Dato: 1839
Fra: H.C. Andersen   Til: Catharina Maria Bügel, f. Adzer
Sprog: dansk.

Skandinavisk Sang.

Vi er eet Folk, vi kaldes Skandinaver,
I trende Riger er vor Hjemstavn deelt;
Men mellem Nutids store Himmel-Gaver,
Er den, vort Hjerte voxer til eet Heelt!
Lad være glemt, hvis os en Uret skete,
Tidsaanden, som en lutret Margarethe
Forener os, den trefold Kraft forlener,
Selv Sproget os forener;
Paa Fjeld, i Skov og ved det natblaa Hav,
Jeg jubler glad: jeg er en Skandinav!

2

Kom med paa Dovre-Kjøl, hvor Jøklen ligger,
Hør Fossens Torden, Sæterpigens Sang;
Den friske Sø og Bjerg-Luft jeg inddrikker,
Jeg gaaer hvor Nordens Guder gik engang,
Og hvis om Kraftens Mænd jeg hører heller,
Da Bergens By om Holberg mig fortæller.
Til Fjelds! til Fjelds! med stærke Klippeborge
Staaer Du mit gamle Norge,
I Glands af Nordlys, ved et stormfuldt Hav;
Jeg elsker Dig! jeg er en Skandinav!

3.

Kom paa den snelle Baad, lad Dampen virke,
See Floder, store Søer er vor Vei!
Seil over Bjerget, hvor de høie Birke
Udaande Duft! O, Sverrig elsker jeg!
Herfra lød Gustav Adolfs Navn paa Jorden,
Han var den sidste Ridder her i Norden.
Lidt Barkbrød og den svenske Bonde synger,
Ham Nøisomhed forynger;
Han synger Sangene, ham Skjalden gav;
Og vi med ham: Jeg er en Skandinav!

4

En smuk Bouquet af Kløver, Korn og Humle,
Er Danmark! kom og se vor Bøgeskov!
Paa Sletten her sig Aandens Sønner tumle
Det dundrer lystigt under Hestens Hov;
Til Videnskab og Kunst vi snelt udride,
Europa om det lille Land skal vide,
Ved Thorvaldsen dets Navn fra Stenen klinger,
Og her har Sangen Vinger.
En Rose Danmark er! Syng Skandinav,
Om Aandens Blomst midt i det barske Hav!

5

Lad ei den skjønne Enighed forsvinde,
Dansk, Svensk og Norsk hinanden række Haand;
De gamle Folkesange os forbinde,
I Melodien er et kraftigt Baand.
Af Enighedens Sæd kun godt man høster,
Vi skue kjækt mod Vester og mod Øster,
I Fryd og Sorg! O, her er godt at være,
Her leve vore Kjære!
Fra Bøg og Birk og Gran, vidt over Hav,
Lyd Glædens Sang: Jeg er en skandinav!

---

Nu lev vel! bring Deres Fru Datter min ærbødige Hilsen og tænk selv venlig paa mig, aldrig glemmer jeg hvor moderligsindet De har været mig og vist vil blive,

Deres hengivne

H.C. Andersen.

Tekst fra: Solveig Brunholm