Dato: 23. juni 1871
Fra: H.C. Andersen   Til: Ida Koch
Sprog: dansk.

"Rolighed", Østerbro den 23 Juni 1871

Kjære Fru Koch!

Det var min Tanke i Dag, uagtet det ikke var aftalt, at komme til Dem denne Middag og fortælle om vor smukke Fest i Lørdags, men jeg bliver forhindret fra at komme, i det den hollandske Digter van Kneppelhout er i byen og vil med sin Frue og Svigerinde i Dag besøge "Rolighed". Besøget gjælder særligt mig, og saa kan jeg ikke være borte. Bring Deres Børn og Børnebørn min kjærlige Hilsen. Sølvbryllupsfesten feiredes ganske storartet; Teltet, der var smagfuldt decorerret, rummede 200 Personer, Vincent stod for Maden, Balduin Dahl for Musiken, Amici for Fyrværkeriet, der var sange af Carl Ploug, Carl Andersen og P. Hansen(Cabiro) jeg havde skrevet Cantaten, Taler bleve holdte af Bille, Ploug, Bang, Frøken Zahle, H.C. Andersen, & Klokken blev eet ud paa Natten før jeg kom til Ro, og da dandsede endnu Ungdommen, i det at der før Dandsen var givet en heel dramatisk Forestilling. Gamle Conferensraad Hauch har glædet mig med at sende mig sin nye Bog "Reiseminder". Jeg veed ikke om han er i Kjøbenhavn, Hellebæk eller paa Veien til Italien. Melchior reiste i forgaars til Engeland for der at hente sine to Døttre som ere paa Veien hjem fra Vestindien.

Hjerteligst

H. C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm (LP 359, billednr. 6997-99)