1.
Paa Hjemfarten, da Maanen stod op.
See hist et glødende Hjerte staae,
I Bølgerne fik det jo Daaben,
Men her de levende Hjerter slaae,
Hjerter i Danmarks Vaaben.
ombord paa detkongelige Dampskib Kiel den 31 August 1844.
2.
Til Prindsesse Augusta.
I Morgen før de røde Skyer blaane
Vi sukke, medens Skibet flyver hen:
En Ædelsteen er tabt af Glædens Krone,
Kan vel Erindringen erstatte den.
3.
Prindsesse Amalie.
Som Dandsens Toner svinder Livets Lykke,
Et Rosenblad paa Tidens raske Strøm,
i Morgen Dandsen mindes med dens Psycke,
Men borte er hun, som en deilig Drøm.
4.
Bøn:
Han, som i Stormen er vor faste Borg,
Hvis Sollys spreder dette Jordlivs Skygge,
Han styrke Kongens Hjerte i hver Sorg,
Han give altid Danmark Fred og Lykke!
Han hænge Seiers Krandsen om vort Flag,
Om Kjærligheden, om hver ædel Villie;
Naar alle Riger dømmes på hiin Dag,
Gid Danmark staae i Havet som en Lillie!
H.C. Andersen.
Føhr den 31 August og 2 Sept: 1844.
---
Improviseret Sang
"Hr. Peder kasted Runer over Spange"
I denne Verden er der Runer mange,
De staae i Moder Øiet
De sees i Barnets Smiil,
Til Rosenbladet føiet
De blev' ved Amors Piil;
Runerne, de bittre og de søde,
Runerne, ved hvilke [overstr: Hjertet] Kinder gløde,
Veed Du dem?
#
Her ude i det stærke Nordhavs Vande,
Laae engang skov- og blomstbeklædte Strande,
De sank – men grønne Øer,
Som Mindets Runer staae:
Hør, fra de dybe Søer
En Havfrue-Sang udgaae.
"Hjertets Runer nu jeg kjende nøie,
Dem jeg læste i Førstindens Øie,
Held og Fred!