TIl Hr. Etasraad Kolin
paa min 16 Aars Fødselsdag den 2den April 1821
Kunstens Tempel ser jeg i det Fjerne
mellem Klipper midt i Bølgens Skjød
did det er jeg iler, o! så gerne
at jeg glemmer Skibbrud og hver Nød.
Ei mig skrækker disse Vrag jeg skuer
dem den vilde Bølge leger med
thi alt længe i mit Hjærte luer
Haabet om at naa hin kære Bred.
Lad og mangen strande paa dens Klipper
andre synke skuffede af Haab
i mit Hjerte denne Trøst ej glipper
at og Mangen bønhørt saa sit Raab.
Naar jeg Breden, fast ved klippen tager
ud igen mig aldrig Bølgen slaaer
heller ei dens hvide Skum bedrager
saa jeg tror, jeg fast paa Landet staaer. –
Jeg de bratte Klipper vil bestige,
ser jeg da Thalias Tempel nær
ingen er da, selv blandt lykkelige
lykkelig som jeg, nei! Ingen mer,
Hvis i Helligdommen dybt at trænge
Naadeligt Gudinden under mig
har thi Saligt jeg jo levet længe
om end snart mit Livslys slukker sig.
Tilgiv jeg bruger Sanggudindens Griffel
og maler mine Tanker, Følelser. -
I dag for 16 år gav Gud mig Livet
i Odins stille By - jeg blev en ringe Blomst
i Livets store Have, hvis skøre Stilk
tidt Stormen vilde knuse, den truedes med Fald.
I Kunstens Blomster Bed at prange ei
den kunde. - Men dog en Plads den ønskede
maaske med Kunst og hvad Naturen gav
en Gang i Tiden, den vel kunde fryde. -
Af venlig Haand den passedes og snart
den spirede med meere livligt Farve,
En Guldberg var den vennehulde Gartner
som plejede, og klippet Blomsten har. -
Og sikkert naar en Lindgren nu tillige
saa vennehuld, som hin, opelsket
til næste Sommer der i Kunstens Hauge
forundes kan en Plads i blandt de simple.