H.C. Andersen-centret ved Syddansk Universitet. Hjemmesiden er en base for forskning, tekster og information om og af H.C. Andersen. Man kan finde materialer om (nøgleordene) eventyr, forfatter, litteratur, børnelitteratur, børnebøger, undervisning, studie, Victor Borge, HC Andersen, H. C. Andersen, liv, værk, tidstavle og biografi, citater, drømme, FAQ, oversættelse, bibliografi, anmeldelser, quiz, børnetegninger, 2005 og manuskripter
The Hans Christian Andersen Center

Brev fra H.C. Andersen til Catharina Maria Bügel, f. Adzer April 1839

Hop forbi menu og nyheder

Dato: April 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Catharina Maria Bügel, f. Adzer
Sprog: dansk.

[afskrift, IKKE HCAs håndskrift:]

Rabbi Mejer Fremsagt af Mad. Nielsen ved Aftenunderholdningen paa det kongelige Theater den 21de April 1839.

Israels Folk forsamlet var i Skolen,
Ind af Ruden skinned Sommersolen,
Rabbi Meyer stod paa Talerstolen,
Silkekjolen
Faldt om ham i prægtigt Draperie!

Vandringen i Ørk’nen han udmalte,
Manna blev hvert Ord hans Tunge talte,
Hjertets Sprog sødt Hjerterne hushvalte;
Mod den hvalte,
Høje Himmel svang sig Tanken fri. !

“For den unge Slægt hæv Eders Bønner!
"Jehova med Kanaans Landet lønner,
"I de friske Skud vort Haab sig grønner,
"Vore Sønner
"Høste vil den Sæd, vi har nedlagt!” !

Mens han talte, kom i broget Skare
Folk mod Byen, tvende Lig de bare,
Bølgen kun sit dræbte Rov lod fare;
Siig, hvo vare
Disse Liig? O Rabbi! Israels Pragt! !

Rabbis Sønner, kyndige i Loven,
Kraftige, som Cederen i Skoven,
Øinene var Stjernen lig deroven,
Under Voven
Slukt, udslukt, nu kuns det døde Leer! !

Ei fra Dødens Cherub vristes Rovet.
Rabbis Hustru bøiede sit Hoved:
“Herren gav, han tog, han være lovet!”
Sødt hensoved'
Laae de, for ei her at vaagne meer. !

Over hendes Øines bedste Glæde
Bredte hun det hvide Dødning-Klæde,
Græd, det er en Trøst at kunne græde;
Nu indtræde
Saae hun Rabbi, og hun smilte da. !

Kjærligt han paa Panden kyssed’ hende.
Dagen og dens Virken var til Ende,
Og han hjalp Sølvlamperne at tænde.
Snart de brænde.
“Mine Sønner gaaet er herfra? !

"Sig hvorfor de ikke er herinde?
"Ei jeg kunde dem i Skolen finde,
"der de savnedes jo ingensinde.”
Rabbis Qvinde
svarede: “De ere tæt herved!” !

Nadver-Dugen hun paa Bordet lagde,
Bægeret med Viin hun Manden rakte,
Gud han takked’ for hvad Dagen bragte;
Atter sagde
Han: “Kald begge mine Sønner ned!” !

Hun mod Himlen saa, som en Forklaret!
Kvindens Tro ei briste kan som Glaret,
“De er ikke langt herfra!” hun svared’,
“Sødt bevaret
"Er for os vor Stammes Blomsterblad!” !

Rabbi smilte, var saa vel tilmode,
Livets bedste Timer for ham stode,
Herren takked’ han for alt det Gode,
Denne Klode
Er velsignet. Takkebøn han bad. !

“Kald dog mine Sønner!” – “Tilgiv Kjære!”
"Sagde hun: Du maa mig først belære,
“Du er min Forstand, mit Lys, min Ære –
Maa mig være
Her forundt et Spørgsmaal?” – “Tal Du kun!” !

– “Et Klenodie, der knap fik Mage,
"Blev betroet mig for nogle Dage;
"Hjem igen vil Eieren det tage,
"Skal tilbage
"Jeg vel give denne sjældne Skat?” !

“Kan om sligt du spørge, Israels datter?
"Tage i betænkning? Giv det atter!”
“Rabbi, ei min Sjælekamp Du fatter,
"Jeg det skatter,
Det har fyldt min Tanke Dag og Nat!” !

“Giv tilbage hvad dig ei tilhører!” –
Med sin Læbe hun hans Kind berører,
Kjærligt, mildt hun ham til Leiet fører,
Der afslører
Hun de kjære Liig; de blunde sødt. !

“Mine Sønner! O, hvad er min Brøde!
"Mine Sønner!” og hans Taarer fløde.
“Livets Aften er mig nu saa øde,
"Døde, døde
"Ere de! Mit Haab, mit Alt er dødt!” !

Og hun bort sig vendte ved hans Klage,
Følte Gud i sig paa Prøvens Dage.
“Rabbi, du jo lærte nys mig Svage:
"Giv tilbage
"Hvad dets Eier fordre kan med Ret! !

"Hvis jeg vægred’ mig, en Synd jeg voved’!”
Rabbi Meyer hævede sit Hoved!
“Herren gav, han tog, han være lovet!"
Sødt hensoved’
Er de Fromme! Støvet vorde Muld!” !

Og han følte Trøst og Haab derinde,
Ja, et Sjæle-Mod, som ingensinde.
“Den, som Gud velsigne vil, han finde
Skal en Qvinde,
Trofast, prøvet som det rene Guld!” !

H.C. Andersen!

Tekst fra: Solveig Brunholm