H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Just Mathias Thiele 11. juni 1869

Hop forbi menu og nyheder

Du har søgt på: +Registrant +Frederiksberg

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: 11. juni 1869
Fra: H.C. Andersen   Til: Just Mathias Thiele
Sprog: dansk.

[kladde hertil, se: Brev

Høivelbaarne Hr Etatsraad J. M. Thiele

Ridder af flere Ordener i: Kjøbenhavn. /

Kjøbenhavn 11 Juni 1869.

Tak for hvad de Har læst for mig af Deres "Livshistorie" ogsaa jeg [overstr: træder frem] omtales i den og tilvisse De maa kunde tegne mig, De som fra min første Optræden saae med milde Øine paa den [overstr: store] opløbne, underlige Dreng, der endnu var saa ganske Barnet der troede paa alle Mennesker og aabent udtalte hver Tanke som den kom. De har tilvisse med Hjærte og god Villie seet paa mig, men i de forskjellige Levealdere seer man Personer og Begivenheder gjennem et forskjelligt Glas, jeg kan i den nedtegnede Skikkelse ikke ret gjenkjende mig selv, særligt i Maaden jeg udtrykker mig paa, den mangler den barnlige Freidighed, som nok var mit Særkjende, men jeg troer Dem imidlertid paa Ordet.

Jeg ønsker at jeg giver Dem, som et Bilag til Deres Skrift, mine Erindringer fra Bakkehuset men da maa jeg for en Deel gjentage hvad jeg andetsteds har nedskrevet.

Enken efter Danmarks berømte Statsmand Christian Colbjørnsen, som var e4en af de første af høiere Stand der venligt modtog den fattige Dreng, boede om Sommeren paa Bakkehuset; til hende kom jeg og fandt endnu flere venlige Mennesker paa dette Sted. De kjære Ven, boede her og Rahbeks dramatiske "Yndling" Madam Andersen, som, da hun et Par Gange havde hørt mig fremsige Digte, gav mig i Spøg Navnet: "Der kleine Declamator". Jeg kom saaledes ogsaa snart ned i / Fru Rahbeks Stue, hvor den livlige, aandfulde Kone morede sig ved at tale med mig og høre paa mine første dramatiske Forsøg. Jeg havde skrevet en Slags Comedie, den læste jeg for hende og strax ved de første Scener udbrød hun: Men der er jo hele Stykker [overstr: skre] deri, De har skrevet ud af Øehlensclager og Ingemann!" - "Ja men de ere ogsaa sa deilige!" svarede jeg i al Uskyldighed og læste videre. En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjørnsen, rakte hun mig en Haandfuld Rose og sagde: "Vil De tage Dem med op, det vil vist fornøie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand." Det var tilvisse i Spøg at disse Ord bleve sagt, men det var første Gang mit Navn blev sagt i Forbindelse med Digter-Navnet, der kom Taarer i mine Øine og jeg veed at fra dette Øieblik var min Tanke vakt for at skrive og digte, det havde før kun været en Leeg, nu var det Maalet.

