Du har søgt på: +Rigsarkivet

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: April 1836
Fra: H.C. Andersen   Til: Catharina Maria Bügel, f. Adzer

Passions Sang.

som Pifferari synge den i Rom.

(efter det Italienske)

Da jeg bad paa Oliebjerget
Trængte Blodet frem, som Vande,
Stod i Draaber paa min Pande,
Det i Strømme flød for Dig.
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!

#

Da de bandt mig fast til Søilen,
Slog mig med Svøber stærke,
Saa der fremsprang blodigt Mærke,
Jeg taalmodig led for Dig.
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!

#

Da jeg spottet blev, som Konge,
Stod til Spot og til Vanære,
Maatte Tornekronen bære,
Al min Tanke var hos Dig!
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!

#

Udskældt, dømt til Skjændsels Døden,
Medens Tornekrandsen saared’,
Korsets Byrde, jeg har baaret,
Gaaet Dødens Gang for Dig!
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!!

#

Da paa Korsets Træ jeg hængte,
Naglet gjennem Been og Hænder,
Led en Qval, ei Verden kjender,
Vilde jeg jo døe for Dig!
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!

#

Spydet jog de i min Side,
Og fra den udstrømmet Vandet,
Dødens tegn. Var det vel andet?
Ja, det Livets var for dig!
Vee!
Mon du vel tænker paa mig!

#

Seer du alle mine Vunder?
Kjær Du var mig, meer, end Livet.
Jeg mit Blod for Dig har givet!
Intet var for stort for Dig!
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!

#

Himlen selv og Jorden bæved'
Følte Smerten, da jeg sukked',
Da jeg træt mit Øie lukked',
Da jeg skiltes her fra Dig!
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!

#

Kunde jeg vel give mere?
Jeg mig hengav uden Dvælen,
Jeg for Dig udaanded Sjælen,
Al min Kjærlighed var Dig.
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!

#

Født og baaret af Maria,
Jeg din broder blev i Kjødet;
Daglig, end i Alterbrødet
Brydes Legemet for dig.
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!

#

Naar jeg, som Gjenløsnings Summen
Selv mig hengav her paa Jorden,
Hist jeg Livets Sum er hvorden,[!]
Hist jeg Lønnen er for Dig!
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!

#

Tænkte jeg i Døden paa Dig,
Skulde jeg da kunde mindre
I Guds Himmel Dig erindre?
Verdens Hersker mindes Dig!
Vee!
Mon Du vel tænker paa mig!

--

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm