[ikke gotisk håndskrift:]
Säby 17 Juli 1849
Kjære, kjære Ven! Tak og atter Tak, ret ud af mit fulde Hjerte for det inderlige Venskab jeg mødte, al den Godhed Du og din velsignede Hustrue viiste mig; jeg følte mig som i et Hjem i Eders Huus, jeg forstod at I begge vare mig god, og derfor var jeg ogsaa saa stadig en Gjæst, som jeg var. Hvor det var venligt at I fulgte mig ombord, tak fra mig Frøken Walberg som gik med; da I Alle vare borte sad jeg endnu en Stund paa Dækket, saae paa Staden og tænkte paa de kjære jeg forlod; det har været mig et glædeligt Besøg i Stockholm og der har jeg nu først lært ret at kjende og skatte Dig! - Fortæl din Frue at jeg fik til Sovekammerat den Herre vi traf i Ridderholms Kirken, den meget tykke, rødmossede med polsk Frakke, han var ganske skikkelig, men Varmen var ulidelig nede i Rummet vi laae derfor begge Nætter for aabne Døre og da jeg endnu ikke var ret vel har jeg paadraget mig en meget stærk Forkjølelse, saa at jeg endnu i Dag skranter og har en Stemme som om jeg talte i Tønde. Det er jo ret ledsamt [!] paa en Reise, men jeg bliver ganske godt pleiet thi jeg er ikke paa Vertshuus; men som Du har seet af Brevets Overskrift, paa Sæby hos gamle Grev Saltza. Du undrer Dig vist, thi Bestemmelsen var ganske den modsatte, men "man raader ikke for sin Skjæbne", jeg havde plads paa Dampskibet til Motala, og skrevet derhen om ikke Een der vilde modtage mig og skaffe mig et godt Rum, men da vi om Morgenen havde passeret Søen Roxen og næsten alle Sluserne, paa to nær, jeg sad ved Frokosten, kom "Compositøren" Josephson omborg for at søge mig, han var i Besøg hos Grev Saltza og var om Morgenen Klokken 4 taget derfra for at hente mig med Grevens Vogn, dersom han traf mig ombord, og jeg havde Lyst; Det var jo en overordenlig stor Opmærksomhed, og sand Tegn paa at man gjerne saae mig, jeg kunde altsaa ikke andet end strax springe af Skibet, faae mit Tøi af, og istedet for at naae til Motala kom jeg saaledes ganske uventet til Sæby. Her er meget smukt; den gamle Mand er er nydelig mod mig og veed uendelig meget der interessere mig at høre paa; Datteren, en Fru Friherreinna Fock er, synes mig, en høist elskværdig Dame, og da jeg strax efter Ankomsten blev ganske febersyg, og lidende af stærk Forkjølelse, der i Dag er lidt iaftagende, er jeg særdeles glad ved denne forandrede Reise. Det er imidlertid min Bestemmelse, vil Gud, at reise bort Torsdag og da enten først til Wadstena eller Motala; paa disse to Stæder bliver jeg nogle Dage, og der vil det bestemmes hvorledes jeg gaaer til Kinnakulla eller om jeg gaaer. - Ved Trollhätte bliver Opholdet et Par Dage og saa seiler jeg til Göthaborg; - i alle Tilfælde, kjære Ven, møder jeg i Danmark Dig og Din Hustrue, deiligt vilde det være om det alt skeete under selve Reisen did! - Nu synes Sommeren at være kommet i Landet; her om Gaarden staaer Høet paa Engen, Roserne ere i deres fulde Flor og Solnedgangen hver Aften saa smuk; jeg har fra mit Værelse den smukkeste Udsigt paa Sæby, jeg seer hele Søen og over den, Kirken og de blaanende Granskove. Imorgen er det Grevens Navnedag, alle Bønderbørn her, komme sammen, det bliver nok en Slags Festlighed, der er ny for mig, jeg glæder mig til at see den, maa jeg nu kun være rask nok til at blive ude i Luften. - Du kan ikke tro hvor inderligt, ret som en gammel Bekjendt Friherreinden modtog mig, og hvor glad den gamle Mand synes ved mig, det gjør mig ogsaa godt, uagtet jeg jo næsten maa være forvænt ved al den Godhed man i Sverrig og rundt om i Verden altid viser mig! - Og nu mit hjertelige Haandtryk! hils din elskværdige Frue, hendes Søster og Broder, din Broder og hver som venlig mindes mig. Skulde du glæde mig med Brev da send det kun til Motala poste restante, thi om jeg er borte derfra, vil de der paa Posthuset vide hvor Brevet kan finde mig!
din inderlig hengivne
H. C. Andersen
