Dato: 19. februar 1842
Fra: H.C. Andersen   Til: Bernhard Severin Ingemann
Sprog: dansk.

Kjøbenh: 19 Februar 1842.

Kjære, kjære Ven!

naa, Gud velsigne Dem fordi De saa venlig har mig i Tanke! det var en smuk og kjærkommen Digter-Hilsen De sendte mig! den dufter, som Æble-Træets Blomster, der er en Friskhed i den hele lille Bog, som har vederqvæget mig. Tak for den og doppelt Tak fordi De sendte mig den.

Jeg maa sige Dem, jeg har længtes meget efter Brev fra Dem! - men hvorfor har jeg da ikke skrevet, ja det ligger meest i at jeg har skrevet saa meget at jeg blev doven tilsidst skjøndt det gjaldt mine Venner. Det vil sige, jeg har siden min Hjemkomst været saa beskjæftiget med at sætte Reise-Indtrykkene ned paa Papiret, at tidt min Haand, det er bogstavelig sandt, har følt sig træt der ved. Nu er jeg færdig, Trykningen er begyndt, jeg beskjæftiger mig med Afskrivningen, Bortskjærelser, Pudsen og Pynten, om 3 Uger, tænker jeg Bogen vil være i Deres Huus; den skal da fortælle Dem om egne kjære Minder fra Italien, synge for Dem om det deilige Middelhav og det storartede Grækenland. De skal med mig titte ind i Orienten og Seiladsen fra det sorte Hav, [fra rettet til] paa Donau til Wien, haaber jeg vil være Dem interessantere at gjøre i Tankerne, end jeg fandt den i Virkeligheden. - Dette er det første Arbeide, under hvilket jeg har arbeidet mig Kræfter til og sandt Livsmod! -

Strax da jeg kom hjem var Modtagelsen saa nordlig kold at jeg blev lidt forkjølet om Hjertet, sukkede ganske dybt, men saa gik det over, Verden er i Grunden for daarlig til at man skulde lade sig forkue af den. Jeg havde stor Lyst, da jeg fra Hamborg lagde Veien over Fyen, at have gjort Vesit i Sorøe, men jeg gjorte det ikke, Harder har jeg, paa Gisselfeldt, talt med derom, han har vel sagt Dem mine Grunde. Imidlertid er jeg nu anderledes til Sinds, end den Gang; / Med de grønne Træer og den varme Sommer-Sol, seer De mig i Deres klosterlige By. Hauch skrev jeg til fra Athenen og bad ham om Brev, jeg fik intet, først nu her i Kjøbenhavn, kom for en 6 Uger, et Brev han havde afsendt, det havde løbet Verden rundt efter mig og fandt mig da til sidst i Kjøbenhavn, jeg skrev ham strax til derom, men jeg har ikke faaet et eneste Ord igjen fra ham, det har særdeles bedrøvet mig; - men i denne Verden gaaer det jo underligt op og ned med Alt! - Heibergs Undskyldninger for sine Grovheder mod Hauch i de tidligere Critikker more mig. Hvad Hauchs Tragedie angaaer, da kommer den neppe paa Scenen i Aar! Theater-Directionen har kun Tanke for den italienske Opera. Denne og Orla Lehmann er for Øieblikket de to Guldkalve Kjøbenhavns Folk dandse om. Hvad Operaen angaaer da er den en italiensk Opera af 3die Rang; Tenoren Hr Rossi er den bedste i dette Selskab, Primadonna er et lillebitte Menneske, jeg maa altid for at faae et heelt Fruentimmer ud af hende, tænke at hun ligger paa Knæ. Hun skeeler ikke lidt! men Alle ere henrykte. Det samme Publicum, som i Sibonis Tid hadede og forfulgte al italiensk Musik er nu som Amine i Fiskeren blevet forelsket i en [overstr: leed] Skovtrold og siger dette er Prinds Agib c: den italienske Opera. Det er aldeles en Fortryllelse! - Imidlertid har Selskabet en italiensk Livlighed; her er Spil! og disse to Ting er det som beruser Folket, men Rusen gaaer bestemt over! - Jeg erkjender at det kan være meget interessant for dem som aldrig før have hørt italiensk Opera, at høre disse, man faaer Begreb om denne og de forstaae at synge Recitativer, men som sagt det er ikke - hvad Folk tro, noget betydeligt vi her have faaet. Prima Donna har Talent og Livlighed, men hendes Stemme er ei [betydelig rettet til:] smuk, hendes Udvortes er hende mod, i alle tragiske Roller. Hun seer ud, som en lille sort Kaffekande, der er kogt over! /

Det er høist morsomt at høre hvor Folk ere blevne italienske, de raabe bravo, -va, -vi! tuti bis! & forleden hørte jeg to kjøbenhavnske Madammer sige i Forsalen, i det de gik: "det er løierligt! naar man vil at Italienerne skulle synge nok engang saa raaber man "Kis!" til dem!" - Paa Kongens Theater er altid tomt, tre Gange daglig forvandles Stykkerne, saa Theatret altid har en rød Placat i Knaphullet.

Bring Hauch min Hilsen! De maa gjerne sige ham, at det har bedrøvet mig at see vi ere blevne saa fremmede for hinanden. H.P.Holst er bestandig i Rom, han reiser kun mellem Rom og Neapel! jeg er en anderledes urolig Fugl! nu staaer min Lyst skrækkeligt til at see Spanien og Africas Nordkyst. Hvo veed, maaskee kommer jeg ogsaa der en Gang! hvorfor skulde det ikke kunde skee!

Fra Udlandet har jeg i den sidste Tid [overstr: mødt] faaet to smukke Tegn paa Opmærksomhed; anden Deel af "Deutsche Kindermärchen" er blevet dediceret til mig, første Deel fik Tieck. Den franske Poete Martin har i Revue du Paris skrevet en Ode til mig og oversat min Billedbog uden Billeder. Rimeligviis faaer jeg nu for disse to Behageligheders Skyld et lille Vingeslag af min Ven Heiberg, for han holder nu ikke af saadant noget!

Hvorledes lever Magister Boyesen! Lorenzen, Harder Birck & &.

Hils Deres velsignede Kone! det glæder mig at høre at hun er i Bedring! Vaarsolen vil være en god Doctor! gid hun snart maatte blive saa vel at De kunde gjøre en lille Tour til Syden med hende, men ikke mod Vintertid, der kan være nederdrægtigt koldt, vaadt og raat i la bella Italia.

Lev vel! Deres altid hengivne

H.C. Andersen

Jeg boer, som altid, i Hotel du Nord. / [ Udskrift:] ST.

Hr Professor og Ridder B. S. Ingemann i Sorø frit.

Tekst fra: Solveig Brunholm (microfilmscan 14, 183-86)