Dato: 11. juli 1832
Fra: H.C. Andersen   Til: Omnes
Sprog: dansk.

At Nornen Harpen stemmer,
den synger: "fremad, frem!"
Men aldrig Hjertet glemmer
Sit kjære Barndoms Hjem,
Sin Glæde og sin Smerte,
Sin Længsel og sin Lyst,
Thi samme Barnets Hjerte,
Boer end i Mandens Bryst!

Nu Hjemmet glad os bringer
Sin grønne Afskeds Krands,
Og til "Lev vel", hver svinger
Sig glad i Ungdoms Dands.
Snart Aarene henrinde,
O, Livet er saa skjønt!
Hvert venligt Barndoms Minde
Vil staae med Vaarens Grønt.

Igjen til Bøgeskoven
Vi gaae, med Ungdoms Lyst,
Og Himlen staaer foroven,
Den staaer dybt i vort Bryst!
Den ældste Bøg end kneiser,
hvor navnene vi skrev,
Sig Nonnebakken reiser. -
- Ja, hvert et Minde blev!

Selv Mosen bringer Blommer,
Og Møllehjulet gaaer,
Og i den grønne Sommer,
Her atter Dandsen staaer.
Hvem nu som Børn du finder
Fuldvoxen træder hen;
Thi Rosenknoppen svinder,
Og Rosen staaer igjen.

Men trofast bør vi minde
Her midt i Guds Natur,
Den gamle Gaard derinde
Ved Kirkens røde Muur,
Os alle vil vi samle
Et Hjem saa tro, som der,
Thi synger Ung' og Gamle,
Først Skolens Skaal især.

Os Glæde gjennemstrømmer,
Ei Minderne skal døe,
Skaal for hvad Hjertet drømmer,
Skaal for vor Føde-Ø,
For hver i Aandens Rige,
For gamle Odins By,
Lad Sangens Jubel stige
med Lærken høit mod Sky!

H.C. Andersen.

Tekst fra: Se tilknyttet bibliografipost