Dato: 2. maj 1843
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard von Beskow
Sprog: dansk.

[Ikke gotisk håndskrift]

Paris 2 Mai 1843.

Det er mit Hjerte en Trang at sende Dem en lille Skrivelse her fra Paris, hvor jeg finder mig saa vel, hvor jeg møder saa megen Gjæstfrihed og Venskab at jeg selv er ganske forundret der over; altid har jeg tænkt at det var vanskeligt for en Fremmed at komme omkring i Parises-Salons, men intet synes lettere; i hver har jeg gjort et nyt Bekjendtskab hvortil der har knyttet sig nye Indbydelser: Hos Grevinde Paffis lørte jeg at kjende Balsac og Digterinden Madam Reybauld, den sidste har ret været min Beskytterinde og ført mig til de fleste litteraire Damer; Alexander Dumas skylder jeg imidlertid et af mine kjæreste Bekjendtskaber, han spurgte mig strax, een af de første Dage jeg var kommet, om jeg havde Lyst til at præsenteres for Rachel, jeg tog derimod med Glæde, og den følgende Aften hun spillede i Phædra gik vi op paa Theatre français, her var bag Couliserne indrettet, ved en Slags Skjærmbrædt et lille Værelse hvor Rachel modtog os med saa megen Ynde og Elskværdighed at man maatte faae hende kjær; ikke et eneste Portræt af alle de jeg har seet, ligne hende! Der er noget eget noget aandrigt, som maa gjengives og blev det givet, vilde man sige: Rachel er jo smuk! hendes Ansigt er ungdommeligt og høist aandfuldt, jeg finder hende skjøn! vi talte om Norden, om Litteratur og om Kjøbenhavns Theater; endelig reiste hun sig for at træde ind paa Scenen, hvor hun blev modtaget af det jublende Huus; senere har jeg været i hendes Hjem, hun lever alene, boer rigt og smagfuldt, som en ung Dronnning! Selskabs Salen er især decoreret med rigt indbundne Bøger, der er af alle Landes Litteratur, ogsaa Svensk, men intet fra Danmark. Hun er alene Dame i sine Soireer, og disse er høist livfulde og interessante. Dog hovedsagen er at see hende spille; jeg veed ei om De har været i Paris efter at hun er fremtraadt. Det er den høie Melpomene selv der aabenbarer sig for os dødelige, iiskoldt risler det mig ned af Ryggen naar hun i al sin Kraft og Herlighed aabenbarer sig. Man hører ikke længer de eensartede Alexandriner i de gamle Vers, melodisk bøie de sig i de naturlige udbrud! Jeg troer altid om den Rolle hvori jeg sidst seer hende at det er hendes bedste saa herlig skiller hun sig fra den. Slutnings Scenen i "Maria Stuart" giver hun med en saa elskelig stille Veemod at man bliver blød om Hjertet. Stykket selv er saa godt som en Oversættelse efter Schillers Tragedie, kun at alt det smukke Lyriske mangler; jeg talte en Aften med Rachel derom og hun beklagede at det var saa, men tilføiede at hun ikke troede at det paa Scenen vilde behage Franskmændene. Alexander Dumas har sagt mig at han, rimelig[viis] om 2 Aar, gjør en Reise til Stockholm; Kong Carl Johan har nok kjendt Dumas Fader og har megen Naade for Sønnen, saaledes forstod jeg ham. Deres unge Landsmandinde Jomfru Nissen fra Götheborg gjør meget Lykke i den italienske Opera, jeg hørte hende som Adalgisa i Norma, hvor hun med Grisi blev fremkaldt baade efter den store Duet "mira, o Norma", og efter Stykket selv. Hun er nu paa Besøg, hjemme i Sverrig. Med den italienske Opera staaer det paa svage Fødder, den besøges ikke meget, kun Dandserinden Grizi synes endnu være en lille Støtte for Huset. Yndig er hun i "Gieselle". Ogsaa Lamartines Bekjendtskab har jeg gjort han er den elskværdigste Personlighed og fuld af Liv og Storhed; jeg beskrev ham saa godt jeg kunde Stockholms maleriske Beliggenhed, og den deilige Canal-Reise. Han forekom mig af alle Franske jeg har talt med at være den som har den tydeligste Forestiling om Norden, især det Aandens Liv, som der rører sig. Billedhuggeren David skylder jeg stor Tak for al det Venskab han er kommet mig imøde med, han har paalagt mig i mit første Brev til Stockholm at sende fra ham den hjerteligste Hilsen til Berzelius, tør jeg overdrage Dem denne. -

Jeg reiser herfra om 6 Dage, gaaer over Stratzburg, hele Rhinen til Amsterdam og da over Hamborg til Breitenburg, hvor jeg vilde blive meget lykkelig ved engang i Juni-Maaned at finde et Brev fra Dem! Deres venlig[e] Hilsen til Grev Rantzau bragte jeg ham paa Udreisen og han paalagte mig paa det hjerteligste at takke Dem fordi De erindrede ham. De stod meget levende i hans Tanke fra Timerne i Schweitz. Nu lev vel! med den inderligste Hengivenhed.

H. C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (Skjerk kopi)