Du har søgt på: +Rigsarkivet

Gå til første fund  Tilbage til søgeresultaterne

Dato: ukendt årstal
Fra: H.C. Andersen   Til: Catharina Maria Bügel, f. Adzer
Sprog: dansk.

Mene, mene, tekel, upharsin

Sceptret, ikke det paa Thronen,
Det der viser os Nationen,
Brænder tidt, som Faklen ned.
Aandens Rigdom ene gavner,
Alt det andet gaaer, som Avner,
Veires bort, før Du det veed.

#

Trende Flammer nyligt brændte;
Mon Betydningen Du kendte?
Saa Du vel hvad Haanden skrev?
Hvad der var Nationens Første,
Det, den ansaae for det Største,
I et Nu et Intet blev.

#

See mod Østens store Rige,
Der hvor Folkefærd fremstige
Villieløs ved Hersker-Bud.
Under Fyr og Palmeskygge
Adel der med Vemod bygge,
Czaren er en jordisk Gud!

#

Hvor den rige Sumpstad kneiser,
Stolt Paladsets Pragt sig reiser,
Billedet på jordisk Magt.
Men see! Flammen slaaer fra Taget,
Alt er Ild, Du hører Braget,
Vældens Glands i Gruus er lagt.

#

- Kom mod Vest, hvor Seinen flyder,
Livet sig i Farver bryder,
Øjeblikket Mængden nyder,
Til Theatret vil' vi gaae;
Skuespillet her er Sjælen,
Ordet dristigt, Sangen kjælen;
Czarens Slot er ei det Største,
Nei, Theatret er det Første,
Der Nationen selv sig saae.

#

Ildens Knittren Øret kjender:
See, den rige Flitter brænder,
Ja, det andet Blus er tændt.
Under Himlens Tabernakkel
Glædens Scepter, som en Fakkel
Snart til sidste Gnist er brændt.

#

- Kom, vi seile over Søen!
Vort Karthago er paa Øen,
Tidens Væverstol vi see;
Og en Jomfru holder Spolen,
Smiler bagved Væverstolen,
Rød, som Rosen, hvid, som Snee.

#

Rundtom Mylren og Beregnen!
Som en billedlig Betegnen
Kneiser i den rige Havn
Stolt en Guldkalv, som man krandser;
Alt Europa om den dandser,
Børsen kaldes den ved Navn.

#

Vil for Støv Du Knæet bøje,
See, det styrter for dit Øie,
Ilden lægger det i Gruus.
Trende Flammer her Du skued’,
I Treklang saae Du Lued’
Hver Nations det første Huus.

#

Føler Du ei, stor og liden,
Poesi der er i Tiden,
Dyb Betydning Tanken faaer.
Her er intet Spil af Kræfter,
Nei, naar Du kun tænker efter,
Flammeskriften Du forstaaer:

#

Hvad characteristisk throner,
Præget paa de tre Nationer,
Hvad de kalde vil det Største,
Hvad de nævne, som det Første,
Blev en glødende Ruin.
En usynlig Haand alene
Skrev sit understærke: "mene,
mene, tekel, upharsin!"

--

H.C. Andersen

Tekst fra: Solveig Brunholm