Rahbek selv talte aldrig til mig derude, den eneste Tilnærmelse var en Dag i Haven; han styrede lige hen mod mig, som vilde han sige et Par Ord, men i det han var mig nær og fæstede Øinenen paa mig vendte han pludseligt om igjen. Den første og eneste Gang Rahbek talte til mig var i "Theaterdirectionen", hvor jeg blev kaldet op efter at have indleveret en Tragedie Alfsol og denne var læst. Rahbek overleverede mig Skriftet og sagde at Stykket var ubrugeligt for Scenen, men at man [overstr: dog] havde fundet deri "saa mange Guldkorn", at man havde det Haab, at jeg ved alvorlige Studier, ved at komme i en Skole, og herfra lære hvad der hørte til, vilde maaskee engang kunde levere den danske Scene Arbeider, som der varr værdige at opføres!" og nu meddeelte Rahbek mig, endvidere / at Collin havde talt min Sag hos Kong Frederik den Sjette og at jeg aarligt fik en Sum fra Finantserne, samt at der var skjænket mig fri Underviisning i Slagelse Latinskole. For dette sidste skulde jeg bringe Biskop Münster, der var den meest afgjørende her i, min Tak. Jeg kom til denne høithædrede Mand, han talte om den Lykke der forundtes mig, talte alvorligt og strængt om hvor uvist det var om man havde taget Feil af mig eller ei, hvorvidt der vilde komme et heldigt Resultat; paalagde mig Flid og Taknemlighed. Det var tilvisse velmeent og efter hans Anskuelse den rette Maade at tale til den forunderlige, phantasifulde Dreng, han vidste ikke hvor blødt mit Sind var, hvor Ordene slog mig som Svøber; jeg gik bort og græd bittre Taarer. Ogsaa paa Bakkehuset, hvorhen jeg søgte før Afreisen, flød Taarer, men det var Glædens over al den Venlighed, den Deeltagelse, de Alle her, De kjære Ven, Madam Andersen og Fru Rahbek viiste mig. Det var et heelt Omslag i mit Liv, ja en heel Reise ud til Slagelse. Fru Rahbek fortalte mig at hun havde en noget større Reise for til næste Foraar, en Reise [overstr: hun] til Hamborg, en Reise hun oftere havde gjort i det hun der hentede Papir til de smukke Æsker, der var hendes kjæreste Haandarbeide. Den Gang var en Reise til Hamborg, som nu en Reise for os til Paris eller Wien. "Saalangt kommer jeg vist aldrig!" tænkte jeg. Fru Rahbek trykkede min Haand,og ønskede at jeg om et par Aar maatte blive en god Student og "saa groer nok Poeten!"

Strax da jeg havde taget Examen artium udkom som bekjendt min "Fodreise". Den var mig en Livssag, jeg troede at alle Venner og Bekjendte maatte blive lige saa opfyldte af den, som jeg var det. Eet af de første Exemplarer /sendte jeg til Fru Rahbek. Hun laae syg. Et Par Dage efter hørte jeg af Admiral Wulff at hun var død. Mit første Udbrud var: "Mon hun fik læst min Fodreise!" "Menneske!" raabte Admiral Wulff. "Nei det er for galt! troer De man bryder sig om Deres "Fodreise" naar man skal ind hos Vorherre!" Han rystede alvorligt paa Hovedet. Men min Mening var at jeg saa gjerne undte hende en Glæde, og den meente jeg da maatte være at læse min nye Bog. Jeg stod ved hendes Grav, hvor Synet af den stille betagne gamle Rahbek dybt bevægede mig. Der gik mange Minder gjennem Tankerne, Minder om hendes venlige Ord og den kloge Sjæl der lyste ud af hendes Øine.

Mellem Eventyr og Historier har jeg i "Et Stykke Perlesnor" givet et Slags Vignet-Billet af Bakkehuset,

"Nær ved Bakken hvor Frederik den Sjettes Slot ligger, Øehlenschlægers Barndoms Hjem, skinner i Læ af Søndermarkens Skovgrund een af Perlerne, man kaldte den Philemon og Baucis Hytte, det vil sige, to elskelige Gamles Hjem, - - og nu? Siig ikke, "Ak hvor forandret!" - nei, endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den sygnende Plante! Blomsterknoppen der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, gjemmer dog skjult alle Spirer til Blad og Frø. Her skinner Aandens Sol ind i et fredet Hjem og opliver og levendegjør. Verden rundt om straaler ind gjennem Øinene i Sjælens ugrandskelige Dybde: Idiotens Hjem omsvævet af Menneskekjærligheden, er et helligt Sted, et Drivhuus for den sygnende Plante, der skal engang omplantes og blomstrre i Guds Urtegard. De svageste i Aaanden samles nu her, hvor engang de Største og Kraftigste mødtes, vexle3de Tanker og løftedes opad, - opad blusser end her Sjælens Flamme i Philemon og Baucis Hytte!"

Og hermed, kjære Ven, min hjerteligste Hilsen!

H. C. Andersen.

Til Hr Etatsraad J. M. Thiele, Ridder af Danebrogen & &

Tekst fra: Solveig Brunholm

Kjære Ven

Tak for hvad De har læst for mig af Deres "Livshistorie"; ogsaa jeg omtales i den og, tilvisse, De maa kunne tegne mig. - De, som fra min tidligste Optræden saae med milde Øine paa den opløbne, underlige Dreng, der endnu var saa ganske Barnet, der troede paa alle Mennsker og aabent udtalte hver Tanke som den kom.

De har tilvisse mede Hjærte og god Villie seet paa mig, men i de forskellige Levealdere seer man Personer og Begivenheder gjennem et forskelligt Glas; jeg kan i den nedtegnede Skikkelse ikke ret genkjende mig selv, særligt i Maaden, jeg udtrykker mig paa, - den mangler den barnlige Freidighed, som nok er mit Særkjende, men jeg troer Dem imidlertid paa Ordet.

De ønsker, at jeg giver Dem, som et Bilag til Deres Skrift, mine Erindringer fra "Bakkehuset", men da maa jeg for en Deel gjentage, hvad jeg andetsteds har nedskrevet.

Enken efter Danmarks berømte Statsmand, Christian Colbjørnsen, som var en af de første af høiere Stand, der venligt modtog den fattige Dreng, boede om Sommeren paa Bakkehuset; til hende kom jeg og fandt endnu flere venlige Mennesker paa dette Sted. De, kjære Ven, boede her, og Rahbeks dramatiske Yndling, Madame Andersen, som da hun et Par Gange havde hørt mig fremsige Digte, gav mig i Spøg Navnet: "Der kleine Declamator".

Jeg kom saaledes ogsaa snart ned i Fru Rahbeks Stue, hvor den livlige, aandfulde Kone morede sig med at tale med mig og høre paa mine første, dramatiske Forsøg. Jeg havde skrevet en Slags Comedie, den læste jeg for hende, og strax ved de første Scener udbrød hun: "Men der er jo hele Stykker deri, De har skrevet ud af Oehlenschlæger og Ingemann!" - "Ja, men de er ogsaa saa deilige" svarede jeg i al Uskyldighed, og læste videre.

En Dag, da jeg fra hende vilde gaae op til Fru Colbjørnsen, rakte hun mig en Haandfuld Roser og sagde: "Vil De tage dem med op, det vil vist fornøie Conferentsraadinden at faae dem af en Digters Haand!" Det var tilvisse i Spøg at disse Ord bleve sagte, men det var første Gang mit Navn blev sat i Forbindelse med Digter-Navnet, - der kom Taarer i mine Øine, og jeg veed, at fra dette Øieblik var min Tanke vakt for at skrive Digte, - det havde før kun været en Leeg, nu var det Maalet.

Rahbek selv talte aldrig til mig derude; den eneste Tilnærmelse var en Dag i Haven; han styrede lige hen imod mig, som vilde han sige et Par Ord, men idet han var mig nær og fæstede Øinene paa mig, vendte han pludseligt om igjen.

Den første og eneste Gang, Rahbek talte til mig, var i "Theaterdirectionen", hvor jeg blev kaldet op, efterat have indleveret en Tragedie, "Alfsol", og denne var læst. Rahbek overleverede mig Skriftet og sagde, at Stykket var ubrugeligt for Scenen, men at man havde fundet deri "saa mange Guldkorn", at man havde det Haab, at jeg ved alvorlige Studier, ved at komme i en Skole og forfra lære, hvad der hørte til, vilde maaskee engang kunde levere den danske Scene Arbeider, som der vare værdige at opføres!" og nu meddeelte Rahbek mig endvidere, at Collin havde talt min Sag hos Kong Frederik den Sjette, og at jeg aarligt fik en Sum fra Finantserne, samt at der var skjænket mig fri Underviisning i Slagelse-Latinskole.

For dette Sidste skulde jeg bringe Biskop Mynster, der var den meest afgiørende deri, min Tak.

Jeg kom til denne høithædrede Mand, - han talte om den Lykke, der forundtes mig, talte alvorligt og strengt om, hvor uvist det var, om man havde taget Feil af mig eller ei, hvorvidt der vilde komme et heldigt Resultat, paalagde mig Flid og Taknemmelighed.

Det var tilvisse velmeent og efter hans Anskuelse den rette Maade at talte til den forunderlige, phantasifulde Dreng, - han vidste ikke, hvor blødt mit Sind var, - hvor Ordene sloge mig som Svøber.

Jeg gik bort og græd bittre Taarer.

Ogsaa paa Bakkehuset, hvorhen jeg søgte før Afreisen, flød Taarer, men det var Glædens over al den Venlighed, den Deeltagelse, de Alle her - De, kjære Ven, Madame Andersen og Fru Rahbek, viste mig.

Det var et heelt Omslag i mit Liv, ja en heel Reise ud til Slagelse.

Fru Rahbek fortalte mig, at hun havde en meget større Reise til næste Foraar, - en Reise til Hamborg, en Reise, som hun oftere havde gjort, idet hun der hentede Papir til de smukke Æsker, der var hendes kjæreste Haandarbeide. Dengang var en Reise til Hamborg som nu en Reise for os til Paris eller Wien. "Saa langt kommer jeg vist aldrig!" tænkte jeg. Fru Rahbek trykkede min Haand og ønskede, at jeg om et Paar Aar maatte blive en god Student, og "saa groer Poeten nok!"

Strax, da jeg havde taget Examen artium udkom, som bekjendt, min "Fodreise". Den var mig en Livssag, - jeg troede at alle Venner og Bekjendte maatte blive ligesaa opfyldte af den, som jeg var det. Et af de første Exemplarer sendte jeg til Fru Rahkbek. Hun laae syg. Et Par Dage efter hørte jeg af Admiral Wulff, at hun var død. Mit første Udbrud var: "Mon hun fik læst min Fodreise!" - "Menneske!" raabta Admiral Wulff. "Nei! det er for galt! Troer De, man bryder sig om Deres "Fodreise", naar man skal ind for Vorherre!" Han rystede alvorligt paa Hovedet. Men min Mening var, at jeg saa gjerne undte hende en Glæde, og den - meente jeg da - maatte være at læse i min nye Bog.

Jeg stod ved hendes Grav, hvor Synet af den stille, betagne, gamle Rahbek dybt bevægede mig. Der gik mange Minder gjennem Tankerne, Minder om hendes venlige Ord og den kloge Sjæl, der lyste ud af hendes Øine.

Mellem Eventyr og Historier har jeg, i "Et Stykke Perlesnor" givet et Slags Vignet-Billed af Bakkehuset.


"Nærved Bakken, hvor Frederik den Sjettes SLot ligger, Oehlenschlægers Barndomshjem, skinner i Læ af Søndermarkens Skovgrund en af Perlerne, - man kaldte den Philemon og Baucis Hytte, det vil sige to, elskelige Gamles Hjem, - - og nu? Siig ikke: "Ak, hvor forandret!" nei!! endnu er det Aandens Hjem, Drivhuset for den sygnende Plante! Blomsterknoppen, der ikke er mægtig nok til at udfolde sig, giemmer dog skjult alle Spirer til Blad og Frø. Her skinner Aandens Sol ind i et fredet Hjem og opliver og levendegjør. Verden rundt om straaler ind gjennem Øinene i Sjælens ugrandskelige Dybde. Idiotens Hjem, omsvævet af Menneskekjærligheden, er et helligt Sted, et Drivhuus for den sygnende Plante, der skal engang omplantes og blomstre i Guds Urtegaard. De Svageste i Aanden samles nu her, hvor engang de Største og Kraftigste mødtes, vexlede Tankerne og løftedes opad, - opad blusser end her Sjælens Flamme i Philemon og Baucis Hytte!


Og hermed min kjære Ven! min hjerteligste Hilsen!

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost