Glorup i Fyen den 4 Juli 1850.

Kjære Ven!

Skotlænderen Hr. Hamilton, en ung, ligesaa elskværdig, som beskeden Mand er Overbringeren af Brev og Hilsen; han ønskede især at gjøre Dit interesssante Bekjendtskab, og uagtet han ved Biskop Mynster, kunde let have faaet en Anbefalings Skrivelse til Dig fra Øehlenschlægerne, veed jeg dog at han i Mangel af denne ogsaa vil blive venligt modtaget indført af mig. Hr. Hamilton har snart været et heelt Aar i Kjøbenhavn og taler særdeles godt Dansk; jeg er her i Fyen, paa Fjerde Uge i Besøg hos den gamle Excellense Moltke paa Glorup, i ægte dansk Skov-Eensomhed, hvor jeg skriver paa mine Billeder fra Sverrig; jeg er saa opfyldt af dit smukke Fædreland at jeg næsten prædiker i Vandring til Sverrig. Vor geniale Maler Marstrand, tør jeg næsten troe at jeg har indvirket meest paa, at han iaar, med sin unge Kone er gaaet til Dalarne. Alle Kunstvennerne i Kjøbenhavn vente et rigt Udbytte af hans Udflugt did op, han bringer os vist deilige Skizzer. Jeg gav ham et Par Ord med til Dig, jeg veed ikke om Du har seet ham. - Før Pindse forlod jeg Kjøbenhavn, gik til Sorø og var hos Ingemann, der særdeles beklagede at Du ikke med din kjære Hustrue kom ud til ham, da I begge vare i Kjøbenhavn; - Fra Sorøe reiste jeg heelt ind i Jylland, til Silkeborg, hvor Brødrene Drevsen have anlagt en stor Papirfabrik, der har en saadan Fremgang at der i en Tid af fire Aar er opvoxet en heel Kjøbstad uden om; det er ved den fiskerige Guden-aae, der strækker sig en 30 Mile gjennem Landet. Her fik jeg dit sidste Brev; tak derfor; det var kjærligt af Dig ikke at glemme mig med skrevne Ord, i dit Hjerte veed jeg nok jeg bliver; gid Du kunde have gjort samme Reise som Dit Brev, Du skulde da have seet een af Danmarks skjønneste Egne, ja næsten maa jeg kalde Silkeborg Egnen for den første af alle danske; her er vort høieste Bjerg, Himmelbjerget, det er heelt af Sandjord, men løfter sig malerisk med Lyng og Blomster høit over de mægtige Ege og Bøgeskove; Søe forbindes ved Søe ved den dybe Gudenaa, og den ene Høide slutter sig til den anden; jeg følte mig her ganske henfløttet i Skottland; just Strækningen mellem Catharina Søen og Lomonds Bredder. - Siden besøgte jeg Fredericia; var paa Kirkegaarden hvor Svensk, norsk og dansk broderligt hvile; rundt om paa smaae Kors stode de Faldnes Navne, mange kjendte jeg, det var forunderligt gribende at vandre her. - Fra Ørsteds har jeg nylig faaet Brev; og hørte et smukt lille Natur-Hylding til Øehlenschlæger, da man ude [paa] Frederiksberg tog fra Skjaldens Grav de gamle Krandse for at ophænge nye, fandt man at en Sangfugl havde bygget Rede i een af disse. Det vilde have fornøiet Øehlenschlæger og rørt ham om han havde hørt det. -

Tak for Hilsenen fra Jenny Lind jeg skrev hende til, men først herfra Fyen og et Par Dage efter at Brevet var sendt læste jeg i danske Aviser at hun var kommet til Travemunde, jeg vilde saa gjerne at hun skulde have faaet mit Brev, jeg vil haabe at det ikke ligger paa Posthuset i Stockholm, jeg skrev uden paa, at dersom Jenny Lind var reist skulde det sendes efter hende; desuden stod paa Brevet, under hendes Adresse Stockholm: fra H.C. Andersen; kender Du selv en Dag til Nogen der kunde vide Besked om mit Brev, da husk paa mig. Og nu hjertelig Lev vel! hils din velsignede Hustru, og vore fælles Venner, bring mig i naadig Erindring hos Majestæterne og bevar kjærligt i Minde - din trofaste Ven

H. C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm