Dato: 28. april 1837
Fra: H.C. Andersen   Til: Christian Wulff
Sprog: dansk.

Min eiegode, kjære Ven! Saa sladdrer jeg nu med Dig! jeg er ikke hos Dig, for jeg kan ikke taale Søen og den gaaer bestemt fælt, vi kunne ikke sladdre, jeg vilde sige: "Bø!" men Du er hos mig om Aftenen, som Du aldrig har været, Maskinen koger paa Bordet, Røgelsen dufter paa den varme Kakkelovn. Jeg fortæller Dig hvor kjær Du er mig. Jeg veed ikke, om Du har samme Fornemmelse, Ansigt til Ansigt kan jeg ikke holde af mine Kjære, som adskildte, der kommer saadan en underlig Kulde over Een naar man gaaer sammen i Virkeligheden, derimod ene, ja saa flyver Sjæl i mod Sjæl, kysses og klappes. Iaften har jeg fundet paa et Navn til min Roman, ja det bliver det visse Navn, Bogen skal hedde: "Elverpigen", da Du ikke kjender det Reenskrevne og ei har Idee om Indholdet af tredie Deel, saa indseer Du ei hvor godt Navnet er; men at det lover noget og ikke Hverdags Historier, indseer Du. Af Heiberg have vi jo rigtignok en Elverhøi, og daglig Erfaring viser at Eiverhøiene paa Marken holde sig Længer, end Elverfolkene, aligevel tager jeg dog det Navn; der staaer i en gammel Vise "at Elverpigen har røden Guld", hvo veed, om ikke det tilkommende Aarhundred kan komme til at sige det om min. Men jeg snakker for meget om mig selv, jeg vil derfor gaae lige over i din Kariere. Wilde er blevet Lieutenant og er en nydelig, elegant civil Herre. Jeg kan godt lide ham, rigtignok troer jeg det er en lille Don Juan, men i det Kapitel siger jeg, som Kammerherre Rømling, forleden sagde i Dame Selskab: "Herre Gud, det er jo noget ganske uskyldigt at Don Juan morer sig!" - I sidste Archiv for Søevæsenet staaer af Zahrtmann en Afhandling om Rullevæsenet, hvor den gode Mand taler, som jeg vilde at Pauli og flere af vore Præster skulde afmales, med en Bouquet Blomster i Munden; han taler om Canova og Stuarterne, for at afhandle Rullevæsenet i den danske Marine, men det skal være forbandet godt skrevet sige Kjendere. /

I disse Dage have vi nydt et ganske pænt Stykke Solskin! Himlen saae ordentlig ud, som om den var sendt fra Italien, vel indpakket i en Svineblære. Af Nyheder veed jeg kun at Weyse ikke længer har Kolik og at Studenterforeningen vil, paa Vesterbroes Theater, give en Forestilling for Thorvaldsens Museum, I disse Dage læses i Kjøbenhavnsposten et Stykke, som characteriserer Biskoppen, vor elskede Munster. I Corsøer gik i Vinter en ung Pige til Præsten, hun blev indviteret til Maskerade der i Byen, og de lod spørge hos Præsten om han kom der, for saaledes at vide om han havde noget imod den Forlystelse, han sagde, nei, han kom ikke og hun maatte heller ikke, men hun havde før været til en lignende Forlystelse og derfor lod Forældrene Pigen gaae, men Præsten (Keglen hedder Olrik) viiste Pigen derfor bort fra Confirmationen. Forældrene skrev til Kancelliet, angav deres Grunde hvorfor det var dem om at gjøre at faae Pigen confirmeret og beviiste at der var aldeles intet, der kunde bringe Præsten til at jage hende bort, uden dette Bal. Kancelliet henvendte sig til Bispen og - Pigen blev dømt til at vente et Aar endnu før hun maa forundes Adgang til Guds Bord. Dette er skeet i Foraaret 1837. Hvad siger Du? Alle have baaret sig galt ad! Og denne Bisp sætte mange saa høit! mit Blod koger, naar jeg samler alle de Punkter jeg har, som Tegn paa, at han ikke bør være den første af Christi Tjenere hos os. Den første hos Oplysningens, Kjærlighedens ædleste Mand. - 1822 er den eneste Gang jeg har talt med Bispen og da sagde han Ord til mig, jeg aldrig glemmer, og som vil slukke et Par Straaler i den Glorie Confirmanterne give ham. Hvad han sagde til mig, den Fattige, og den Gang ubekjendte, uvurdeerte, maa han vist sige til hundred Andre, saare deres Hjerte og de maa tie; men jeg skal sige det engang for Tusinde, det skal bringe Riis, der hvor han gjerne bar Nøglen, - Gid jeg i en anden Verden maa erkjende at jeg gjør denne Mand Uret, gid jeg maa lære at kjende ham / fra nogle gode Sider, jeg vil gjerne elske alle Mennesker, men ham - ja, jeg har idet mindste det Uheld at jeg kun har opfattet hans Skyggesider. - Nu har jeg da to Sangerinder i Huset: Mad. Kretcmer og Mad: Simonsen, de synge Skalaer om kap, som to Kanarifugle. Paa Mandag skal vi have et nyt fransk Dram.a; Huusundersøgelserne; paa Tirsdag Marschners: Slottet paa Ætna, samme Aften holder Hansen og Jomf: Rantzau Bryllup. - Lulu og Robert (Hr Sahlers), indstuderes, Jomf: Lichtenstein, som ikke kan synge, ventes. Det er alle Theater Nyhederne, undtagen den kan tilføjes, som Arnesen iaftes fortalte mig, Laura Haß skal have faaet sig en Lille. Paa Udstillingen er ariveret et Malerie af Westphal, som forestiller "Ragnhild paa Heden efter Tragoedien: Svend Dyrings Huus["]. Heiberg har nu begyndt at tænke paa at skrive et Stykke for Hartmann. Saavidt jeg veed, har der været Tale om, blandt Representanterne i Musikforeningen, at give Cherubinis nyeste Messe for Mandfolkestemmer, i een af Kirkerne. Orla Lehmanns Broder har udgivet 6 Romanzer, værre Plagiat har jeg aldrig kjendt; hver af dem lyde som naar man synger en Sang af hvilken man kan ikke alt ganske nøiagtigt og gjør det da lidt anderledes, end det skal være! saaledes ere een af Sangene næsten Node for Node, Visen i Matrosen, de andre synes smaae Vaudeviller, det er et Potpouri af bekjendte Toner. Gebauer har componeret mit Digt: Sneedronningen, det roses meget; Lorck har componeret en Sang til en ny Vaudeville af Arnesen, den skal gives ved Phisters Forestilling. En Milller i Berlin, men ikke den Bekjendte, har sendt en Deel af sine musikalske Værker til vor Musikforeningen for at optages, som Æresmedlem, rimeligviis, eller for at faae sin Musik udbredt. Noget stort skal der ikke være derved. Han kalder sig: hædret med Guldmedalier fra Kongerne af Bayeren, Dannemark og Wurtenberg. De sendte Musikstykker er en Opera: Parodie paa Robert le Diable, nogle Soldatersange og Dandse. I Begyndelsen af dette Brev skrev jeg, at min ny Roman kom til at hedde: Elverpigen, det kan dog være at jeg ikke giver den denne Tittel, jeg mærker alle Folk, som hører Navnet, troe, at der da er noget Eventyrligt i den, saa bliver det vel ved: "Naomi", som jeg tidligere har/ bestemt. jomfru Werning hører jeg nu er blevet Mad: Dabis. Manden ønsker at anlægge en Ridebane, hvor nu Sundheds Brøndene er. En Tydsker, med een af ham selv opfunden Apollo Lyra, har ladet sig høre i Studenter-Foreningen, det var en almindelig Harmonika, af de man trækker ud og ind; han gjorte nogle Bugtaler Kunster med den, de gjorde Lykke, rimeligviis havde han en lille Harmonika paa Maven. -

- Gud veed hvor Du er, naar denne min Brevdue flyver Dig i Hænderne. I dette hellige Øieblik, have vi en skyllende Regn, det er godt det kommer ned, sige de gode Mennesker, men der kommer saa meget ondt Veir ned, at eens Humeur og hele Person ogsaa kommer ned; det holder jeg slet ikke af, men hvo veed - imorgen faae vi Solskin. Din af ganske Hjerte broderligsindede Ven

H.C. Andersen

[tilføjelse i margin s 1

Brevet er sluttet den sidste April 1837.

No 1

Lieutenant i Søetaten C. Wulff

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 56, billed 6257-60)