Dato: 22. december 1866
Fra: H.C. Andersen   Til: Robert Watt
Sprog: dansk.

Løverdag Aften!

Jeg blev hjemme til 10 Minutter før 4 i den Forvisning at De kom, længere kunne jeg ikke blive, da Spisetiden hos Collins falder meget nøjagtigt! - Nu har De været og skrevet af "Epilogen", men jeg er som De veed i disse dage saa febril, nu frygter jeg at De ikke har læst ret min slette Haandskrift og det er mig om at gjøre at see Deres Afskrift eller ganske sikkert Correkturen. De har jo kun afskrevet det ene Stykke "Epilogen" for alle de andre stykker i Bogen skulle ikke trykkes. Jeg bestemmer i morgen om jeg reiser til Basnæs eller bliver hjemme. En glædelig Juul. tænk venligst paa Deres oprigtige Ven.

H.C. Andersen

i stor Hast

Tekst fra: Solveig Brunholm